Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Kalundborg Kommune i tidsrummet 2020/05/20 til 2020/06/02.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Afslag førte til vold – Havnevej, Havnsø, Føllenslev – Kalundborg
Kl. 17.19 anmeldte en 15-årig pige fra Hørve, at hun var blevet overfaldet af en ung mand. Han havde slået og sparket hende, da hun havde afslået at låne sine el-løbehjul ud til ham. Politiet fik i området identificeret den mistænkte som en 16-årig ung mand fra Jyderup. Han blev sigtet for vold og afhørt til sagen, hvorefter politiet kørte ham retur til den institution, hvor han bor, så både institutionen og de sociale myndigheder kunne blive underrettet om sagen. Den 16-årige kan derfor forvente at høre nærmere fra politiet i anledning af sagen.
Dreng og kvinde forbrændt – Søkrogen, Gørlev – Kalundborg
Kl. 15.22 anmeldte pårørende til en 4-årig dreng fra Gørlev, at drengen var indlagt på Rigshospitalet efter at være blevet forbrændt søndag d. 31/5-2020 kl. ca. 18.00 i en privat have i Gørlev. Politiet foretog diverse afhøringer i sagen og fik klarlagt, at flere voksne og børn var forsamlet i en have til en privat sammenkomst, hvor der var ved at blive tændt op i en kuglegrill, hvilket en 62-årig mand fra Gørlev stod for. For at få mere gang i grillen hældte han husholdningssprit i grillen, hvilket medførte en form for “eksplosionsagtig” flamme, som ramte både en 4-årig dreng og en 38-årig kvinde fra Gørlev. Begge stod i 2-2½ meters afstand fra grillen, da de blev forbrændt, hvorefter de begge blev skyllet med vand, indtil ambulancepersonale kom frem. Den 4-årige blev i ambulancen indledningsvist bragt til skadestuen i Slagelse, men herfra fløjet i lægehelikopteren til Rigshospitalet til behandling for brandskader i ansigtet, på overkroppen og armene. Drengen er fortsat indlagt, men meldes i stabil tilstand og uden for livsfare. Kvinden blev ikke indbragt til skadestuen til behandling for sine brandskader. Når der er endeligt overblik over den 4-åriges skader, vil politiet tage stilling til, om der er grundlag for at sigte nogen i anledning af ulykken.
Spiritus-/narkokørsel i frakendelsestiden – Høng Landevej, Løve, Høng – Kalundborg
Kl. 18.22 anholdt og sigtede politiet en 22-årig mand uden fast bopæl for kørsel i både spiritus- og narkotikapåvirket tilstand i en personbil. Han var i forvejen frakendt kørekortet, så han blev sigtet for de tre overtrædelser af færdselsloven. Efter udtagelse af blodprøver til nærmere undersøgelse for alkohol og euforiserende stoffer løslod politiet den 22-årige. Han vil høre nærmere fra politiet, når blodprøverne er blevet analyseret.
Uenige hundeluftere udløste voldeligt overfald – Tranevej, Høng – Kalundborg
Kl. 21.26 anmeldte en 59-årig, mandlig hundeejer fra Høng, at han tidligere på aftenen kl. ca. 20.45 var blevet overfaldet af en anden hundeejer. Anmelderen havde luftet sin hund og mødte undervejs en anden hundeejer, hvis to store hunde løb rundt uden at være i snor. Anmelderen bad den anden hundeejer om at få hundene i snor, da hans egen lille hund tidligere var blevet overfaldet og derfor hurtigt blev nervøs, men den anden hundeejer afviste dette. Da hans to store hunde kom løbende hen mod anmelderen, tog han en kæp og slog ud efter dem, så den ene blev ramt. Det bevirkede, at hundeejeren blev sur og fulgte efter anmelderen, som til sidst blev overfaldet med slag mod hovedet og måske også sparket.
Politiet iværksatte straks en efterforskning, der førte til identifikation af hundeejeren med de to hunde. Der var tale om en 26-årig mand fra Høng, som kl. 23.59 blev anholdt på sin bopæl. Han blev sigtet for vold og løsladt efter afhøring til sagen, som han senere vil høre nærmere om, når sagen skal afgøres.
Færdselsuheld / spiritus-/narkokørsel – Torvet, Ubby, Jerslev Sj. – Kalundborg
Kl. 17.03 anmeldte en 50-årig mandlig bilejer, at hans personbil netop var blevet påkørt af en anden personbil med en mulig spirituspåvirket, kvindelig fører. Den første patrulje var fremme kl. 17.09 og fik kontakt til en 40-årig kvinde fra Jerslev Sj., som var påvirket af spiritus. Hun blev derfor sigtet for både spirituskørsel og narkokørsel, da hun ved nærmere undersøgelse tillige fremstod påvirket af narkotika. Den 40-årige blev bragt til skadestuen i Slagelse, hvor hun fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for både alkohol og euforiserende stoffer. Ingen kom til skade ved påkørslen, der medførte mindre materielle skade på de implicerede køretøjer.
Hærværk – Kalundborgvej, Viskinge, Svebølle – Kalundborg
Kl. 16.41 anmeldte en 36-årig mand fra Svebølle, at flere mænd af mellemøstlig udseende netop havde forladt hans bopæl, efter at de havde knust en rude og punkteret flere dæk på en gæsts bil. De var hastigt kørt derfra i et par biler i sydlig retning, så de var forsvundet inden politiets ankomst. En bil havde fået de beskrevne skader som kulmination på nogle interne stridigheder mellem de flygtede personer og anmelderen. Han havde flere gange tidligere på dagen haft nogle verbale stridigheder med mændene, som ved sidste besøg forøvede hærværket for at understrege alvoren. Politiet fandt ikke de mistænkte, som blev beskrevet som mellemøstlige af udseende, 20-25 år gamle og 175-185 cm høje. Mændene blev også eftersøgt i Kalundborg by på grund af oplysninger om, at de kunne holde til dér. Politiet har nu optaget rapport om hærværk mod en 37-årig lokal mands bil og forsøger at finde ud, hvad striden mellem parterne konkret drejer sig om.
Færdselsuheld / spirituskørsel – Nørre Alle / Lerchenfeldvej, Kalundborg
Kl. 11.50 blev en 55-årig mand fra Kalundborg impliceret i et færdselsuheld, da han kørte på sin lille 30-knallert ad Nørre Alle. I krydset ved Lerchenfeldvej påkørte han en personbil ført af en 42-årig mand fra Kalundborg, som bremsede op før svingning til højre ad Lerchenfeldvej. Den 55-årige knallertkører var påvirket af spiritus, så han blev sigtet for spirituskørsel og kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol. Begge parter slap uskadte fra sammenstødet.
Mountainbiker styrtet ned ad skrænt – Røsnæsvej, Kalundborg
Kl. 11.57 rykkede politiet sammen med redningspersonale ud til en forulykket mountainbiker, der var styrtet ned ad en skrænt. Lægehelikopteren var også blevet tilkaldt og landede på den stenfyldte strand på Røsnæs. En 67-årig kvinde fra Kalundborg var sammen med andre mountainbikere kørt på toppen af en skrænt, men ved et uheld styrtet nogle meter ned på stranden. Hun blev reddet ind i lægehelikopteren, der fløj hende til Odense Universitetshospital til undersøgelse og fornøden behandling for diverse knubs og en flænge ved øjenbrynet. Politiet har ikke foretaget sig yderligere i sagen, da ingen umiddelbart vurderes at kunne drages til ansvar for uheldet.
Indbrud i Perioden
Kildeskoven, Kalundborg
Kalundborgvej, Svebølle