Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Kalundborg Kommune i tidsrummet 2020/10/09 til 2020/10/20.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Færdselsuheld – Helsingevej, Kirke Helsinge, Gørlev Sj. – Kalundborg

Kl. 09.12 fik politiet via alarmcentralen melding om et alvorligt færdselsuheld, hvori en motorcyklist var impliceret. Ud over ambulancepersonale var også lægehelikopteren sendt til uheldsstedet på Helsingevej. Politiet afspærrede vejen i begge retning under redningsarbejdet, idet en lastbil og en motorcykel var impliceret, og der flød væsker mv. fra motorcyklen på vejen. Trafikselskabet Movia måtte omlægge bustrafikken ad vejen. En svært tilskadekommen fører af motorcyklen blev stabiliseret og derefter i lægehelikopteren fløjet til Rigshospitalets traumecenter til undersøgelse og fornøden behandling. En bilinspektør blev tilkaldt til at foretage teknisk undersøgelse af de implicerede køretøjer og selve uheldsstedet. En foreløbig konklusion af undersøgelserne var, at en 60-årig mand fra Kgs. Lyngby som fører af en lastbil med tilkoblet sættevogn inden uheldet var standset med front mod syd i højre side af vejen for at læsse varer af. Sættevognens læsserampe var sænket helt til kørebaneniveau, da motorcyklisten kom kørende ad Helsingevej i sydlig retning på en lige vejstrækning. Af ukendte årsager kørte motorcyklisten ind i sættevognens bagende, så føreren røg af motorcyklen og ind på sættevognens lad. Sættevognen fik mindre skader ved venstre baglygte, medens motorcyklen fik kraftige skader som følge af uheldet. Kl. ca. 11.20 blev afspærringen af Helsingevej ophævet, så trafikken i området kunne normaliseres. Føreren af motorcyklen blev identificeret som en 83-årig mand fra Kalundborg, hvis pårørende er blevet underrettet om hans tilskadekomst ved uheldet. Den 83-årige er fortsat indlagt på Rigshospitalet i kritisk tilstand på grund af hovedtraume, og politiet har rutinemæssigt fået udtaget blodprøver til analyse for eventuel påvirkning af stoffer eller medicin, der måske kunne have indflydelse på kørslen. Politiet afventer nu erklæringen fra bilinspektøren og analyseresultaterne fra blodprøverne, før politiet afgør, om nogen kan drages til ansvar for ulykken.

Falsk bankmand fik dankort udleveret – Gørlev – Kalundborg

Kl. 16.28 fik politiet en henvendelse fra pårørende til en 85-årig kvinde fra Gørlev, som tidligere på eftermiddagen i tidsrummet kl. 13.30-1400 havde haft besøg af en falsk bankmand, som havde fået hendes dankort udleveret. Før dette var hun dog blevet ringet op en fremmed mand, der udgav sig for at ringe fra Sparekassen. Han oplyste, at den 85-åriges dankort var blevet hacket, og at der var forsøgt hævet penge på det. Den falske bankmand ville derfor sende en tekniker til afhentning af hendes dankort, som skulle lægges i en kuvert forsynet med en bestemt kode. Under samtalen med den falske bank dukkede teknikeren op og fik dankortet udleveret. Ca. fem minutter senere oplyste den falske bankmand under telefonsamtalen, at man nu havde modtaget dankortet, hvorefter samtalen pludselig blev afbrudt. Den 85-årige kontaktede straks et familiemedlem, som straks var behjælpelig med at få dankortet spærret via banken. Det rigtige bankpersonale kunne dog oplyse, at der allerede var foretaget en uberettiget hævning på 13.000 kr. i en pengeautomat. Den såkaldte tekniker, der dukkede op hos den 85-årige, blev beskrevet som: A: Mand, Dansk af udseende, 25-35 år, 170-180 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hårfarve: Brun, Hårlængde: Kort, Talte: Dansk, Iført: cowboybukser, grå sweaters, guldarmbånd og iført mundbind. Politiet efterforsker nu sagen som bedrageri og forsøger at få identificeret både den falske bankmand og teknikeren ud fra de fremkomne oplysning i denne og andre tilsvarende sager med samme fremgangsmåde.

