Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Kalundborg Kommune i tidsrummet 2020/11/27 til 2020/12/08.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Brand i fyrrum – Dalbyvej, Gørlev Sj – Kalundborg

kl. 18.20 kørte politi og brandvæsen til brand i et fyrrum, hvor der står et pillefyr og et brændefyr. Ilden blev slukket, før den spredte sig til hele bygningen, så skader blev begrænset til fyrrummet og etageadskillelsen over fyrrummet. Politiet undersøgte brandstedet, som ikke viste tegn på at noget mistænkeligt havde været årsag til branden. Branden formodes at være startet i en askespand, hvori nogle gløder havde ligget og ulmet og antændt branden. Ingen personer kom til skade ved branden.

Færdselsuheld – Hareskovvej, Kalundborg

Kl. 00.10 rykkede politiet ud til et færdselsuheld, idet en bilist havde påkørt et vejskilt. Det viste sig, at en 22-årig mand fra Holbæk under kørsel ad Hareskovvej mod nordøst i en blød venstrekurve mistede kontrollen over personbilen, der ramte et vejskilt. Den 22-årige var indledningsvist teknisk fastklemt i bilen, men blev frigjort og bragt til skadestuen, hvor lægepersonale kunne konstatere, at han var sluppet uden behandlingskrævende skader. Politiet fik rutinemæssigt udtaget blodprøver til nærmere undersøgelse af, hvorvidt den 22-årige kunne være påvirket af enten alkohol eller euforiserende stoffer under kørslen i bilen. Ingen øvrige trafikanter var involveret i uheldet, og vejen var atter farbar kl. ca. 01.30.

Viste ugyldigt kørekort – Røsnæsvej, Kalundborg

Kl. 10.10 stoppede en patrulje en 51-årig mand fra Kalundborg, som kørte i en personbil ad Røsnæsvej i Kalundborg. Den 51-årige fremviste sit kørekort, men da betjentene undersøgte sagen, viste det sig, at han havde fået inddraget sin førerret. Manden havde ikke været oppe til en kontrollerende køreprøve efter en tidligere frakendelse, så hans førerret var blevet inddraget. Den 51-årige havde dog ikke afleveret sit kørekort til politiet i forbindelse med inddragelsen, som det ellers kræves. Er man ikke længere i besiddelse af sit kørekort fordi det er tabt eller lignende, da kræver politiet, at man skriver under på en tro og love erklæring om, at kørekortet er mistet. Det var derfor ulovligt, at den 51-årige alligevel kunne fremvise dit kørekort ved dagens kontrol. Han blev sigtet for kørsel uden førerret og for at fremvise et ugyldigt kørekort, og kan nu forvente at høre mere fra politiet i sine sager.

Hash i bilen og hjemme – Gl. Rørbyvej, Kalundborg

kl. 19.02 standsede politiet en bilist på Gl. Rørbyvej, for at lave en rutinekontrol. Patruljen mistænkte føreren, en 26-årig mand fra Kalundborg kommune, for at have narko i bilen, så de ransagede køretøjet. Her blev fundet 8 pølsemandsposer, som hver indeholdt en lille klump hash. Hashen blev senere kontrolvejet til 11,1 gram. Den 26-årige blev sigtet og anholdt for narkobesiddelse med henblik på videresalg.

På grund af fundet ransagede politiet efterfølgende den 26-åriges bopæl, hvor der blev fundet yderligere 13 pølsemandsposer med hashklumper – i alt 15.9 gram hash, som den 26-årige også blev sigtet for. De ulovlige stoffer blev beslaglagt med henblik på konfiskation, og den 26-årige blev herefter løsladt. Han vil senere høre mere fra politiet, når sagen skal afgøres.

Skoletilsyn – Møllevej, Kalundborg

I tidsrummet fra kl. 07.45 – 08.10 foretog politipersonale fra den forebyggende afdeling på politistationen i Kalundborg et tilsyn med trafikanter, der færdedes ved Rynkevangskolen både til fods og i eller på køretøjer. Politiet førte også tilsyn med skolepatruljen, der i krydset Møllevej – Holbækvej hjalp gående sikkert over vejene frem mod skolens område. Der var naturligt en del trafik på vejene omkring skolen, og flere trafikanter fik påtaler for overtrædelser af færdselsloven: en knallertkører havde glemt sin styrthjelm, tre cyklister kørte uden lys på cyklen, to cyklister kørte på fortovet, en cyklist cyklede i fodgængerfeltet og en bilist havde en mindre fejl på lygterne. Politiet hæftede sig dog generelt ved, at mange skolebørn gik i skole uden at bruge reflekser på tøjet, og at skolepatruljen gjorde deres arbejde korrekt, så mange skolebørn fik en god og sikker tur til skolen.

