Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Kalundborg Kommune i tidsrummet 2021/06/18 til 2021/06/29.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Apotek påkørt – Algade, Gørlev Sjælland – Kalundborg

Kl. 08.34 mandag morgen anmeldte personalet fra apoteket i Gørlev, at der var sket en påkørsel af bygningens facade i de tidlige morgentimer samme dag. Køretøjet havde forladt stedet efter uheldet. Politiet havde ikke fået anmeldelse fra nogen trafikanter, som havde kendskab til uheldet.

En patrulje blev sendt til Gørlev for at optage rapport. Der var sket skade på hjørnet af bygningen, på nedløbsrøret og på soklen på facaden. Gadeskiltet til vejen Ilebjerg var blevet bøjet. En potteplante foran apoteket var blevet påkørt, så potten var knust og jorden lå spredt ud over fortovet.

Personalet havde talt med en borger, som var gået forbi omkring kl. 06.00, hvor uheldet ikke var sket. Gerningstidspunktet er derfor anslået til at være mandag morgen imellem kl. 06.00-07.45.

Politiet efterforsker nu sagen, for at forsøge at finde frem til, hvem der har påkørt apoteket. Påkørslen må have givet et højt brag, som naboer kan have hørt. Vidner som har hørt/set uheldet eller en bil eller andet køretøj med skader, som er kørt i området tidligt mandag morgen, bedes kontakte politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Færdselsuheld / spirituskørsel – Slagelsevej, Høng – Kalundborg

Kl. 01.35 var en 16-årig ung mand fra Høng forulykket med sin 30-knallert på Slagelsevej, så en ambulance var blevet tilkaldt. Politiet kunne på uheldsstedet konstatere, at knallertkøreren var spirituspåvirket, så han blev sigtet for spirituskørsel på knallerten. Han var under kørsel ad Slagelsevej i sydlig retning af ukendte årsager kørt ind i et vejskilt, så han var væltet og røget frem over styret. Den 16-årige blev i den tilkaldte ambulance blev bragt til skadestuen i Slagelse både for at få udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol og for undersøgelse og behandling af kvæstelser i den ene skulder som følge af uheldet. Senere vil han høre nærmere fra politiet, når blodprøven er blevet analyseret.

Humanitær eftersøgning – Høng – Kalundborg

Kl. 12.51 bad personalet på et plejecenter i Høng om assistance fra politiet til at lede efter en 80-årig kvinde, som havde været forsvundet i ca. en time. Hun kunne formentlig ikke selv finde retur til plejecenteret, og personalet havde trods eftersøgning ikke kunnet finde hende. Et par patruljer, herunder en hundepatrulje, kørte til området for at lede efter den 80-årige, som kl. ca. 14.30 blev fundet af en politihund i hjælpeløs tilstand på skrænt ved en skole tæt på plejecenteret, hvor hun var forsvundet fra. Hun var i god behold og blev reddet fra skrænten, så personalet igen kunne tage sig af den 80-årige beboer.

Uheldsbilist havde intet kørekort – Slagelsevej/Holbækvej, Kalundborg

Kl. 09.31 skete et uheld i en rundkørsel ved Slagelsevej/Holbækvej i Kalundborg, da to biler stødte sammen. En 40-årig kvinde fra Kalundborg, som kørte ind i rundkørslen i nordlig retning, overså en bilist, en 32-årig mand fra Herlev, som kom kørende rundt i rundkørslen. Ingen personer kom noget til ved sammenstødet, og der skete ingen større skade på bilerne. Den 40-årige kvinde havde ikke et gyldigt kørekort, så hun blev sigtet for kørsel uden førerret. Bilen var en hun havde lånt, så bilens ejer blev sigtet for at overlade føringen af bilen til en person uden kørekort. Politiet optog rapport om uheldet, og parterne vil høre mere i sagen.

Solouheld – Kalundborgvej, Svebølle – Kalundborg

Kl. 13.29 kørte en 25-årig kvinde fra Kalundborg ad Kalundborgvej i Svebølle i vestlig retning, da hun af ukendte årsager mistede herredømmet over bilen, som endte i grøften. Kvinden blev kørt til tjek på skadestuen, men hu slap fra uheldet uden at komme til skade. Der skete kun lidt skade på bilen. Politiet registrerede uheldet.