Ældre snydt af falske bankmænd – Høng, Kalundborg / Kirke-Såby-Lejre

Kl. 17.28 og kl. 17.30 modtog politiet to anmeldelser fra ældre medborgere, som var blevet snydt af personer, der havde udgivet for at være bankpersonale.
Pårørende til en 87-årig kvinde fra Høng anmeldte, at den 87-årige kl. ca. 13.30 var blevet ringet af en fremmed mand, der oplyste, at der var sket noget mærkeligt på hendes bankkonto. Manden tilbød at sende en medarbejder, som skulle have dankort med tilhørende kode, så forholdet på bankkontoen kunne undersøges nærmere. Kort efter telefonopkaldet dukkede en fremmed mand på den 87-åriges bopæl, hvor den falske bankmand fik udleveret dankort med tilhørende kode. Kl. 14.10 blev der så foretaget en uberettiget hævning af 15.000 kr. i en pengeautomat i Slagelse. Manden, der afhentede dankortet, blev beskrevet som: mand, ca. 25 år, iført mundbind, muligt kørende i en lille sort bil, hvor der befandt sig en anden person.
Næsten samtidig fik politiet også en anmeldelse fra et ældre ægtepar på 87 og 94 år fra Kirke-Såby, som også anmeldte, at de på et tidspunkt mellem kl. 10.00-11.00 var blevet ringet op af en fremmed mand, der udgav sig for at være en medarbejder fra deres pengeinstitut. Årsagen til opkaldet var nemlig, at der måske var sket noget mistænkeligt på parrets bankkonti, så den falske bankmand ville sende en tekniker, som skulle have udleveret parrets dankort, så bankkontoen kunne undersøges. Kort efter dukkede en fremmed mand op, som fik udleveret et dankort med tilhørende kode. Herunder blev parrets lovet, at dankortet ville blive leveret retur senest kl. ca. 16.00, når der var blevet isat en chip i dankortet. Tilbageleveringen skete imidlertid ikke, hvorfor parret kontaktede deres pengeinstitut, som kunne oplyse, at der i alt var foretaget uberettigede hævninger på parrets konti for 34.000 kr. Manden, der mødte op som bankens tekniker, blev beskrevet som: mand, dansk af udseende og dansktalende, 25-30 år, 175-185 cm høj, spinkel af bygning, brunligt hår, iført mundbind, sort skjorte og mørke cowboybukser.
Politiet har nu optaget anmeldelser om bedrageri i begge sager for at efterforske sagerne om grov udnyttelse af ældre borgeres tillid til personalet i deres pengeinstitutter. Politiet opfordrer dog til at være særdeles skeptisk ved disse telefonopkald og især, hvis telefonopkaldene sker uden forudgående aftale eller konkret anledning. Endvidere er det heller ikke normalt, at bankpersonale afhenter et dankort ved problemer på en bankkonto, idet kortindehaveren altid vil skulle aflevere sit dankort eller andre betalingskort direkte til kortudstederen og ikke til tilfældige personer, der udgiver sig for at repræsentere kortudstederen. Pårørende til ældre medborgere opfordres også til at tale med pårørende om denne form for bedrageri, herunder oplyse de pårørende om, at kortnumre, koder til dankort og f.eks. NemID sammen bankkontonumre er fortrolige oplysninger, som ikke bør udleveres til tilfældige personer.

Mand anholdt for overfald – Hallebyorevej, Hallebyore, Jyderup, Kalundborg

kl. 14.58 fik politiet anmeldelse om et voldeligt overfald ved et maskinværksted. En 39-årig mand fra Gørlev, som var på besøg på stedet, var blevet opsøgt af en bekendt, som mente, at de havde et økonomisk mellemværende. Den 39-årige opdagede, at den bekendte, en 43-årig mand fra Slagelse, havde piftet dækkene på hans bil, som holdt på stedet. Der opstod uenighed imellem de to parter i forhold til det økonomiske spørgsmål. Herunder blev den 39-årige udsat for vold af den 43-årige, som slog ham i ansigtet, så hans briller gik i stykker.

Den 43-årige truede den 39-åriges med en kniv og bad om hans ejendele, og de penge han ifølge den 43-årige skyldte, men fik ingen værdier udleveret. Den 39-åriges bil fik foruden hærværket på dækkene også knust et sidespejl. Kl. 17.58 anholdt politiet den mistænkte 43-årige mand, som blev sigtet for forsøg på røveri mod den 39-årige og hærværk på bilen. Han blev taget med til stationen til afhøring og sagsbehandling. Sagen blev vurderet juridisk, men da der ikke blev fundet grundlag for at fremstille den 43-årige i grundlovsforhør med begæring om varetægtsfængsling, blev han løsladt senere på aftenen. Den 43-årige er fortsat sigtet i sagen og vil senere høre mere fra politiet, når sagen skal afgøres.

Spirituskørsel / kørsel i frakendelsestiden mv. – Gl. Skovvej, Svebølle – Kalundborg

Kl. 02.00 anholdt og sigtede politiet en 62-årig mand fra Svebølle for både kørsel i frakendelsestiden og spirituskørsel i en personbil ad Gl. Skovvej i vestlig retning. Ved visitationen fandt politiet ham i besiddelse af en hobbykniv uden noget anerkendelsesværdigt formål, så han blev også sigtet for overtrædelse af knivloven. Den 62-årige kørte ikke i sin egen bil og erkendte, at han havde taget bilnøglerne uden tilladelse fra bilejeren, så politiet sigtede ham også formelt for at have stjålet personbilen fra ejeren. Den 62-årige blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol og afhøring til sigtelserne.

Overtrædelse af COVID-19-regler – Kalundborg

Kl. 19.43 fik politiet en henvendelse fra en borger, der var gået forbi et pizzeria i den centrale del af Kalundborg by. Herunder havde borgeren bemærket, at hverken stående kunder ved ekspeditionsskranken eller ekspeditionspersonalet anvendte mundbind. En patrulje kørte til stedet og kunne konstatere, at der var en enkelt kunde uden mundbind til stede. Tre medarbejdere bar heller ikke mundbind, men de to af dem var ud fra deres arbejdsområdet og beskæftigelse heller ikke omfattet af kravet. Politiet fandt derfor kun grundlag for at sigte den ene medarbejder for overtrædelse af COVID-19-lovgivningen med krav om anvendelse af mundbind i det pågældende pizzeria. Medarbejderen vil senere høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres.

Indbrud i Perioden

Strandparken, Havnsø, Føllenslev
Råes Vænge, Kalundborg
Kongstrup Strandvej, Kalundborg
Kåstrupvej, Kalundborg
Løvvang, Snertinge
Brændholtvej, Ugerløse