Redaktionen har modtaget dette fine digt fra Hans Jørgen Buchberg. Foto af Hanne Buchberg.
Kære lille, sarte spire, der er noget, jeg ikke forstår,
har du gemt dig i min havejord i mange tusind år?
Det er hver gang som et under, når du kikker op på mig
og fortæller, at en lille blomst i haven er på vej.
Bliver du en lille krokus eller vintergæk min ven,
eller er det en erantis, jeg skal hilse på igen?
Jeg vil tø den sidste sne og skubbe himlens skyer bort,
så du mærker solens varme – for dit liv er alt for kort.
Jeg vil sætte mig på bænken med min gamle paraply,
selvom regnen stille falder fra en mild og venlig sky.
Jeg vil sidde ganske stille vente på, du springer ud
du min lille, sarte spire som er sendt fra himlens gud.
Hans Jørgen Buchberg
