Den 11. januar 2021 holder Birgitte Possing foredrag i Kalundborg Hallerne:

Forfatteren og historikeren Birgitte Possing har skrevet den anmelderroste bog ’Argumenter mod Kvinder’.

Possing har et imponerende historisk overblik. Det bruger hun til at kaste lys over 170 års ulige vilkår for kvinders muligheder i det offentlige liv. Hun dokumenterer en håndfast tradition for at nedgøre kvinder. Det sker i det politiske liv, i erhvervslivet, i den videnskabelige verden, i sporten, i kirken eller på den kulturelle scene. Bogen viser, hvordan kvinder uanset kompetence- og erfaringsniveau igen og igen bliver reduceret til mødre, bliver bedømt på deres påklædning, udseende eller erotiske udstråling. Gennem det danske demokratis historie præsenterer forfatteren en perlerække af historier. Historier hvor kompetente kvinder bebrejdes for at være forkerte og gøre enten for lidt eller for meget. Mandens fejl er hans egen, kvindens fejl er kønnets.

Bogen afdækker et strukturelt problem. Strukturelle problemer har det med at glide i ét med vores virkelighed. Og så opdager du det ikke. Indtil nogen giver dig nogle nye briller at opleve verden med. Så ser du det pludselig. Det kan være både trist, uhyggeligt og voldsomt provokerende – men det er det, som dit bibliotek tilbyder dig, når Professor emerita Birgitte Possing fortæller om sit arbejde med alle argumenterne mod kvinder.

Læs mere her

Foto: ABW