2019 tegner til at blive endnu et rekordår for dansk feriehusudlejning. Det fremgår af dugfriske overnatningstal fra Danmarks Statistik, som desuden viser imponerende fremgang i ti udvalgte kommuner.

Sommerhusferie i Danmark er populært – faktisk så populært, at det stigende antal overnatninger i feriehuse har drevet væksten i kyst- og naturturismen i de seneste år. Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at feriehusturismen fortsat er i rivende udvikling. Feriehusudlejningen satte ny rekord i juli måned, hvor husene samlet var udlejet i 131.200 uger, hvilket er en stigning på 6 procent i forhold til den hidtidige rekord fra juli 2018 på i alt 124.000 uger.

– Vi glæder os naturligvis over endnu en rekordsommer og har store forventninger til resten af året, hvor vi allerede ligger komfortabelt foran på bookinger i forhold til samme periode sidste år. En stor del af forklaringen skal findes i, at flere danskere vælger at holde ferien i Danmark. Vi er gået fra godt 1,5 millioner danske overnatninger i 2000 til omkring 5 millioner overnatninger sidste år, hvilket har stor betydning for feriehusbranchen herhjemme, forklarer Carlos Villaro Lassen, der er adm. direktør i Feriehusudlejernes Brancheforening.

Særligt ti danske kommuner skiller sig positivt ud i stigningen i antal feriehusovernatninger. Det drejer sig om de sjællandske kommuner, hvor Køge, Kalundborg, Slagelse og Stevns kommune placerer sig i toppen efterfulgt af Assens, Struer og Esbjerg, Randers og Vesthimmerland kommune. Bornholm bevarer desuden sin position som publikumsmagnet og er den kommune på top ti-listen med flest antal overnatninger.

– Det er en særdeles positiv udvikling, der vidner om, at turisterne har fået øjnene op for flere danske destinationer længere oppe af vestkysten samt Sjælland og øerne. Vi har fået åbnet Danmark mere op, og det giver naturligvis flere muligheder, når landet skal markedsføres som mulig feriedestination. Det er en udvikling, der kommer til at have stor betydning for dansk turismes videre vækst, siger Carlos Villaro Lassen.

Det samlede antal feriehusovernatninger i juli er steget med syv procent fra 4.1 mio. i 2018 til 4.4 mio. i 2019. Af disse var 1.5 mio. danske, mens 2,3 mio. var tyske overnatninger.

Blandt kommunerne med færrest overnatninger findes Horsens, Køge og Fredericia, mens Ringkøbing-Skjern placerer sig i toppen med 1.9 mio. overnatninger år til dato.

Fortsat stort uudnyttet potentiale

Knap halvdelen af de ti områder er en del af de 35 danske kommuner med særligt potentiale, der er blevet identificeret af Feriehusudlejernes Brancheforening. Der er tale om deciderede sommerhuskommuner med mere end 2.000 sommerhuse – lige fra Odsherred og Gribskov, der har henholdsvis 23.088 og 14.240 sommerhuse, til Tønder Kommune med 2.041 sommerhuse. Flere steder overstiger efterspørgslen udbuddet af feriehuse – særligt i højsæsonen.

– Feriehuse står i dag for 54 procent af samtlige udenlandske overnatninger, men vi udnytter kun en brøkdel af den kapacitet, vi har. Kun ca. 40.000 af de ca. 200.000 danske sommerhuse står til rådighed for udlejningsmarkedet, og det er et tal, vi gerne vil øge. Kan vi øge kapaciteten med godt 3.000 feriehuse, vil det udløse et meget stort omsætningspotentiale, siger Sisse Wildt, der er kommunikationschef hos Dansk Kyst og Naturturisme.

De seneste år er det gradvist blevet mere attraktivt for pengepungen at udleje sommerhuset. I 2019 er der indført et nyt bundfradrag, som betyder, at sommerhusejere nu kan tjene 40.900 kroner skattefrit ved at leje sommerhuset ud gennem et bureau.