Læs uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Kalundborg Kommune i tidsrummet d. 16/11 til d. 28/11 – 2017

Bemærk det er de hændelser, politiet selv har valgt at inkludere i deres rapport.

Hurtigt tyveri – Strandvejen, Reersø, Gørlev Sj. – Kalundborg

Kl. 12.13 anmeldte en 63-årig kvinde fra Gørlev, at hun på sin bopæl under ophold i garagen pludselig opdagede en fremmed mand gå rundt ind i selve beboelsen. Medens hun holdt sig skjult, kunne hun fortælle politiet om mandens gøremål, medens politiet hastigt var på vej til stedet. Til sidst forlod manden beboelsen via haven medbringende en lampe. Ved politiets ankomst var manden forsvundet fra området og havde nået at stjæle en ipad, en tablet, kontanter og en bærbar computer. Lampen fandt politiet efterladt i en hæk i nærheden. Tyven, der var gået ind ad en ulåst dør og havde stjålet effekterne, blev beskrevet som: mand, ca. 170 cm høj, kraftig af bygning, iført rød hue, sort arbejdstøj, sort halstørklæde og medbragte en Netto-plastpose. Trods eftersøgning i området fandt politiet ikke tyven. Lokalpolitiet i Kalundborg hører gerne fra personer, der har
bemærket manden i området. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Tricktyveri – Algade, Gørlev Sj. – Kalundborg

Kl. 15.51 anmeldte en 86-årig kvinde fra Gørlev Sj., at hun kl. ca. 14.50 ved supermarkedet Rema 1000 havde fået stjålet sin pung af to fremmede kvinder, som havde afledt hendes opmærksomhed ved at stille hende nogle spørgsmål om en vare. Den 86-årige befandt sig ved pantautomaten, da de to fremmede kvinder henvendte sig og brugte afledningsmanøvren til at stjæle hendes pung med bl.a. kontanter og diverse kort. De to fremmede kvinder blev beskrevet som: A: Kvinde, Østeuropæisk af udseende, 25-30 år, 160-170 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Hvid, Hårfarve: Lys, Hårlængde: Langt, Talte: Østeuropæisk, Iført: blå mellemlang frakke, lys blå halstørklæde, blå bukser hvide sko medbragte større mørk dametaske; og B: Kvinde, 20-30 år, 160-170 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Hvid, Hårfarve: Lys, Hårlængde: Langt, Iført: sort tophue, rødlig kort jakke, sort nederdel, grå gamachebukser, mørke støvletter. Politiet forsøger nu at få identificeret de to mistænkte og undersøger, om der måske er videoovervågning ved supermarkedet. Lokalpolitiet i Kalundborg/Holbæk hører gerne fra personer, der har bemærket de to kvinder i området. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Tricktyveri – Høng, Kalundborg

Kl. 15.35 var en 71-årig kvinde fra Jyderup udsat for et tricktyveri i Aldi i Høng Centret. Kvinden mødte en udenlandsk kvinde, der spurgte om vej på gebrokkent engelsk. Den 71-årige var i færd med at læsse varer i sin bil, da hun blev kontaktet af den udenlandske kvinde, der blev afvist af den 71-årige. Den 71-årige opdagede kort efter, at hendes pung var forsvundet med kørekort og 3000 kr. i kontanter. </p><p>Den mistænkte kvinde beskrives som: Udlænding, almindelig af bygning, sort langt hår, iført lang frakke, blomstret tørklæde og lang nederdel.

Mistænkeligt forhold – Holbækvej, Kalundborg

Kl. 09.35 kontaktede en opmærksom kvinde, der i bil tilfældigt passerede en bygning på Holbækvej, at to formentlig udenlandske mænd gik ind på adressen og efterfølgende kiggede ind ad vinduerne. Da hun standsede for at ringe til politiet, gik de to mænd fra stedet, men blev senere truffet af politiet, der kunne konstatere, at der var tale om to mænd på 47 og 50 år fra Litauen. Da politiet ikke kunne bevise, at de havde gjort noget kriminelt, fik de lov til at gå uden at blive sigtet for noget.</p><p><em>Politiet er meget glade for denne type anmeldelser indgivet af opmærksomme borgere, der reagerer på noget, som virker unormalt. På den måde hjælper man hinanden til at passe sine ting og kan måske forhindre indbrud i villaer.

Butikstyv indhentet – Sct. Jørgensbjerg, Kalundborg

Kl. 13.15 anmeldte personalet i supermarkedet Aldi, at man tilbageholdt en yngre mand efter tyveri af nogle pakker cigaretter. Det viste sig, at en 16-årig dreng fra Kalundborg havde stjålet seks pakker cigaretter fra en ubemandet kasse i supermarkedet. Personalet havde opdaget tyveri og var løbet efter drengen, da han flygtede med tyvekosterne, som han smed fra sig under flugten. Den hurtigste var dog en mandlig ansat, som fik fat i drengen og tilbageholdt ham, så politiet kunne sigte ham for tyveri af cigaretterne. Den 16-årige kan nu forvente at modtage en bøde som straf for tyveriet.

