Redaktionen har modtaget dette fine digt fra Hans Jørgen Buchberg
Lille, lille pige, åh hvor er du sød,
ser på mig med blanke øjne fin og sart og blød,
snupper mine briller og hiver i mit hår
mens du pludrer løs om ting, du ikke selv forstår
Lille, lille, pige når vi går omkring,
mens jeg stille nynner for dig, gør det ingenting,
at min arm, den sover, imens vi lister rundt,
for du er så sød og kær at hjertet, det gør ond
Lille, lille pige, søde lille ven
dagen er forbi men pyt, der kommer en igen.
Livet er en gave, du fik af far og mor.
Det forstår du sikkert først, når du engang bli’r stor.
Lille, lille pige alting skal du få.
Du skal ha’ det allerbedste, kan du stole på,
og når du får skrammer, det ved jeg, at du får,
lover vi at trøste dig, så heler dine sår.
