Odsherred Teater præsenterer en erotisk kabaret, der med garanti vil bidrage til smil og glæde, – og til blussende kinder.

Odsherred Teater er kendt fra forestillingerne ”Historien om en sang” og ”To halvgamle mænd – det store liveshow!”. Nu er de klar igen med en helt ny forestilling, og fra slutningen af maj drager de på turne rundt i Kalundborg Kommune. Velkommen til en erotisk kabaret… en brevkasse bestyret af ham og hende.

Spørgsmålene vil kredse om erotikken, når man kommer op i årene… om længslerne og trængslerne og lysterne og manglen på dem…. vi møder også dem der skrev brevene og historien bag spørgsmålene. Og med hensyn til spørgsmålene: Findes der egentlig svar? Er der egentlig brug for dem? Eller var det nok bare at skrive dem ned og få nogen til at læse dem?

Fnisende, rørende og respektfuldt, om alt det der fylder så meget – men sjældent i samtalerne rundt om kaffebordet. Odsherred Teater lover det bliver en kabaret uden røde øre, – men med blussende kinder.

“Liv I Kludene” præsenteres i samarbejde med projekt ‘Liv i Forsamlingshusene’, hvis mål blandt andet er at bringe professionelle og andre kvalitative kulturtilbud ud i kommunens mindre samfund.

Se forestillingen på følgende datoer og spillesteder:

• Svebølle Aktivitetscenter: tirsdag d. 25. maj kl. 19.00
• Reerslev Forsamlingshus: onsdag d. 26. maj kl. 19.00
• Jorløse Forsamlingshus: torsdag d. 27. maj kl. 19.30 (mulighed for spisning kl. 18.00)
• Røsnæs Forsamlingshus: tirsdag d. 1. juni kl. 19.30
• Svallerup Forsamlingshus: onsdag d. 16. juni kl. 19.30 (mulighed for spisning kl. 18.00)

Oplysninger og priser og billetbestilling findes på www.kalundborglif.dk

Foto: Rie Neuchs