Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Kalundborg Kommune i tidsrummet 2020/03/31 til 2020/04/14.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Færdselsuheld – part flygtet – Kalundborgvej, Føllenslev – Kalundborg
Kl. 23.24 rykkede politiet ud til et færdselsuheld med tre biler impliceret. En af parterne var dog flygtet fra uheldsstedet uden at give sig til kende over for de øvrige parter. Det viste sig, at en 33-årig mand fra Kalundborg var kørt i en personbil i nordøstlig retning, da en modkørende personbil af ukendte årsager trak over i modsatte side af vejen. Den 33-årige prøvede at undvige, men kunne ikke undgå at blive ramt, hvorefter han påkørte en personbil, der holdt på en vigeplads i samme side af vejen. Modparten, der var årsagen til uheldet, fik ikke større skader på bilen, end at føreren kunne fortsætte sin kørsel væk fra uheldsstedet uden at give sig til kende over for de to øvrige parter. Politiet har nu optaget rapport i sagen i et forsøg på at få identificeret bilisten, hvis bil formodes at have skader på venstre side.
Politiet i Kalundborg hører gerne fra personer, der kan give oplysninger om modparten, herunder en beskadiget bil, der måtte være efterladt et sted. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.
Færdselsuheld – Gørlev Landevej, Gørlev Sj. – Kalundborg
Kl. 14.27 rykkede redningspersonale og politiet ud til et færdselsuheld mellem en lastbil og en personbil på landevejen ved 16,2 km-mærket. Det viste sig, at en 43-årig kvinde fra Store-Fuglede kørte i en personbil i sydøstlig retning. I modsat retning blev en lastbil med tilkoblet sættevogn ført af en 51-årig mand fra Svebølle. Da de to køretøjer passerede hinanden, stødte personbilen af ukendte årsager ind i bageste del af sættevognen, så airbags mv. blev udløst i personbilen. Diverse vragdele fra især personbilen lå på vejen, så vejen var kortvarigt spærret, indtil personbilen kunne blive flyttet ind til siden. Et spor var fortsat spærret, indtil to beskadigede dæk på sættevognen blev skiftet. Kl. ca. 16.15 var vejen atter farbar i alle spor. Ingen kom til skade ved uheldet.
Mange forsamlet – Østerled, Gørlev Sj. – Kalundborg
Kl. 16.43 fik politiet en henvendelse om, at mange unge – flere end 10 – var forsamlet under et halvtag ved nogle gamle togvogne på Østerled. Første patrulje på stedet fandt ikke noget større forsamlinger, og der var dermed intet grundlag for politiet for at foretage yderligere.
Kl. 20.15 kom endnu en anmeldelse om en forsamling af unge, der drak alkohol og røg. En patrulje fra forebyggelsesafdelingen kørte til stedet og kunne konstatere, at alle løb i forskellige retning ved synet af politiet. Samme patrulje kørte herefter til et område ved en spejderhytte for enden af Vandværksvej, Gørlev, hvor man oplevede det samme: de unge, der var forsamlet på stedet, løb i alle retninger ved synet af politiet.
Politiet vil kun opfordre alle – også de unge – til at overholde og respektere de gældende regler og forholdsregler for at undgå eventuel smitte med coronavirus.
Overtrædelse af corona-lovgivningen – Høng – Kalundborg
Kl. 18.47 kontrollerede politiet en restauration i Høng efter anmeldelse om, at restaurationen skulle åbent og måske servere for kunder på stedet trods forbud herimod i medfør af lovgivningen til hindring af smitte med coronavirus. Politiet kunne dog konstatere, at stedet var lukket, og at der derfor ikke foregik noget ulovligt.
Kl. 19.15 kontrollerede politiet et andet serveringssted i Høng, hvor politiet traf to spisende gæster ved borde på serveringsstedet. Politiet vurderede, at der var tale om en overtrædelse af corona-lovgivningen, så to mandlige gæster på 18 og 37 år samt selve serveringsstedet blev sigtet for overtrædelse af lovgivningen. De kan nu forvente en bøde som afgørelse på sagen, og politiet vejledte både gæster og den ansvarlige på serveringsstedet om gældende lovgivning.
