Oplev et spændende foredrag, når Ritt Bjerregaard med udgangspunkt i sine erindringsbøger tegner et tankevækkende portræt af sig selv og Danmarks forvandling gennem det 20. århundrede. I tæt samarbejde med Svebølle Biblioteksgruppe.

Ritt Bjerregaard leverer dette levende foredrag den 19. februar 2020 kl. 19:30 – 21:30
Svebølle Kvik Bibliotek, Centervej 13, 4470 Svebølle

Der er allerede godt gang i billetsalget, så skynd dig at købe billet via www.kalundborgbib.dk
Billetter koster 115,- normalpris og 95,- for medlemmer af Biblioteksklubben. Læs mere om klubben og meld dig ind via www.kalundborgbib.dk/klub, det er ganske gratis.

Foredraget er baseret på hendes erindringsbøger, hvor den seneste ”Udenfor” udkom i 2019. Det bliver et underholdende og tankevækkende selvportræt, hvor Ritt giver et billede af de seneste 70 års danmarkshistorie, som den store efterkrigsgeneration har oplevet den og set den gennem et socialdemokratisk temperament.

Ritt fortæller blandt andet om, hvordan hendes generation op gennem 1960’erne og 1970’er havde en enestående mulighed for at præge det danske samfund. P-pillen er et eksempel herpå, idet den havde stor indflydelse på ændringerne i kønsrollemønstret samt ægteskabs – og familiemønstrene. Med omstillingen fra landbrugs- til industrisamfund og den økonomiske vækst i 60’erne blev de traditionelle klasseforskelle nedbrudt, hvilket gav plads for eksperimenter med nye normer.

Hvorfor fik Ritt aldrig statsministerposten?
Desuden vil Ritt stille nogle provokerende spørgsmål til sig selv. Hvorfor blev hun aldrig statsminister? Her får publikum et svar, der både rummer selvindsigt og refleksioner over magtens væsen, og kvinders stilling i politik.

Pressefoto

Ritt fortæller levende om sin vej ind i politik, sin opvækst og sine personlige forudsætninger ud fra et køns- og klassemæssigt tidsperspektiv. Allerede helt fra begyndelsen var Ritt en utraditionel politiker, som var bevidst om, hvordan hun synes, tingene skulle gøres. Sammen med andre unge, nyvalgte socialdemokrater som Helle Degn, Karl Hjortnæs og Svend Auken dannede Ritt en “kaffeklub”- frem for at vente på optagelse i de allerede eksisterende.

Allerede fra 1971 sad Ritt i finansudvalget på trods af, at hun var nyvalgt. I 1973 blev hun undervisningsminister i Anker Jørgensens regering. Denne post havde hun – afbrudt af V-regeringen – indtil 1978. Senere blev hun socialminister fra 1979-1981. Selvom Ritt havde været modstander af EU, ændrede hun holdning efter murens fald i 1989 og blev formand for Den Danske Europabevægelse i 1992. I 1995 blev hun udnævnt til miljøkommissær i EU.

I 2000 blev Ritt Bjerregaard fødevareminister i Poul Nyrup Rasmussens regering, og siden blev denne post så fulgt af en stilling som overborgmester for København. I pausen serveres kaffe/the og lidt sødt til tanden.