Kalundborg Kommune sætter fokus på fædre på barsel Det kan være svært at stå som nybagt forælder med de spørgsmål og udfordringer, som følger med. Med et nyt tilbud vil Kalundborg Kommune skabe nogle af de samme muligheder for fædre på barsel, som eksisterer for mødre i dag. I Kalundborg Kommune anerkendes det, at det kan være svært at stå som nybagt forælder med de spørgsmål og udfordringer, der følger med. Det kan være rart at have nogle at støtte sig op af og søge vejledning hos, som i dag kendes fra mødregrupperne.

I dag er der flere og flere mænd, som tilvælger barsel for tidligere at skabe en tæt relation til deres barn.

Fars Legestue kommer til Høng

Den 1. september 2021 åbner Fars Legestue på Høng Bibliotek. Fars Legestue er et sted, hvor fædre med børn i alderen 0-5 år kan komme og være aktive sammen med deres børn og møde andre fædre, der som dem selv har valgt at gå på barsel, eller har valgt at tage fri en dag sammen med deres barn.

I Fars Legestue kan alle fædre komme og gå, som det passer ind i den enkeltes hverdag. Her er der rig mulighed for at snakke med andre fædre om faderskabet på godt og ondt. Der er åbent hver onsdag fra kl. 13-15, og alle bliver mødt af en sundhedsplejerske, som byder velkommen. Sundhedsplejersken er med til at skabe god stemning og sikre, at der altid er kaffe på kanden. Derudover kan fædrene også få mulighed for at stille alle de spørgsmål, de måtte have. ”Vi glæder os til at byde fædre og deres børn velkommen i vores nye Fars Legestue, og vi håber, legestuen vil vokse med tiden, så mange fædre vil få gavn af den”, udtaler Bodil Giversen, afdelingsleder af Sundhedstjenesten i Kalundborg Kommune.

Fars Legestue i Kalundborg Kommune er én blandt flere rundt om i Danmark. Legestuen bliver åbnet i samarbejde med Forum for Mænds Sundhed, der driver projekt Far for Livet, støttet af Nordea- Fonden. ”Vi er utrolig glade for, at Kalundborg Kommune vil være med til at skabe gode rammer for fædre og børn, ved at åbne en Fars Legestue”, siger sekretariatschef i Forum for Mænds Sundhed, Mie Møller Nielsen og fortsætter ”Vores arbejde med fædre viser, at mange fædre ønsker at være mere aktive sammen med deres børn, men de ved ikke altid, hvor de skal finde disse aktiviteter. Derfor er Fars Legestue et rigtig godt koncept til at invitere fædre med deres børn indenfor”.

I tråd med sundhedsplejens arbejde Når Kalundborg Kommune sætter fokus på fædre, så ligger det rigtig godt i tråd med det arbejde, som kommunens sundhedspleje i forvejen arbejder med. De har blandt andet afholdt Far Festival, hvor fædre og børn over en weekend kunne komme tættere på sig selv og hinanden. Derudover har Kalundborg Kommune en Far-ambassadør sundhedsplejerske, Anne Dalsø, som bliver tovholder på Fars Legestue. Far-ambassadørernes rolle er at sætte far på dagsordenen på lige fod med mor, ved at inddrage fædrene mere, end tilfældet tidligere har været.

Fars Legestue Kalundborg

Opstart 1. september 2021

Onsdage kl. 13-15

Adresse: Høng Bibliotek

Odinsvej 27, 4270 Høng

Pressefoto