Mistanke om ulovlige effekter – Klosterparkvej, Kalundborg

Kl. ca. 15.00 foretog politiet ransagning af en privat adresse på Klosterparkvej i et forsøg på at finde eventuelle ulovlige effekter og genstande inden for narkotika- og våbenlovgivningen. Ved ransagningen deltog ud over nogle politiassistenter også narkohunde, men politiet fandt ved ransagningen intet ulovligt. En kvindelig beboer på adressen var til stede og havde givet politiet tilladelse til at foretage ransagningen. Ingen blev sigtet for noget i anledning af politiindsatsen, som intet havde at gøre med den igangværende efterforskning i skudsagen fra Nørre Alle, Kalundborg.

Narkokørsel – Kalundborgvej, Snertinge – Kalundborg

Kl. 14.50 anholdt og sigtede politiet en 45-årig mand fra Føllenslev for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil. En narkometertest indikerede, at han var påvirket af amfetamin under kørslen. Politiet løslod den 45-årige efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.

Narkokørsel uden førerret i stjålet bil – Kalundborgmotorvejen, Regstrup – Holbæk

Kl. 16.00 kontrollerede politiet en varebil, der blev ført af en 21-årig mand fra Tølløse ad motorvejen ved afkørsel 3 Jernløse. Den 21-årige havde ikke noget kørekort, idet han var idømt et kørselsforbud og derfor ikke være fører af den firmabil, som han var fører af. Han oplyste, at han selv havde taget bilnøgler uden tilladelse fra bilejeren, så han blev også sigtet for uberettiget brug af firmabilen. Ved nærmere undersøgelse af den 21-årige fandt politiet ham i besiddelse af en låsbar foldekniv med et bladlængde på 9½ cm, så besiddelsen af kniven en sigtelse for overtrædelse af knivloven. Den 21-årige deltog også i både alkometer- og narkometertests, men begge viste sig at være negative. Han kan nu afvente en henvendelse fra politiet, når sagerne mod ham skal afgøres.

Tricktyveri – Elmevænget, Kalundborg

Kl. 18.54 anmeldte en 78-årig kvinde fra Kalundborg, at hun få minutter tidligere havde haft besøg af to kvinder og en mand. De havde uden varsel ringet på døren og medbragt en blomstersammenplantning, som den ene kvinde i anledning af den forestående julemåned gerne ville aflevere. Hun blev lukket ind, hvorefter den anden kvinde og manden fulgte med ind i lejligheden, hvor de afkrævede beboeren forskellige personlige oplysninger. Da de tre personer forlod lejligheden, opdagede den 78-årige, at de medfølgende personer havde været i køkkenet og soveværelset. En pengeseddel og syv skrabelodder var forsvundet og formentlig stjålet af de fremmede, som blev beskrevet som: A: Kvinde, Sydamerikansk af udseende, 40-45 år, 170-180 cm, Hudfarve: Brun, Hårfarve: Sort, Talte: Dansk med accent, Iført: Mørkt tøj, B: Kvinde, Sydamerikansk af udseende, 40-45 år, Iført: Mørkt tøj, og C: Mand, Sydamerikansk af udseende, 40-45 år, Hårfarve: Sort, Iført: Mørkt tøj. En patrulje ledte efter de tre mistænkte i området efterfølgende, men politiet fandt dem ikke.

Politiet i Kalundborg hører gerne fra personer, der har bemærket de tre fremmede i området lørdag aften. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Narkopåvirket bilist uden kørekort og forsikring – Torvet, Ubby, Jerslev – Kalundborg

Kl. 11.10 standsede politiet en 39-årig mand fra Jerslev i en personbil, for at lave en rutinekontrol. Den 39-årige blev testet med narkometeret, som viste positiv for hash, så han blev sigtet og anholdt for at få udtaget en blodprøve. Den 39-årige var desuden frakendt førerretten og blev sigtet for kørsel i frakendelsestiden. Bilen havde den 39-årige netop købt, men han havde ikke tegnet den lovpligtige forsikring eller omregistreret bilen. Han blev derfor sigtet for kørsel uden ansvarsforsikring.

Færdselsuheld – Holbæk Landevej, Ugerløse – Holbæk

Kl. 14.22 rykkede ambulancer og politiet ud til et færdselsuheld, hvor flere bilister var impliceret. Trafikken i nordlig retning var spærret på grund af de implicerede køretøjer. Uheldet skete, efter at en 24-årig mand fra Hvidovre var standset som kørende i nordlig retning, idet han afventede modkørende før et venstresving. En 18-årig kvindelig bilist fra Næstved standsede bag ham, men det opdagede en 25-årig kvinde fra Nyrup for sent. Hun påkørte derfor den 18-åriges bil, som blev skubbet frem i den venstresvingende bilist. Alle tre parter blev bragt til kontrol på skadestuen, men alle var sluppet fra sammenstødet med diverse knubs og uden behandlingskrævende skader. Kl. ca. 15.00 var der skabt passage også for trafikanter i nordlig retning på vejen, så politiet forlod uheldsstedet efter at have registreret parterne i sammenstødet.

Indbrud i perioden

Hallenslevvej, Torpe, Gørlev
Torvet, Kalundborg
Slagelsevej, Kalundborg

Foto: Anne Witte