Politiet rykkede ud til et færdselsuheld med tre biler impliceret. En af parterne var dog flygtet fra uheldsstedet uden at give sig til kende over for de øvrige parter. Det viste sig, at en 33-årig mand fra Kalundborg var kørt i en personbil i nordøstlig retning, da en modkørende personbil af ukendte årsager trak over i modsatte side af vejen. Den 33-årige prøvede at undvige, men kunne ikke undgå at blive ramt, hvorefter han påkørte en personbil, der holdt på en vigeplads i samme side af vejen. Modparten, der var årsagen til uheldet, fik ikke større skader på bilen, end at føreren kunne fortsætte sin kørsel væk fra uheldsstedet uden at give sig til kende over for de to øvrige parter. Politiet har nu optaget rapport i sagen i et forsøg på at få identificeret bilisten, hvis bil formodes at have skader på venstre side.