Varetægtsfængsling – Grov vold – Kalundborg

To mænd på 34 og 39 år fra Kalundborg blev begge varetægtsfængslet foreløbigt til den 13. juli 2021 som sigtede for grov vold mod en 28-årig mand fra Svinninge. Det blev resultatet af det grundlovsforhør torsdag eftermiddag, hvor de i Retten i Holbæk blev sigtet for grov vold mod offeret begået i Kalundborg i løbet af onsdagen. De to nu varetægtsfængslede var mistænkte for at have overfaldet ham med bl.a. slag og spark med kvæstelser til følge. Politiet efterforsker videre i sagen i et forsøg på at finde ud af, om andre også kan mistænkes for at have en rolle i overfaldet på den 28-årige mand.

Grundlovsforhør – Grov vold – Kalundborg

Kl. 19.15 anmeldte personalet på skadestuen på sygehuset i Holbæk, at man netop havde modtaget en patient, der var meget forslået og formentlig havde været udsat for vold. Politiet fik på skadestuen kontakt til en kvæstet, 28-årig mand fra Svinninge, der havde flere alvorlige skader efter overfald med bl.a. slag og spark. Han fik straks den fornødne lægelige behandling og kunne oplyse, at overfaldet var foregået i Kalundborg by kort tid forinden ankomsten til skadestuen.
Politiet fik i fornødent omfang efterforsket ud fra den forurettedes forklaring, således at to mænd umiddelbart kunne mistænkes at stå bag overfaldet. To mænd på 34 og 39 år fra Kalundborg blev i løbet af natten anholdt og sigtet for grov vold mod den 28-årige. Begge anholdte forblev efter afhøring til sagen i politiets varetægt, idet anklagemyndigheden vil fremstille dem i grundlovsforhør i Retten i Holbæk med krav om varetægtsfængsling. Retsmødet vil blive begæret afholdt for lukkede døre, hvorfor politiet ikke kan oplyse yderligere om sagen.

Narkokørsel i frakendelsestiden – bil beslaglagt – Kalundborgvej, Snertinge – Kalundborg

Kl. 20.15 standsede politiet et vogntog bestående af en varebil med tilkoblet påhængsvogn med henblik på rutinemæssig kontrol, da varebilen ikke umiddelbart sås forsynet med nummerplader. Føreren var en 26-årig mand fra Jyderup, der i forvejen var frakendt kørekortet. Endvidere kunne politiet også mistænke for at være påvirket af narkotika under kørslen. Ved nærmere undersøgelse af varebilen kunne politiet konstatere, at varebilen hverken var registreret eller lovpligtigt ansvarsforsikret. Påhængsvognen var registreret og havde nummerplade på. Den 26-årige blev kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer. Endvidere gjorde politiet den 26-årige bekendt med, at hans varebil blev beslaglagt med henblik på konfiskation, idet aftenens kørsel var fjerde gang inden for de seneste tre år, at han blev sigtet for at køre bil trods frakendelse af førerretten. Beslaglæggelsen ønskede bilejeren forelagt for retten, så nu skal en dommer kigge nærmere på politiets grundlag for at beslaglægge varebilen. Den 26-årige vil høre nærmere fra politiet, når blodprøven er blevet analyseret.

Utryghedsskabende telefonopkald – Kalundborg

Gennem de seneste dage har flere borgere i Kalundborg-området oplevet at modtage et telefonopkald fra en fremmed mand, der har udgivet sig for at være ansat hos Københavns Politi.
Manden har oplyst, at baggrunden for hans telefonopkald er anholdelse af nogle indbrudstyve, som har været i besiddelse af en liste med adresser i Kalundborg-området, hvor der måske var planlagt indbrud. Derfor er borgerne blev kontaktet, fordi flere indbrudstyve er på fri fod og måske vil lave indbrud, ligesom borgerne er blevet spurgt ind til personlige forhold omkring boligen, værdifulde genstande og effekter, fortrolige oplysninger om diverse koder og antal personer boende på adressen mv.
Midt- og Vestsjællands Politi har intet med disse opkald at gøre, og rådet fra politiet vil være at afkræve den formentlig falske politimand oplysninger om fulde navn og arbejdssted, så en kontrolopringning via politiets ottecifrede hovedtelefonnummer sluttende med det velkendte 1448 kan foretages med henblik på omstilling til den pågældende medarbejder. Enkelte borgere havde gennemskuet den falske politimand, der straks afbrød opkaldet ved disse kontrolspørgsmål. Generelt opfordres borgerne til at være meget varsomme og skeptiske med at videregive fortrolige og personlige oplysninger i telefonen til personer, hvis identitet ikke er fastlagt med sikkerhed.

Indbrud i Perioden

Lerchenfeldvej, Kalundborg
Svallerup Bygade, Svallerup, Kalundborg