Ny tradition på Gørlev Skole
Som noget helt nyt åbnede Gørlev Skole i lørdags dørene for alle elever, deres forældre, deres bedsteforældre, deres søskende og skolens personale til en hyggelig dag med forskellige planlagte aktiviteter og lidt at spise. I løbet af dagen afholdt og fremviste eleverne blandt andet en fysikdemonstration, affyringer af vandraketter, kreative aktiviteter og meget andet for de fremmødte. Forældrene, bedsteforældrene og elevernes søskende kunne blandt andet lære at pochere et æg i madkunstskab, filte futter i håndværk/design eller prøve forhindringsbanen i gymnastiksalen.