Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Kalundborg Kommune i tidsrummet 2021/06/25 til 2021/07/06.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Kørsel uden førerret – Eskebjergvej, Eskebjerg – Kalundborg

Kl. 11.04 standsede politiet rutinemæssigt en 20-årig mand fra Nykøbing Sj. i en personbil på Eskebjergvej i Eskebjerg. Føreren af bilen måtte ikke køre bil, da han havde fået et kørselforbud. Han havde inden for de første tre år som ny bilist fået to klip. Et for at køre over for rødt lys, og et for at overhale over spærrelinje. Dette udløste i starten af året et kørselsforbud, og den 20-årige havde ikke været oppe til en kontrollerende køreprøve for at generhverve sin førerret. Han blev derfor sigtet for kørsel uden førerret. Han kan forvente en bøde i sagen.

Narkokørsel på knallert mv. – Rye Byvej, Rye, Gørlev Sj. – Kalundborg

Kl. 19.25 anholdt og sigtede politiet en 22-årig mand fra Høng for kørsel på en lille 30-knallert i narkotikapåvirket tilstand. På knallerten medbragte han en 23-årig mandlig passager, og ved nærmere kontrol af knallerten viste det sig, at den 22-årige knallertejer ikke havde tegnet den lovpligtige ansvarsforsikring. Politiet løslod den 22-årige efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer, og han vil høre nærmere fra politiet, når blodprøven er blevet analyseret.

Apotek påkørt – Algade, Gørlev Sjælland – Kalundborg

Kl. 08.34 mandag morgen anmeldte personalet fra apoteket i Gørlev, at der var sket en påkørsel af bygningens facade i de tidlige morgentimer samme dag. Køretøjet havde forladt stedet efter uheldet. Politiet havde ikke fået anmeldelse fra nogen trafikanter, som havde kendskab til uheldet.

En patrulje blev sendt til Gørlev for at optage rapport. Der var sket skade på hjørnet af bygningen, på nedløbsrøret og på soklen på facaden. Gadeskiltet til vejen Ilebjerg var blevet bøjet. En potteplante foran apoteket var blevet påkørt, så potten var knust og jorden lå spredt ud over fortovet.

Personalet havde talt med en borger, som var gået forbi omkring kl. 06.00, hvor uheldet ikke var sket. Gerningstidspunktet er derfor anslået til at være mandag morgen imellem kl. 06.00-07.45.

Politiet efterforsker nu sagen, for at forsøge at finde frem til, hvem der har påkørt apoteket. Påkørslen må have givet et højt brag, som naboer kan have hørt. Vidner som har hørt/set uheldet eller en bil eller andet køretøj med skader, som er kørt i området tidligt mandag morgen, bedes kontakte politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Narkobilist med hash hjemme – Havnsøvej, Kalundborg

Kl. 11.42 blev en 29-årig mand fra Kalundborg sigtet og anholdt for narkokørsel i en personbil ad Havnsøvej i Føllenslev. Den 29-årige have ikke medbragt sit kørekort, så patruljen kørte manden til sin bopæl, da kørekortet skulle afleveres i forbindelse med sagsbehandlingen. Da betjentene ankom til mandens hjem sammen med den anholdte, så de tilfældigt, at der på sofabordet stod to glas med skunk (hash). Politiet beslaglagde skunken, som senere blev kontrolvejet til 25 gram. Den 29-årige blev nu også sigtet for at overtræde lov om euforiserende stoffer. Han fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt. Når resultatet af blodprøven kommer, vil den 29-årige høre mere fra politiet i sine sager.

Hasarderet kørsel endte i uheld, trusler og brand – Høng Landevej, Høng – Kalundborg

Kl. 15.56 kom et alarmopkald om en forulykket bil, som var kørt ind i autoværnet på Høng Landevej i Løve, Høng. Flere bilister berettede, at bilen havde kørt hasarderet forud for ulykken, som standsede den vilde kørsel. Bilen havde ifølge vidner kørt stærkt og foretaget flere hasarderede overhalinger. Da forbipasserende efter uheldet tog kontakt til de to yngre mænd i bilen, optrådte føreren truende og fremviste en kniv. De to mænd flygtede herefter fra stedet.

