Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Kalundborg Kommune i tidsrummet 2021/12/01 til 2021/12/14.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Røg i sommerhus – Frøkær, Bjerge Strand, Store-Fuglede – Kalundborg

Kl. 16.28 måtte en 73-årig mandlig sommerhusgæst ringe efter brandvæsnet, idet der lugtede af røg i sommerhuset. Brandvæsnet og politiet kørte til stedet, hvor der ikke var nogen egentlig brand. Der var tændt op i en brændeovn, og mistanken var, at nogle gløder kunne være faldet ud af brændeovne og derfor kunne være årsagen. Det undersøgte brandvæsnet nærmere sammen med sommerhusejeren, idet politiet ikke foretog sig yderligere ud fra disse omstændigheder.

Narko-/spirituskørsel i frakendelsestiden – bil beslaglagt – Eskebjergvej, Eskebjerg – Kalundborg

Kl. 16.30 anholdt og sigtede politiet en 44-årig kvinde fra Svebølle for kørsel i narkotika- og spirituspåvirket tilstand i sin personbil, som hun i øvrigt ikke måtte være fører af. I forvejen var hun tidligere blevet frakendt førerretten, så hun ikke må være fører af et køretøj, hvortil kørekort kræves. Hun fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer og alkohol.
Den 44-årige blev i forbindelse med løsladelse gjort bekendt med, at hun fremadrettet måtte finde alternative transportmuligheder, idet politiet beslaglagde hendes personbil. Politiet kunne konstatere, at dagens kørsel uden at have førerret var 14. gang inden for de seneste tre år, at politiet afslørede hende i at køre bil. Beslaglæggelsen accepterede den 44-årige, som nu vil høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringerne fra blodprøver foreligger.

Opvarmningskilder på overarbejde – Jyderup (Holbæk) / Gørlev Sj. (Kalundborg)

Et par gange mandag formiddag rykkede brandvæsnet og politiet ud i anledning af meldinger om ildebrand i opvarmningskilder, der muligt er på overarbejde i denne kolde og fugtige tid.
Kl. 09.01 kom der røgudvikling fra et pillefyr på Rådbjergvej, Jyderup, så der blev slået alarm til brandvæsnet. Der var dog ikke egentlig ildløs omkring pillefyret, som ganske korrekt havde udviklet lidt mere røg end forventet og sædvanligt. Politiet foretog sig ikke yderligere i den anledning.
Kl. 10.00 fik brandvæsnet og politiet en melding om ildebrand i en gård på Dalby Strandvej, Dalby, Gørlev Sj., hvor en brændeovn var gået i brand.
Der var dog ikke tale om egentlig ildebrand, idet flammerne fra en brand havde holdt sig inde i en brændeovn i en bygning på gården. Også i dette tilfælde foretog politiet sig ikke yderligere, da der ikke var sket nogen skade, og ingen kunne mistænkes for at have begået noget strafbart uagtsomt eller forsætligt.

Lov om euforiserende stoffer – Kalundborg

Kl. 10.35 fik en 52-årig mand fra den sydøstlige del af Kalundborg kommune uventet besøg af politiet med narkohunde, idet politiet mistænkte ham for at være i besiddelse af euforiserende stoffer. Ved henvendelsen på stedet bemærkede patruljen, at afklippede hampeplanter lå på stedet.
Den 52-årige var indledningsvist ikke hjemme, men kom retur til sin bopæl, efter at politiet havde kontaktet ham, så han kunne overvære en ransagning af bopælen efter eventuelle ulovlige stoffer.
Ved ransagningen fandt politiet i alt 695 gram marihuana, som blev beslaglagt som bevis og med henblik på senere destruktion, når sagen om overtrædelse af lov om euforiserende stoffer mod den 52-årige er afgjort.

Færdselsuheld – Lillesøvej / Hvedevej, Kalundborg

Kl. 12.49 slog en 37-årig mand fra Albertslund alarm, efter at han i en lastbil var forulykket i en højresvingskurve på Lillesøvej ved Hvedevej. Ambulancepersonale og politiet kørte til uheldsstedet, hvor politiet kunne konstatere, at ingen øvrige trafikanter var involveret i uheldet.
Den 37-årige mandlige fører af lastbilen var efter uheldet selv kravlet ud og havde slået alarm efterfølgende. Han blev i den tilkaldte ambulance kørt til skadestuen i Holbæk, hvor han blev indlagt til observation for lettere kvæstelser.
Inden uheldet var den 37-årige kørt ad Lillesøvej mod nord, men havde i højresvingskurven mistet kontrollen over lastbilen, som med førerkabinen og sin venstre side ramte ind i et vejtræ i den skrånende vejrabat. Politiet optog rapport om uheldet på grund af den mulige personskade hos chaufføren som følge af uheldet.

