Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Kalundborg Kommune i tidsrummet Sep 07, 2018 til Sep 18, 2018.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Vold – Hovedgade, Høng – Kalundborg

Kl. 1851 anmeldte en 48-årig mand fra Høng, at han efter et værtshusbesøg var blevet overfaldet af to andre mænd. Det viste sig, at den 48-årige under ophold på et værtshus havde diskuteret med et par andre mænd om en spillemaskine. Da han gik hjem, blev han pludselig opsøgt af de to andre mænd, som sparkede ham og tog en lerkrukke, som de slog ham i hovedet med. Den 48-årige blev bragt til skadestuen til behandling for en flænge, og politiet anholdt to mænd på 38 og 40 år fra Høng for vold. De blev efter afhøring til sagen løsladt og kan nu forvente at blive indkaldt til et retsmøde.

Lov om euforiserende stoffer mv. – Hovedgaden, Høng – Kalundborg

Kl. 0930 foretog politiet en ransagning af en lejlighed efter et tip om, at der på skulle stedet være både skydevåben og narkotika. En narkohund blev tilkaldt, og på stedet traf politiet tre kvinder og to mænd, hvoraf den ene – en 19-årig mand uden fast bopæl – forsøgte at sluge noget amfetamin. Ved ransagningen fandt politiet yderligere amfetamin, sovepiller, MDMA-piller og to lovlige luftpistoler. Aktionen endte med, at den 19-årige blev sigtet for besiddelse af ca. 1½ gram amfetamin, 8 MDMA-piller og noget sovemedcin, medens en 22-årig mand fra Høng blev sigtet for besiddelse af ca. 5 gram speed og 5 MDMA-piller. Begge kan forvente at høre nærmere fra politiet, når sagerne skal afgøres.

Humanitær eftersøgning – Høng – Kalundborg

Kl. 1321 anmodede personale på et bosted om assistance til at lede efter en 42-årig, udviklingshæmmet mand, der kl. ca. 1100 var forsvundet fra et bosted. Politiet iværksatte en eftersøgning med flere patruljer i området, ligesom manden blev efterlyst via både politiets Twitter-konto og via diverse offentlige trafikselskaber. Kl. ca. 1945 fik politiet så oplysninger om, at den savnede mand var blevet fundet i en have på Åmarken i Slagelse. Personalet fra bostedet afhentede ham på findestedet og bragte ham retur til fornøden omsorg.

Hærkværk med tandstikker, Lupinvej, Kalundborg

kl. 0637 anmeldte en børnehave, at de havde været udsat for hærværk, idet der var stukket tandstikker i låsen til hoveddøren. Det var umiddelbart lykkedes personalet at fjerne tandstikkeren, så det var ikke sikkert, at det var nødvendigt at bestille en låsesmed.

Denne anmeldelse er endnu en iblandt flere vedrørende hærværk med samme fremgangsmåde. Lokalpolitiet i Kalundborg efterforsker forsat sagerne.

Varetægtsfængsling – Grov vold – Bredgade, Kalundborg

De fire mænd i alderen 15-19 år fra hhv. Kalundborg og Odense, som blev anholdt søndag aften på Fyn, efter at de havde standset en 18-årig mand fra Kalundborg i hans bil i Bredgade, Kalundborg, og tildelt ham knivstik i et ben, blev alle fremstillet i grundlovsforhør kl. 1300 ved Retten i Holbæk som sigtede for i fællesskab at have forøvet grov vold mod den 18-årige mand. Retsmødet blev lidt forsinket, idet en tolk skulle tilkaldes, men retsmødet sluttede kl. ca. 1800 med en kendelse om, at alle fire anholdte skulle varetægtsfængsles foreløbigt til den 9. oktober 2018. Retsmødet blev afholdt for lukkede døre af hensyn til den fortsatte efterforskning, hvorfor politiet ikke kan oplyse yderligere om sagen.

