Kalundborg Biblioteker inviterer børn og deres voksne til to børnekoncerter i Kalundborg og Høng by. Mange børn og familier bliver hjemme i år, og derfor vil biblioteket gerne bidrage til ferieoplevelser i Kalundborg kommune.
Heldigvis er det lykkes at arrangerer to koncerter, som henvender sig til børn fra 4 år og op, samt deres voksne: De Onde i Høng by, og Onkel Reje i Kalundborg by.
De Onde underholder i Høng
Der er så mange gode børnebands, så her kommer det onde!
Kom, medbring dit ukultiverede menneske og lad følelserne få frit løb i Høng, Biblioteksparken på Odinsvej, når bandet ”De Onde” mandag d. 3. august kl. 11.00 underholder.
De Onde stiller et eksistentielt spørgsmål i børnehøjde: hvad vil det sige at være ond, og hvornår er man det? Er det fx ondt at binde dobbeltknuder på sin lillesøsters julegaver? Er det ondt at slå prutter i toget? Hvem er bedre til at italesætte alt dette på en humoristisk måde end fire sortklædte, maskerede superhelte, De Onde, der spiller ond børnemusik for onde piger og drenge?
Brug musikken som ventil og vær ond med os gennem sangtitler som bl.a. “Ikke spor rar”, “Ond Sang”, “Frøken Altidsur”. Muhaha!
Bandet De Onde består af fire medlemmer:
Trompet-ond: Peter Marott
Guitar-ond: Tobias Trier
Bas-ond: Torben Westergaard
Tromme-ond: Carl Quist-Møller
Velkommen til børnemusik, når den er allerondest!
Onkel Reje underholder i Kalundborg
Tag hele familien med til sjov og spas ved Amfi-scenen bag Kalundborg gymnasium onsdag d. 5. august kl. 11.00, hvor hele Danmarks Onkel Reje fra DR Ramasjang vil underholde.
Lad bare sulfo, pli og broccoli blive derhjemme, når du skal til denne familiekoncert. Hyggelige, runde Onkel Reje kan ikke li’ at gå i bad. Han lugter og er ligeglad. Onkel Reje er blevet børnefavorit på DR Ramasjang, hvor han med sin rødmossede, piberygende karakter optræder i absurde musikvideoer om alt fra personlig hygiejne til mormor. Hvis han da ikke bestyrer sin brevkasse eller lader sine sure sokker fortælle vittigheder. Børnene vil elske at komme tæt på denne løjerlige antihelt, mens forældre og bedsteforældre kan smile ad Onkel Rejes syrede rim og røverhistorier, der er både platte, politisk ukorrekte – og slet ikke til at stå for.
GRATIS billetter!
Det er gratis at deltage. Men der kræves billet.
Disse kan bookes via bibliotekets hjemmeside www.kalundborgbib.dk eller ved personligt fremmøde på et af bibliotekets bemandende biblioteker.
Kalundborg Biblioteker følger myndighedernes gældende corona-retningslinjer for kulturarrangementer, og har taget forholdsregler for at sikre sikkerhed, hygiejne, afstands- og arealkrav til arrangementerne. Netop derfor er der begrænsede antal billetter, så skynd dig at booke en gratis billet.