Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Kalundborg Kommune i tidsrummet 2019/11/18 til 2019/11/26.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Restaurationsloven – Gørlev Sjælland – Kalundborg

Kl. 16.35 blev to mandlige gæster på en beværtning afsløret i at indtage narkotika på toilettet. De to gæster blev derfor bortvist fra beværtningen. Den ene gæst, en 25-årig mand fra lokalområdet var meget utilfreds med dette og gjorde modstand, da personalet på stedet ville bortvise ham. Der opstod tumult, men det lykkedes at få manden smidt ud. Nu sparkede den 25-årige døren ind til stedet, og efter endnu en omgang tumult gik den 25-årige og hans ven fra stedet. Politiet fandt hurtigt frem til den mistænkte i sagen, som blev sigtet for overtrædelse af restaurationsloven. Han fik desuden et forbud mod at komme på beværtningen i to år. Han kan forvente at få en bøde i sagen.

Narkokørsel i frakendelsestiden – Parcelvej, Gørlev – Kalundborg

Kl. 12.10 anholdt og sigtede politiet en 24-årig kvinde fra Gørlev for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil, som hun i forvejen ikke måtte være fører af, fordi hun var frakendt kørekortet. Hun blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer, idet hun mistænktes for at være påvirket af hash under kørslen.

Færdselsuheld / spirituskørsel – Gørlev Landevej, Gørlev Sj. – Kalundborg

Kl. 17.36 fik politiet melding om, at to biler var stødt sammen på landevejen, som blev afspærret for trafik i begge retninger, da politiet og redningspersonale var ankommet til uheldsstedet. En 76-årig kvinde fra Glumsø sad fastklemt i sin personbil i ca. 30 min., inden hun blev frigjort og kunne transporteres til skadestuen i Slagelse, hvor hun blev indlagt til observation for diverse knubs. Modparten var en 50-årig mand fra Gørlev Sj., som blev anholdt og sigtet for spirituskørsel, da politiet kunne konstatere, at han var påvirket af spiritus og formentlig også havde været det under kørslen. Han var i en varebil kørt i nordlig retning, da der skete et delvist frontalt sammenstød med en personbil ført af den 76-årige kvinde i sydgående retning. Begge biler havde skader omkring venstre side af fronten og på venstre side. Den 50-årige blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol. Kl. ca. 1930 var vejen atter åben for trafik i begge retninger. Politiet skal nu forsøge at få klarlagt de nærmere omstændigheder ved uheldet.

Færdselsuheld – Tissøvej, Jorløse, Jerslev Sj. – Kalundborg

Kl. 12.50 anmeldte en 51-årig kvinde fra Store-Fuglede, at hun under kørsel i en personbil ad Tissøvej mod syd blev overhalet af en blå varevogn, som herunder strejfede den 51-åriges bil med mindre materiel skade til følge. Føreren af varevognen fortsatte imidlertid sin kørsel uden at standse for at deltage i de foranstaltninger, som uheldet gav anledning til. Anmelderen bemærkede, at varebilen ikke var forsynet med nummerplade bagpå, hvorfor hun ikke kunne beskrive den nærmere. Politiet har nu optaget rapport om uheldet og forsøger at få føreren af den blå varebil identificeret.

Politiet i Kalundborg hører gerne fra personer, der måtte have oplysninger om personer, der er i besiddelse af en blå varebil med formentlig lettere skade på bilens højre side. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Brand i bil – Skovbrynet – Kalundborg

Kl. 21.29 opstod der brand i en parkeret bil, så politi og brandvæsen kørte til stedet. Tre personer var blevet set løbe fra stedet. Brandvæsnet fik slukke ilden i bilen inden den spredte sig yderligere, men bilen udbrændte. Politiet undersøgte den udbrændte bil, en hvid Peugeot 3009 personbil årg. 2019. Bilen havde fået knust en rude og politiet efterforsker branden som påsat. De tre personer som løb fra stedet kort efter branden startede beskrives som:

A: Mand, Ikke etnisk dansker af udseende, 20-25 år, 180-185 cm, Kropsbygning: Spinkel, Hudfarve: Brun, Iført: T-shirt og mørke handsker
B: Mand, Ikke etnisk dansker af udseende, 20-25 år, 180-185 cm, Kropsbygning: Spinkel, Hudfarve: Brun. Iført: iHættetrøje med hætten trukket op over hovedet.
C: Mand, Ikke etnisk dansker af udseende, 20-25 år, 180-185 cm, Kropsbygning: Spinkel, Hudfarve: Brun. Iført: Hættetrøje med hætten trukket op over overhovedet.

Vidner som har bemærket de beskrevne personer før eller efter branden opstod, og som kan komme med oplysninger i sagen bedes kontakte politiet på tlf. 114.