Grov vold – Bredgade, Kalundborg

Kl. 1845 modtog politiet en anmeldelse om, at en mand var kommet til skade efter et overfald, der var sket på Bredgade ved Vænget. Den tilskadekomne var en 18-årig mand fra Kalundborg, der blev tilset på skadeklinikken i Kalundborg, inden han blev overført til sygehuset i Holbæk til yderligere undersøgelse og behandling for stiksår i det ene ben og den ene hånd. Han oplyste at være blevet overfaldet og stukket, da han sammen med andre kørte i bil ad Bredgade. En fremmed bil havde pludselig spærret dem vejen ud for Vænget, hvorefter flere mænd var steget ud og havde overfaldet den 18-årige siddende i bilen. Kort efter løb de tilbage til den fremmede bil, uden at de øvrige i den 18-åriges bil var blevet forulempet. Den fremmede bil flygtede derfra i retning mod gymnasiet og derefter i ukendt retning. Politiet afspærrede Bredgade for at undersøge området for spor efter overfaldet. Årvågne vidner havde også bemærket overfaldet og kunne give politiet oplysninger om den fremmede bil, personerne i den og bilens nummerplade. Disse oplysninger kunne politiet bruge i efterforskningen, således at Fyns politi kunne standse bilen i Nyborg-området kl. ca. 1950. I bilen var der fire mænd i alderen 15-19 år fra hhv. Odense og Kalundborg. De blev alle anholdt og bragt til Sjælland med henblik på afhøring i sagen, så de enkeltes roller samt motivet til overfaldet forsøges klarlagt. De anholdtes bil blev også transporteret til nærmere undersøgelse for eventuelle spor i sagen. Anklagemyndigheden vil fremstille de anholdte i grundlovsforhør kl. 1300 ved Retten i Holbæk med krav om varetægtsfængsling i sagen.

Hareskovvej, Kalundborg

Kl. 0713 og modtog politiet en anmeldelse om hærværk i en virksomhed, idet der var skubbet tandstikker ind i to låse. Det drejede sig om låsen i hoveddøren og værkstedsdøren.

Gl. Hovvej, Kalundborg

Kl. 13.28 fik politet en anmeldelse fra et lægehus om, at de ligeledes havde fået skubbet tandstikkere i deres låse. Her var det hoveddøren og postkassen, der havde været udsat for hærværket. Politiet efterforsker sagen sammen med de øvrige indkomne anmeldelser med lignende hærværk.

Opfordringen til borgerne og andre forurettede i Kalundborg er at anmelde det til politiet, såfremt de har været udsat for denne type hærværk. Dette kan gøres elektronisk via politiets hjemmeside www.politi.dk/midtvestsjaelland. Oplysninger om eventuel privat videoovervågning, hvor en mistænkt kan være blevet optaget, bedes oplyst i forbindelse med anmeldelsen.

Færdselsuheld – Østergade, Særslev, Snertinge – Kalundborg

Kl. 2045 anmeldte en 70-årig mand fra Snertinge, at en bilist havde mistet herredømmet over sin bil og herefter ramt både en bil, husets facade, en carport og hegn. Den skadevoldende bilist var efterfølgende blot kørt fra stedet uden at deltage i de foranstaltninger, som uheldet gav anledning til. Bilisten flygtede ad Østergade mod nord – Æblekærvej mod øst, indtil sporet sluttede på Skippingevej. Flugtbilisten havde på uheldsstedet tabt nogle bildele, der tydede på, at der var tale om en sølvmetallic bil af mærket Toyota. Politiet forsøger nu at finde frem til bilisten.

Lokalpolitiet i Kalundborg/Holbæk hører gerne fra personer, der har bemærket noget i anledning af uheldet. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Bil uden fordæk – Kordilgade, Kalundborg

Kl. 0001 fik politiet en henvendelse om en bilist, der kørte ad Kordilgade i en bil, hvor der ikke var nummerplader på, ligesom bilen heller ikke havde fordæk på. Derfor sprang der gnister på grund af kørslen i bilen, hvori der var tre mænd. Politiet fandt bilen henstillet i Kordilgade, men uden personer med tilknytning til bilen. Politiet tilkaldte et bugseringsfirma til at fjerne køretøjet.

Optræk til uorden – Kordilgade, Kalundborg

Kl. 0454 fik politiet via alarmcentralen melding om, at flere personer var i slagsmål. Politiet kørte til området, men traf dog ikke nogen former for uro eller uorden, som krævede politiets indblanding. Politiet forblev i området, indtil de sidste gæster fra nattelivet havde søgt væk fra området.

Indbrud i perioden
Krogvejen, Gørlev Højdedraget, Kalundborg Bredekilde, Kalundborg Rødnæsvej, Kalundborg Langagervej, Kalundborg Kalundborgvej, Snertinge Nørre Alle, Kalundborg Valløvej, Køge Hovedgaden, Ubby, Jerslev Holbæk Landevej, Ugerløse Bonderupvej, Ugerløse