Mand i stjålet bil anholdt – Kalundborg / Vipperød, Holbæk
Kl. 16.40 fik en patrulje kontakt til en personbil, der var stjålet i forbindelse med et indbrud i en privat bolig på Vipperød Byvej, Vipperød, natten til mandag. En garagedør var revet op, så der var fri adgang til boligen, hvorfra der var stjålet bl.a. en PlayStation 4, en bærbar computer, en taske og nøglerne til en personbil, som blev stjålet fra stedet. Denne personbil forsøgte politiet at standse på Sct. Jørgensbjerg, Kalundborg, men føreren satte hastigheden op for at køre fra politiet. Biljagten foregik ad bl.a. Lundevej og Røsnæsvej, hvor føreren kørte den forkerte vej rundt i rundkørslerne. Endvidere blev en anden bilist strejfet i krydset Røsnæsvej-Nyrupvej under flugten, der endte kl. ca. 16.47 på Sandlodsvej. En 20-årig mand fra Holbæk blev anholdt, medens en anden person stak af til fods i retning mod Røsnæs Kursuscenter. Ved en ransagning af bilen fandt politiet flere effekter, som ikke umiddelbart stammede fra indbruddet på Vipperød Byvej, og de er nu beslaglagt til nærmere undersøgelse af ejerforholdene. Den 20-årige anholdte blev afhørt til sagen og sigtet for uberettiget brug af bilen, der var stjålet med rette nøgle ved indbruddet i Vipperød. Efter afhøring til sagerne løslod politiet den 20-årige, idet der efter en nøjere vurdering ikke var grundlag for fremstilling af ham i grundlovsforhør. Politiet undersøger nu nærmere hans rolle i forbindelse med indbruddet i Vipperød, ligesom identiteten på den flygtede medgerningsmand også forsøges klarlagt.
Flere forsamlet ved supermarked – Sct. Jørgensbjerg, Kalundborg
Kl. 15.32 fik politiet en henvendelse om, at 12-14 personer var forsamlet bag ved et supermarked, hvilket anmelderen havde bemærket efter indkøb i supermarkedet. En patrulje kørte til stedet og traf otte mænd og en kvinde, der alle stod i behørig afstand fra hinanden. Der var således ikke grundlag for at foretage yderligere over for de trufne personer.
Indbrudstyv stak af – Nørre Alle, Kalundborg
Kl. 03.14 vågnede 46-årig mand fra Kalundborg ved, at hunden gøede, og kort efter hørte anmelderen den ulåste hoveddør smække. Fra stedet løb en udenlandsk udseende mand iført grå dunjakke fra stedet i retning mod T. H. Lundbyesvej, hvor han forsvandt bag forsamlingshuset. Fra anmelderens bolig var stjålet en playstation, en bærbar computer, bilnøgler til to biler og en pung. Politiet ledte efter både den flygtede mand og eventuelle efterladte tyvekoster i flugtretningen, men fandt ikke nogen af delene. En af patruljerne traf dog en bil med tre mænd på 19, 20 og 22 år fra Kalundborg. De blev alle kortvarigt anholdt som mistænkte i sagen, men da mistanken ikke umiddelbart kunne underbygges yderligere, og der ikke blev fundet nogen tyvekoster i bilen eller på deres bopæle, løslod politiet de tre mænd tidligt mandag morgen. Politiet afventer nu resultatet af eventuelle tekniske spor fra den 46-åriges bopæl.