Flere patruljer kørte til stedet, hvor den forulykkede bil blev undersøgt og vidner afhørt. En hundepatrulje gik spor efter de to undløbne mænd, men sporet gik koldt ved Møllegårdsvej. En patrulje på vej til stedet fik på Centervej i Høng øje på to mænd, som passede på beskrivelsen, af de to som var flygtet. Da mændene så politibilen, så de ikke ligefrem begejstrede ud. Betjentene anholdt de to mænd, en 24-årig mand fra Kalundborg og en 31-årig mand fra Albertslund. Den 24-årige kunne mistænktes for at have ført bilen, og have truet med kniv på uheldsstedet. Han blev desuden sigtet for kørsel i frakendelsestiden, og han blev taget med til stationen til afhøring og sagsbehandling. Den 31-årige blev afhørt til sagen og løsladt. Den 24-årige blev løsladt senere på aftenen.

Kl. 21.19 kom en anmeldelse om brand i et køretøj på Løve Landevej i Høng. Det viste sig at være den forulykkede bil fra tidligere, som nu brændte. Brandvæsnet fik slukket ilden, men bilen udbrændte. Branden var formentlig startet i bilens kabine, og politiet undersøger derfor nu sagen nærmere. Vidner så to mænd omkring bilen før den brændte, og politiet forsøger nu at klarlægge, om de to mænd som kørte i bilen, da den forulykkede kan have været ved bilen efterfølgende. Bilen var afmeldt i motorregistret, så undersøgelsen omkring bilen og den ejer indgår i sagen om uheldet.

Øvrige vidner, som har bemærket personer omkring en ældre grå personbil af mærket Chevrolet Nubira, som holdt på Høng Landevej ved Løve lørdag aften omkring kl. 21.00, og som kan komme med oplysninger i sagen, bedes kontakte politiet på tlf. 114.

Spirituskørsel – Slagelsevej, Høng – Kalundborg

Kl. 01.25 sigtede og anholdt politiet en 20-årig kvinde fra Slagelse for spirituskørsel i en personbil. Hun blæste alkometeret væsentligt over det tilladte og blev taget med til en blodprøveudtagelse. Kvinden blev herefter løsladt, men kan forvente at høre mere fra politiet, når svaret på blodprøveanalysen kommer.

Fupopkald fra politiet – Høng – Kalundborg

Kl. 10.38 anmeldte en 53-årig kvinde fra Høng, at hun tirsdag eftermiddag var blevet ringet op af en fremmed mand, der havde sagt, at han var fra kriminalpolitiet. Årsagen til den uopfordrede henvendelse var flere indbrud på nærliggende veje i området, og at politiet havde fanget nogle gerningsmænd, der havde lommebøger på sig. I disse lommebøger var bl.a. den 53-åriges adresse angivet, hvor den falske politimand spurgte til sikring af værdier, tyverialarm, og om hun var alene hjemme. Samtalen blev afsluttet med, at den falske politimand måske ringe igen på et senere tidspunkt.
Opkaldet kom fra et andet telefonnummer end politiets velkendte telefonnumre med 1448 i slutningen. Politiet opfordrer borgerne til at foretage en kontrolopringning til “politimanden” via politiets hovedtelefonnumre, hvis opkaldet er uventet, og man ikke har en igangværende dialog med politiet i anledning af en sag.

Mand uden for livsfare efter solouheld med betonblander – Nykøbingvej, Ørslev – Kalundborg

Kl. 12.19 skete et solouheld med en lastbil med en tonstung betonblander på en sættevogn. Lastbilen kørte ad rute 225, Nykøbingvej mod syd nord for Ørslev, da den af uvisse årsager kom ud i højre siden af vejen, hvor det omkring 44 tons tunge vogntog skred ud og faldt om på siden i rabatten. Den skred desuden ca. 35 meter yderligere, før den standsede. Ingen andre køretøjer blev indblandet i uheldet.

