Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Kalundborg Kommune i tidsrummet 2021/05/06 til 2021/05/18.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Trusler mod personalet på skadeklinik – Nørre Allé, Kalundborg

Kl. 15.30 kom en anmeldelse fra personalet fra Kalundborg Skadeklinik på Nørre Allé, om at en patient havde truet en medarbejder på stedet. En mand var mødt op på klinikken for at få hjælp, men var påvirket af alkohol og opfarende. Manden henvendte sig til en sygeplejeske på et kontor, hvor patienter ikke har noget at gøre. Den kvindelige sygeplejeske bortviste ham fra kontoret, hvilket gjorde manden endnu mere vred. Han truede herunder sygeplejersken på livet. Manden blev herefter fuldt ud af klinikken af to mandlige medarbejdere, som låste døren og efterfølgende ringede til politiet. Den truende mand forlod stedet, som passager i en bil.

Politiet kunne ud fra beskrivelsen af manden identificere den mistænkte til at være en 47-årig mand fra Kalundborg. En patrulje kørte til hans bopæl, hvor han blev truffet hjemme og anholdt. Han havde en hardballpistol i hånden, da patruljen mødte ham. Han truede dog ikke politiet, og blev anholdt uden dramatik. Politiet beslaglagde hardballpistolen til sagen.

Den 47-årige blev sigtet for trusler mod en person i offentlig tjeneste og taget med til politistationen, hvor han blev sat i detentionen til afrusning. Tirsdag morgen blev han afhørt til sagen og anklagemyndigheden vurderer nu, om der er grundlag for at fremstille ham i grundlovsforhør med begæring om varetægtsfængsling.

Brand i villa – Vesterbjergvej, Snertinge, Kalundborg

Kl. 11.51 kørte politi og brandvæsen til brand i en villa på Vesterbjergvej i Snertinge, Kalundborg. Beboerne havde været væk en times tid, da de kom tilbage og fandt hjemmet røgfyldt og slog alarm. Alle personer var kommet ud af huset, og brandvæsnet fik slukket ilden, som var startet i et værelse. Værelset var udbrændt og der skete røg og sodskader i resten af huset.

Politiet undersøgte brandstedet og fandt intet mistænkeligt. Villaen skal nu undersøges nærmere af politiets brandefterforskere for at klarlægge brandårsagen.

Færdselsuheld / påvirket bilist – Kærbyvej, Kalundborg

Kl. 21.37 blev der slået storalarm efter et færdselsuheld, hvor en bil med flere personer i var kørt ind i en husmur på Kærbyvej. Både en akutbil, en ambulance og lægehelikopteren blev sendt til uheldsstedet, hvortil politiet også kørte. Det viste sig, at føreren selv var kommet ud af bilen, mens en kvæstet forsædepassager måtte hjælpes ud. Bilen var blevet ført af en 23-årig mand fra Gørlev Sj., som blev skønnet påvirket af både alkohol og narkotika, så han blev anholdt og sigtet for overtrædelse af færdselsloven. Forsædepassageren var en 32-årig mand fra Kalundborg, som sammen med den 23-årige fører blev transporteret til skadestuen i Holbæk. Her fik passageren konstateret kvæstelser i sine ben og blev indlagt til behandling herfor. Den 23-årige fik udtaget blodprøver til nærmere undersøgelse for både alkohol og euforiserende stoffer. Uheldet skete efter kørsel i nordvestlig retning ad Kærbyvej, hvorunder den 23-årige af ukendte årsager mistede kontrollen over personbilen i en svag kurve før en privat adresse med tilhørende have. Efter at have kørt gennem en hæk standsede bilen først ved påkørsel af husmuren, som dog ikke fik nogen skade. Den beskadigede bil blev bugseret væk, og politiet afventer nu analyseresultaterne fra blodprøver, før sagen kan afgøres.

Indbrud i Perioden

Havnsøgårdsvej, Havnsø, Føllenslev
Dalbyvej, Dalby, Gørlev Sj.

Milehøjen, Kalundborg
Radiovej, Kalundborg
Svends Alle, Kalundborg