Stjålet bil fundet forulykket – Søstremosevej, Kalundborg

Kl. 15.21 anmeldte en bilejer, at hans bil var blevet stjålet fra hans adresse dagen i forvejen. Nu havde bilejeren netop fundet køretøjet forulykket på Søstremosevej i Kalundborg, hvor den havde store skader. Bilen blev stjålet i forbindelse med en privat fest på ejerens adresse i Kalundborg lørdag aften, hvor den blev stjålet med rette nøgle. En patrulje blev sendt til uheldsstedet, hvor undersøgelser viste, at bilen formentlig havde kørt ad Søstremosevej mod øst, hvor føreren formentlig havde mistet herredømmet over bilen i et skarpt sving.

Bilen var som følge af uheldet kørt hen over en betonbrønd og en 70 cm høj fiberboks, hvorefter den standsede. Politiet fandt ingen personer omkring uheldsstedet og fandt ingen tegn på, at nogen skulle være kommet noget til. Sagen om brugstyveriet af bilen efterforskes nu, for at forsøge at finde frem til biltyven.

Uheld i lyskryds – Slagelsevej/Hovvejen, Kalundborg

Kl. 12.38 skete et uheld i et lyskryds mellem en bilist og en cyklist. Bilisten, en 47-årig kvinde fra Kalundborg kørte ad Slagelsevej mod sydvest. Cyklisten, en 82-årig kvinde fra Kalundborg kørte ad Hovvejen mod nordvest. Uheldet sket i forbindelse med lyssignalet i krydset skiftede, hvor bilisten ramte cyklisten, der væltede. Politi og ambulance kørte til stedet, hvor den 82-årige blev taget med til kontrol og behandling for mindre alvorlige skader. Hun bar cykelhjelm ved uheldet og pådrog sig ingen hovedskader. Politiet optog rapport, som skal belyse omstændighederne omkring uheldet, herunder hvilken farve lyssignalet havde i forbindelse med sammenstødet.

Spiritus-/narkokørsel i frakendelsestiden – Jorløse Byvej, Jerslev Sj. – Kalundborg

Kl. 10.30 blev en 33-årig mand fra Gørlev Sj. sigtet for flere overtrædelser af færdselsloven, da politiet standsede den personbil, han førte ad Jorløse Byvej. Den 33-årige blev skønnet påvirket i ulovlig grad af både spiritus og narkotika under kørslen, ligesom han i forvejen var frakendt kørekortet, så han ikke måtte være fører af et køretøj, hvortil kørekort kræves.
Den 33-årige blev sigtet for de tre overtrædelser af færdselsloven og kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for både alkohol og euforiserende stoffer.
Bilen var ejet af en 24-årig kvinde fra Haslev, som efterfølgende blev sigtet for overtrædelse af færdselslovens bestemmelser om overladelse af et køretøj til en person, der ikke lovligt kan føre det.
Begge sigtede kan nu forvente at høre nærmere fra politiet, når deres sager skal afgøres.

Færdselskontrol mv. – Sejerø – Kalundborg

Personale fra forebyggelsesafdelingen på politistationen i Kalundborg var i løbet af den forgangne weekend på Sejerø for bl.a. at foretage en målrettet færdselskontrol af de køretøjer, som kørte rundt på øen.
Politiet fik kontrolleret ca. 30 køretøjer, men ingen blev noteret for overtrædelser af lovgivningen. En af bilisterne fik lov til at blæse i alkometeret, som gav udslag tæt på ulovlig påvirkning af alkohol under kørslen. Endvidere havde nogle bilister glemt kørekortet, men fremviste det efterfølgende til politiet, ligesom et par bilister fik en påtale for en defekt pære på deres køretøj.
Politipersonalet havde i forbindelse med besøget på Sejerø også et møde med sognefogeden og flere af de frivillige brandfolk, inden politiet forlod øen søndag eftermiddag.

Indbrud i Perioden

Gartnervej, Høng
Kallerup Bakkevej, Kalundborg