Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Kalundborg Kommune i tidsrummet 2021/03/11 til 2021/03/23.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Varetægtsfængsling – Grov vold – Gørlev Sj. – Kalundborg

Kl. 16.00 fik politiet en henvendelse fra Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi, idet en patrulje fra den politikreds befandt sig på en adresse i Dianalund. Her befandt sig fire forurettede, som enten var blevet slået med diverse metalredskaber eller fået sprøjtet peberspray mod sig under ophold i en bil lidt tidligere på eftermiddagen ved et vandværk i Gørlev. De fire forurettede var en 15-årig ung kvinde fra Dianalund og tre mænd på 16, 19 og 22 år, der alle blev overfaldet af flere personer under ophold ved vandværket i Gørlev. Ruderne i den bil, som befandt sig i, blev knust i forbindelse med overfaldet, hvorefter der blev sprøjtet peberspray ind i bilen. Efterfølgende blev de to mænd på 16 og 19 år overfaldet og slået med nogle metalredskaber.

Efterforskning i sagen førte hurtigt politiet på sporet af en 20-årig mand fra Dianalund, som blev anholdt kl. 17.00 som mistænkt for at være en af overfaldsmændene i sagen. Efter afhøring til sagen, herunder i et forsøg på at få identificeret øvrige mistænkte i sagen, forblev den 20-årige i politiets varetægt, idet han søndag blev fremstillet i grundlovsforhør med krav fra anklagemyndighedens side om varetægtsfængsling. Retten fulgte anklagemyndighedens krav og varetægtsfængslede den 20-årige foreløbigt frem til den 13. april 2021. Retsmødet blev afholdt for lukkede døre af hensyn til den fortsatte efterforskning i sagen, hvor politiet skal forsøge at få identificeret øvrige mistænkte i sagen. Derfor kan politiet ikke oplyse yderligere om sagen.

Spirituskørsel – Hovedgaden, Høng, Kalundborg

Kl. 00.09 sigtede og anholdt politiet en 22-årig mand fra Svinninge for spirituskørsel ad Hovedgaden i Høng, Kalundborg. Han blev standset af politiet i en personbil ud for Odinsvej og en alkometertest viste, at han havde indtaget spiritus over den tilladte promillegrænse. Den 22-årige fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt. Når politiet har modtaget resultatet af blodprøveanalysen vil den sigtede få besked om resultatet og sagens videre gang.

Brand i sommerhus – Stærevænget, Kalundborg

Kl.18.01 kom et alarmopkald om brand i et sommerhus på Stærevænget i Kalundborg. Politi og brandvæsen kørte til stedet, hvor ilden havde kraftigt fat i træsommerhuset med høje flammer og røgudvikling. Lejerne i sommerhuset var hjemme, da branden startede og alle beboere kom ud af huset uden at være kommet noget til. Det ældre sommerhus var overtændt, men brandvæsnet fik slukket ilden før den spredte sig yderligere, men sommerhuset nedbrændte. Politiet undersøgte omstændighederne omkring branden, og fandt intet mistænkeligt.

Kl. 21.07 kom et nyt alarmopkald om brand i et udhus, der ligger i tilknytning til sommerhuset på Stærevænget. Brandvæsnet kørte frem og fik slukke ilden i skuret, som nedbrændte delvist. Brandvæsnet havde ikke konstateret ild i skuret, i forbindelse med slukningsarbejdet i sommerhuset. Politiet undersøger nu de brænde i sammenhæng for at klarlægge årsagen til brandene. De foreløbige undersøgelser tyder på, at branden i sommerhuset startede på grund af en fejl i en el-installation.

Spiritus-/narkokørsel uden førerret mv. – Hovedgaden, Ubby, Jerslev Sj. – Kalundborg

Kl. 00.50 anholdt og sigtede politiet en 24-årig mand fra Slangerup for kørsel i både spiritus- og narkotikapåvirket tilstand i en personbil, som han i forvejen ikke måtte være fører af. Førerretten havde han nemlig ikke generhvervet sig efter udløbet af en tidligere frakendelse af kørekortet indtil maj 2019. Narkometeret indikerede, at den 24-årige var påvirket af kokain under kørslen, og ved visitationen fandt politiet ham i besiddelse af receptpligtigt medicin, som han ikke måtte være i besiddelse af. Det medførte så også en sigtelse for overtrædelse af lægemiddellovgivningen, inden han blev løsladt efter udtagelse af blodprøver til nærmere undersøgelse for både alkohol og euforiserende stoffer.

Indbrud i perioden

Kirsebærhaven, Høng
Bastrupvej, Kalundborg

Foto: Anne Witte