Flere end 40.000 mennesker er klar, når H.K.H Kronprins Frederik den 21. maj har inviteret til løbefest i de fem største byer. Nu kan løberne i Kalundborg teste formen, når Høng Løbeklub og Kalundborg IF, Atletik og Motion inviterer alle til fællestræninger i marts og april.

“Royal Run er et løb, der er iværksat for at markere H.K.H Kronprinsen 50 års fødselsdag. Festlighederne kommer til at foregå i de fem største danske byer. Alene i København er 24.111 pt. tilmeldt enten one mile (1,609 km) eller 10 km til Royal Run”, siger Christina Otto Jensen, der er idrætskonsulent hos DGI Midt- og Vestsjælland.

Foto: Lars Møller

Alle er velkomne
Royal Run er for alle, uanset om løb er en del af ens hverdag, eller om det er første gang, der prøves kræfter med løbeskoene. Derfor har begge løbeklubber også sørget for, at alle kan deltage i deres fællestræning, uanset om de ønsker at løbe, gå eller lunte.

“Fællestræningerne er for alle, der har lyst til at sparke de royale festligheder i gang. Vi har sørget for at oprette løbehold med forskellige tempi. Så kan du vælge det hold, der passer dig bedst. Vi begiver os ud på en 10 km rute, hvor det er muligt at stå af efter 5 km. Hvis du hellere vil gå, er det også muligt, vi har nemlig en 5 km lang gåtur”, siger Kristine Ruus fra Høng Løbeklub.

Det samme gælder for løbeklubben Kalundborg IF, Atletik og Motion. På dagen er det muligt at løbe enten 5 eller 10 km eller gå 5 km. Der er også mulighed for at prøve kræfter med den kendte one mile distance, der svarer til 1,6 km.

“One mile distancen bliver afholdt på atletikbanen og består af fire omgange. Fordelen er, at du kan løbe eller gå i dit eget tempo, så alle kan være med, både børn og voksne”, siger Kristina Püschl, fra Kalundborg IF, Atletik og Motion.

Gratis at deltage
Det er gratis at deltage i Royal Run fællestræningerne, så tag venner og familie med og få en god oplevelse. Fællestræningen er også en god mulighed for at stifte bekendtskab med den lokale løbeklub og andre løbere. Hvis fællesskabet og træningsformen viser sig at være noget for dig, er der helt sikkert plads til endnu et medlem i foreningerne.

Tid og sted
Høng Løbeklub afholder fællestræning onsdag d. 21. marts kl. 18.00 og lørdag d. 21. april kl. 08.00. Der løbes fra Høng hallen, Rosenvænget, 4270 Høng.

Kalundborg IF, Atletik og Motion afholder fællestræning lørdag d. 21. april 2018 kl. 10.00. Der løbes fra stadion i Munkesøen, Stadion Allé 1, 4400 Kalundborg.