Færdselsuheld – Hovedgade, Ubby, Jerslev Sj. – Kalundborg

Kl. 13.43 fik politiet to anmeldelser om det samme færdselsuheld, men fra hver sin part i uheldet. Parterne var dog enige om, at de begge havde været impliceret i et det samme uheld, hvor de efterfølgende var blevet uenige, således at den ene part var kørt hjem for at anmelde sagen til politiet. Parterne i uheldet var en 50-årig mand fra Jerslev Sj., som under kørsel ad Hovedgaden i Ubby blev forsøgt overhalet ud over fuldt optrukket spærrelinje af en 45-årig mand fra Kalundborg. I forbindelse hermed blev den 50-årige påkørt på venstre bagskærm, hvorefter han kørte ind til siden og standsede. Her blev han så påkørt bagfra af den 45-åriges bil. Parterne kom i skænderi og skubbede lidt til hinanden, hvorefter den 45-årige forlod stedet og kørte hjem for at anmelde uheldet. Politiet forsøger nu ud fra parternes forklaringer at få opklaret, hvad der var årsagen til uheldet f
or at kunne klarlægge, om nogen af parterne har overtrådt færdselsloven.

Spirituskørsel – Stejlhøj, Kalundborg

Kl. 05.24 anholdt og sigtede politiet en 61-årig mand fra Kalundborg for spirituskørsel i en personbil. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve.

Brandundersøgelse – Klovbygade, Jerslev Sj. – Kalundborg

Kl. 09.41 var gået ild i en ældre landejendom, hvilket en beboer på vejen havde opdaget og derfor slået alarm til brandvæsnet og politiet. Da brandvæsnet og politiet nåede frem, at bygningerne overtændt og stod ikke til at redde. Der var tale om en landejendom, som havde stået ubenyttet hen gennem mange år, og som var uden elektricitet. De foreløbige undersøgelser på brandstedet gav ikke nogen forklaring på brandens opståen. Politiet skal derfor med brandsagkyndige kigge nærmere på brandstedet i et forsøg på at finde brandårsagen.

Butikstyveri – Elmegade, Kalundborg

Kl. 18.52 rykkede politiet ud til en sag om butikstyveri, idet en kvinde var blevet tilbageholdt med fyldt indkøbsvogn uden at have betalt for varerne i den. Varerne i indkøbsvognen udgjorde en samlet værdi på 4380 kr., hvorfor en 55-årig kvinde fra Eskebjerg blev sigtet for tyveri af disse. Hun vil senere høre nærmere fra politiet, når sagen mod hende skal afgøres.

Kørsel uden førerret – Vestre Havneplads, Kalundborg

Kl. 08.52 kontrollerede politiet en bilist, som var ved at bakke bilen ind i en parkeringsbås. Bag rattet sad en 20-årig mand fra Gørlev Sj., som ikke kunne fremvise noget kørekort. Det viste sig, at han ikke havde erhvervet sig et kørekort endnu, hvorfor han blev sigtet for kørsel uden førerret. Han kan senere forvente at modtage en bøde for den overtrædelse af færdselsloven.

Bilist påkørte sidespejl – Snertinge – Odsherred

Kl. 17.22 fik politiet en henvendelse om, at en bilist havde påkørt en anden bils sidespejl uden for Snertinge, men bilisten var fortsat i vestlig retning ud af byen. Anmelderen havde aflæst bilistens nummerplade, så politiet ledte efter bilisten og fik kontakt med bilen på Kalundborgvej i Hørve. Venstre sidespejl var skadet, og bag rattet sad en ædru, 73-årig kvinde fra Eskebjerg, som ikke havde generhvervet sin førerret. Hun blev derfor sigtet for kørsel uden førerret. Politiet fandt ikke det andet køretøj, som den 73-årige mistænkes for at have påkørt.

Indbrud i perioden

Bjergesøvej, Hørve
Møllevangen, Gørlev
Tværstenen, Gørlev
Bøgens Kvarter, Høng
Bakkevej, Høng
Kalundborgvej, Holbæk
Bredekildevej, Kalundborg
Lundevej, Kalundborg
Kalundborgvej, Kirkebyen, Fårevejle
Græsmarken, Ugerløse, Kalundborg
Lavlandsvej, Kalundborg
Klosterparkvej, Kalundborg
Aldersrovej, Værslev, Kalundborg
Kløvermarken, Farendløse, Ringsted
Faksbjergvej, Svebølle
Lavendelvej, Svebølle
Anemonevej, Svebølle
Rosenhaven, Svebølle
Skrænten, Ubby, Jerslev Sj.
Søndergade, Ubby, Jerslev Sj. (2 steder)
Bonderupvej, Ugerløse