Tirsdag d. 13. oktober kl. 11.00 kommer Tigertræning til Kalundborg. Man skal fægte, danse, fange haler, køre på hundeslæde og meget mere til vilde skønne sange, der alle er skrevet specielt til legene fra Tigertræning.

’Tigertræning legekoncert’ er den festlige udgave af Tigertræning. De spiller live, mens børn og voksne bliver ført gennem et sanseligt musikeventyr, der lover sved på panden, masser af grin og masser af leg. Til slut vil den store tiger føre alle deltagerne afsted i et fælles optog.

Hele forestillingen tager 60 min. og er for børn mellem 3-6 år og deres voksne. Der må medfølge 1 voksen gratis pr. børnebillet. Billetterne købes via Kalundborg Bibliotekernes hjemmeside: https://www.kalundborgbib.dk/arrangementer/alle/efteraarsferie-tigertraening-med-levende-musik

Arrangementet foregår i Kalundborg Hallerne i Hal 1.

Hvad er Tigertræning?
Tigertræning har med deres koncept virkelig ramt plet med den fineste blanding af rolige yoga øvelser, dejlig musik, sved på panden, balance, motorisk træning og det som vi på legepladserne allerbedst kan lide – nemlig leg.

Som barn kan det være rigtig svært at navigere i grænser, og hvad man må og ikke må. Men med Tigertrænings tydelige regler for, hvordan man må kæmpe og hvordan man skal kigge på hinanden og aflæse hinandens signaler, er det meget nemmere for børnene at være i legen og kampen uden nogen bliver kede af det.

Tigertræningens mål er at lære børn at sætte grænser. Når man laver Tigertræning, bliver legen til en dans. Og dét i en ramme for både børn og voksne, for børn elsker, når voksne leger med.

Tigertræning er et bevægelseskoncept udviklet af idrætspædagog Lise Steffensen, hvor blandingen af de stille og de vilde lege er en hjørnesten. Til Tigertræning er der altid musik, da musikken inviterer til bevægelse, og deltagerne kaster sig mere frit ind i legen.

Tigertræning er et medskabende kulturtilbud til de mindste, deres voksne og bedsteforældre.
Biblioteket gør opmærksom på, at alle Sundhedsstyrelsens retningslinjer naturligvis overholdes i forbindelse med afholdelse af arrangementerne.

Pressefoto