Foredrag med Jeanette Varberg om hendes bog VIKING -Rand-Ild og Sværd

Har du set DR’s store serie ”Historien om Danmark” og er du interesseret i vores fælles fortid, så har du måske hæftet dig ved Jeanette Varberg.

Vikingetiden er en af de helt centrale perioder i danmarkshistorien, og den er mere populær og fascinerende end det meste andet historie.

Vær med når Jeanette Varberg tager os på en fantastisk, spændende rejse gennem 800 års historie, fra Romerrigets fald til det første korstog. Der sker på Svebølle Kvik Bibliotek torsdag den 30. september.

Vi skal bl.a. forbi datidens slagmarker, plyndringer og magtkampe, og vi skal stifte bekendtskab med de store konger, der samlede magten og grundlagde det Danmark, vi kender i dag. Du får svar på, hvilken rolle kvinderne spiller i historien, hvad de blodige krigere lavede, når ikke de plyndrede og myrdede, hvilken betydning Vikingetiden har for vores nutid og meget, meget mere.

Bogen “VIKING” er Jeanette Varbergs brede fortælling om vikingetiden – den tager fat, hvor fortidens slagmarker slap, men er i øvrigt sin helt egen fortælling.

Jeanette sætter vikingetogterne i centrum og skriver om de vikinger, der kom til at sætte deres spor i hele datidens Europa. Fra Irland til Rusland, fra Grønland til Middelhavet blev vikingerne en del af historien, og de træder frem i arkæologien og kilderne. Nordens krigere satte sejl i en jagt på guld, ære og i sidste ende land. Plyndringer, slagmarker og magtkampe, politiske magtspil, rænkespil og landvindinger er alle facetter af fortællingen om vikingerne ude i Skandinavien og Europa. Samtidig så tiden en stærk udvikling af de skandinaviske kongedømmer, store konger samlede magten og grundlagde det Danmark, vi kender. Heri spillede også kvinderne en afgørende rolle om end ofte i skyggen af deres mænd.

I dag er Varberg ansat som museumsinspektør ved Nationalmuseet og er fast skribent på Kristeligt Dagblad, hvor hun sætter nutidens store udfordringer som klimaændringer, konflikt og migration i perspektiv til forhistorien.

Arrangeret i samarbejde med Svebølle Biblioteksgruppe.

Praktisk information

Sted: Svebølle Kvik Bibliotek, Centervej 13, 4470

Billetpriser:

Standardbillet – 120 kr.

Medlem af Biblioteksklubben – 100 kr.

Meld dig gratis ind i Biblioteksklubben via dette link: www.kalundborgbib.dk/klub

Pressefoto