Ransagning gav våben og narkofund – Kalundborg

Torsdag ransagede politiet et hus i Kalundborg, hvor politiet havde en mistanke om, at der blev opbevaret narko. Flere betjente og en narkohund deltog i ransagningen af huset, hvor der blev fundet 3 stk. ulovlige peberspray, 1 stk. taser (El-pistol), 1 stk. totenschläger (slagvåben), 1 stk fingerring tilpasses med en skarp pig, 13,79 gram hash og 2,69 skunk. Politiet sigtede en 28-årig mand fra Kalundborg for overtrædelse narkolovgivningen og våbenloven. Han blev afhørt til sagen, og politiet beslaglagde de ulovlige effekter. Politiet fandt desuden et femcifret kontantbeløb ved ransagningen, og beslaglagde en del af pengene, da den sigtede skyldte penge til betaling af bøder til politiet.

Præventiv patruljering – Bygaden, Jerslev Sj. – Kalundborg

Kl. 17.30 kørte en patrulje forbi området ved Hvidebæk-hallen, fordi politiet tidligere og flere gange havde modtaget anmeldelser om bilræs i området. Det kunne politiet ikke konstatere noget på tidspunktet for tilsynet i området, men politiet traf dog en 19-årig mand fra Store-Fuglede i en personbil. Han havde ikke medbragt sit kørekort, ligesom politiet konstaterede diverse fejl og mangler ved personbilen, så politiet sigtede ham for diverse overtrædelser af færdselsloven. Den 19-årige kan nu forvente at modtage en bøde fra politiet som afgørelse på sagerne mod ham.

Spirituskørsel på måske ulovlig knallert – Bredgade, Kalundborg

Kl. 0054 anholdt og sigtede politiet en 31-årig mand fra Kalundborg for spirituskørsel på en lille knallert. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol. Politiet beslaglagde mandens knallert, fordi politiet skal undersøge den nærmere for konstruktive ændringer på grund af en mistanke om, at den kan køre hurtigere end de tilladte 30 km/t.

Spirituskørsel og peberspray – Kalundborgvej, Snertinge – Kalundborg

Kl. 12.34 standsede politiet en personbil for at lave en rutinemæssig kontrol. Bilen blev ført af en 44-årig mand fra Høng, som var påvirket af spiritus og ikke havde førerret, da han ikke havde generhvervet sin førerret efter en tidligere frakendelse for spirituskørsel. Han blev sigtet og anholdt for at få udtaget en blodprøve. Patruljen fandt en peberspray på den 44-årige, så han blev sigtet for overtrædelse af våbenloven. Efter blodprøveudtagelsen blev den 44-årige løsladt og vil høre nærmere, når resultatet af blodprøven kommer.

Uro og uorden – Bygaden, Jerslev Sj. – Kalundborg

kl. 20.21 anmeldte en borger, at der var en del biler samlet foran Hvidebækhallen, hvor der blev kørt stærkt, hørt høj musik og fyret kanonslag af. En patrulje blev sendt til stedet, hvor de traf en mindre gruppe yngre mænd i alderen 18-21 år fra lokalområdet. Betjentene fandt ingen grundlag for at sigte nogen for noget, idet de ikke observerede nogen ulovlige handlingerne, mens de befandt sig på stedet. Politiet tog en snak med de unge om deres adfærd på stedet, og de blev vejledt om at vise hensyn beboerne. Der kom ikke flere anmeldelser om uro på stedet herefter.

Brand i lade – Overdrevsvej, Ruds-Vedby – Kalundborg

Kl. 12.39 kom et alarmopkald om brand i en lade, hvor der var kraftig røgudvikling. Politi og brandvæsen kørte til stedet, hvor der ikke var fare for, at ilden skulle sprede sig til andet. Beboerne på ejendomme kom hjem efter en køretur, hvor de konstaterede at der var ild i laden. Laden udbrændte og brandvæsnet efterslukkede branden. Ingen personer kom til skade ved branden. Politiet undersøgte brandstedet, der viste, at branden formentlig startede ved en spand med gløder, som var blevet sat i laden tidligere på dagen. Når politiets undersøgelser i sagen er færdige, vil der blive taget stilling til, om der er sket brud på beredskabsloven om uforsigtighed med ild.

Spirituskørsel – Esbern Snaresvej, Kalundborg

Kl. 02.00 fik politiet en anmeldelse om, at en formodet spritbilist blev tilbageholdt på en tankstation, hvor den tilbageholdte netop havde købt alkoholiske drikkevarer. Inden ankomsten til tanken havde bilisten kørt usikkert og var flere gange ovre i modsatte kørebanehalvdel, inden bilisten standsede på tankstationen. Efter indkøbene blev den mistænkte bilist tilbageholdt af anmelderen og et vidne indtil politiets ankomst. Her foretog politiet så anholdelse af en 33-årig mand fra Kalundborg, som blev sigtet for spirituskørsel. Efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol løslod politiet den 33-årige, der senere vil høre nærmere, når blodprøven er blevet analyseret.

Indbrud i Perioden

Ingerslevvej, Bjerge Sydstrand, Gørlev
Tranevej, Høng
Svenstrupvej, Kalundborg
P. Paludansvej, Kalundborg
Vestre Havneplads, Kalundborg
Slagelsevej, Kalundborg