Føreren, en 56-årig mand fra Kalundborg Kommune, blev reddet ud af lastbilens førerhus i kritisk tilstand. Han blev fløjet til Rigshospitalet til traumebehandling, og de pårørende blev underrettet. Bilinspektøren blev tilkaldt til at undersøge uheldsstedet og Nykøbingvej blev afspærret fra Kragegårdsvej i nord og ved Ørslev by i syd, mens politiet arbejdede på stedet. Betonblanderen blev tømt for beton, før den kunne bugseres væk af flere bjærgningskøretøjer omkring kl. 18.00. Bugseringen var først afsluttet sent på aftenen.
Den 56-årige meldes tirsdag formiddag uden for livsfare og i stabil tilstand. Politiet optog rapport i sagen og afventer nu bilinspektørens erklæring, for at få klarlagt omstændighederne omkring uheldet.

Søloven overtrådt i stjålet speedbåd – Vestre Havneplads, Kalundborg

Kl. 11.45 fik politiet kontakt til en 41-årig mand Fredericia, som blev standset på vej ind i havnen i en speedbåd. Den 41-årige mand havde sejlet speedbåden fra Fredericia til Kalundborg, uagtet han var påvirket af narkotika og ikke havde et bevis til at føre båden. Ved søgningen på bådens ejer viste det sig, at den formentlig var stjålet, hvilket et opkald til rette ejer kunne bekræfte. Manden blev derfor sigtet, og båden fik politiet lov til at holde fast i, så den kunne komme tilbage til rette ejermand i Fredericia Havn.

Solouheld på grund af aquaplaning – Skovvejen/Ringstedvej, Svebølle – Kalundborg

Kl. 05.30 tidligt fredag morgen skete et solouheld på Skovvejen i Svebølle mod øst i Kalundborg, da en 18-årig mand fra Jyderup kørte galt på grund af meget vand på vejbanen efter nattens regnvejr. Føreren mistede herredømmet over bilen, som kørte ud i rabatten, hvor bilen rullede rundt og landede på en vold på den ene side. Politi og ambulance kørte til stedet, hvor føreren og en jævnaldrende mandlig passager blev taget med til tjek på skadestuen. Begge de yngre mænd slap fra uheldet uden at være kommet alvorligt til skade, men bilen blev totalskadet. Politiet registrerede uheldet.

Uheldsbilist havde intet kørekort – Slagelsevej/Holbækvej, Kalundborg

Kl. 09.31 skete et uheld i en rundkørsel ved Slagelsevej/Holbækvej i Kalundborg, da to biler stødte sammen. En 40-årig kvinde fra Kalundborg, som kørte ind i rundkørslen i nordlig retning, overså en bilist, en 32-årig mand fra Herlev, som kom kørende rundt i rundkørslen. Ingen personer kom noget til ved sammenstødet, og der skete ingen større skade på bilerne. Den 40-årige kvinde havde ikke et gyldigt kørekort, så hun blev sigtet for kørsel uden førerret. Bilen var en hun havde lånt, så bilens ejer blev sigtet for at overlade føringen af bilen til en person uden kørekort. Politiet optog rapport om uheldet, og parterne vil høre mere i sagen.

Solouheld – Kalundborgvej, Svebølle – Kalundborg

Kl. 13.29 kørte en 25-årig kvinde fra Kalundborg ad Kalundborgvej i Svebølle i vestlig retning, da hun af ukendte årsager mistede herredømmet over bilen, som endte i grøften. Kvinden blev kørt til tjek på skadestuen, men hu slap fra uheldet uden at komme til skade. Der skete kun lidt skade på bilen. Politiet registrerede uheldet.