Bil endte på taget – Slagelse Landevej, Kalundborg
Kl. 00.16 kørte en 18-årig mand fra Kalundborg ad Slagelse Landevej mod nord, da et kraftigt vindstød tog fat i den mindre personbil, så den 18-årige mistede herredømmet over bilen. Bilen kørte i grøften i modsatte vejbane, hvor den trillede rundt og endte på taget. Den 18-årige slap fra uheldet med forskrækkelse, da han ikke kom til skade. Værre gik det ud over bilen, som ikke kunne køre videre. Ingen andre personer eller genstande blev ramt i forbindelse med uheldet, hvor politiet kom frem og optog rapport.
Kørsel i frakendelsestiden – Skovvejen, Svebølle – Kalundborg
Kl. 14.36 anmeldte en kvindelig bilist, at en anden bilist kørte hensynsløst ad Skovvejen, idet bilisten ifølge anmelderen kørte hasarderet og overhalede over spærreflader. En patrulje blev sendt til området og fik kontakt til bilen, hvis nummerplade anmelderen havde aflæst. Bilen blev ført af en 28-årig mand fra Roskilde, som i forvejen var frakendt kørekortet. Han blev derfor sigtet for overtrædelse af færdselsloven, så han kan forvente at høre nærmere fra politiet, når sagen mod ham skal afgøres. En passager i bilen med kørekort førte efterfølgende bilen videre fra det sted, hvor politiet standsede dem.
Varetægtsfængsling – Grov vold – Nørre Alle, Kalundborg
En 49-årig mand fra Kalundborg blev onsdag fremstillet i et grundlovsforhør som mistænkt for grov vold over for en 40-årig kvinde også fra Kalundborg. Hun var efter et skænderi tirsdag aften blev stukket i skulderen med en kniv, hvorved hun pådrog sig et overfladisk sår. Den 49-årige blev varetægtsfængslet foreløbigt til den 21. april 2020. De to øvrige mistænkte mænd, der var anholdt i samme sag, blev løsladt efter afhøring til sagen.
Mand med pistol – Gl. Hovvej, Kalundborg
kl. 07.37 fik politiet en anmeldelse om, at en mand som opholdt sig på Gl. Hovvej skulle være i besiddelse af en pistol. Politiet tog alle forholdsregler, da de mødte talstærkt op på adressen for at undersøge sagen. En 53-mand blev fundet på adressen og anholdt uden dramatik. Han blev sigtet for overtrædelse af våbenloven og politiet ransagede adressen. Her fandt politiet et skulderhylster til en pistol og 12 stk. 9mm patroner og et slagredskab, en såkaldt totenschlæger, som han blev sigtet for at besidde. Politiet beslaglagde de ulovlige genstande og gennemgik hele ejendommen, men fandt ikke frem til noget skydevåben. Den 53-årige blev afhørt til sagen, hvorefter han blev løsladt.
Kvinde stukket med kniv – Nørre Alle, Kalundborg
kl. 23.16 kom et alarmopkald om, at en kvinde var blevet stukket med en kniv i skulderen, og at gerningsmanden var stukket af. Politi og ambulance blev sendt til stedet, hvor en 40-årig kvinde fra Kalundborg havde fået et overfladisk snitsår i skulderen. En 49-årig mandlig bekendt havde opsøgt kvinden, og med sig havde han to venner. Der opstod et skænderi imellem den 40-årig kvinde og den 49-årige mand. Hun blev herunder snittet i skulderen med en kniv, hvorefter mændene forlod stedet. Kvinden blev undersøgt i ambulancen og kørt til skadestuen til behandling. Politiet anholdt kl. 01.00 den 49-årige på sin bopæl i Kalundborg. De to mandlige bekendte var kommet retur til gerningsstedet, hvor de blev anholdt, og alle sigtet for vold mod kvinden. De var alle tre spirituspåvirkede og blev taget med i detentionen til afrusning, og de blev afhørt her til morgen. Den 49-årige vil senere i dag blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Roskilde kl. 11.30 med henblik på varetægtsfængsling. De to andre anholdte mænd, blev løsladt onsdag formiddag, men er fortsat sigtet i sagen.
Indbrud i Perioden
Kærbyvej, Kalundborg
Mosevangen, Kalundborg