Skolen på Herredsåsen danner den 6. oktober rammerne om et foredrag med Susse Wold, arrangeret i samarbejde med LOF.

Susse Wold siger om foredraget: Da jeg skrev bogen Fremkaldt for 10 år siden havde jeg stor fornøjelse af, at komme rundt i landet og fortælle om min bog. Det har været godt at blive fremkaldt, men et fastbillede er ikke levende. I et univers som hele tiden bevæger sig, er der ikke noget som er statisk. Derfor er bevægelse og forandring så vigtig, for man bliver altid belønnet med ny viden og udvikling.

Nu har jeg skrevet en ny bog som jeg har kaldt Bevægelse. Den vil jeg glæde mig til at fortælle om. I titlen ligger både den indre mening af ordet, hvor jeg bliver følelsesmæssigt berørt af de ting jeg møder. Den fysiske mening hvor jeg bevæger mig ud i verden og oplever ting. Dette lærer mig noget om min egen mulighed for konstant forandring.

Bogen er en fortælling om, hvad jeg har lært af de mennesker jeg har mødt og de ting jeg har oplevet. På teateret som i livet gælder det om at svare når ens stikord falder. Livet har givet mig mange fristende stikord og jeg har svaret på mange af dem. Det fortæller jeg om. Alvorlige og svære ting blander sig med oplevelser med humor og latter. Om jeg er i en sweat lodge på Hawaii med en Shaman, eller om jeg er til et AA møde. Om jeg optræder med H.C. Andersen for kronprinsen af Japan, eller om jeg ligger på hjerte-afdelingen på Riget. Om jeg sidder fast i et mudderhul i Kenya omgivet af løver – eller om jeg går på den røde løber i Cannes til Filmfestival.

Læs mere her

Foto: ABW