Mød tidligere drabschef i Politiets Rejsehold Bent Isager-Nielsen. Det sker torsdag d. 26. november 2020, kl. 19.30-21.30 i Buerup Forsamlingshus.
Bent Isager-Nielsen byder i dette foredrag indenfor i forbrydelsens verden og giver publikum et indblik i det ofte kolossale og minutiøse arbejde, en efterforskning består af.

Med udgangspunkt i sine bøger fortæller han om sin karriere og giver eksempler på virkelige mordgåder og deres opklaring – herunder retsmedicin, afhøringsteknik, kriminalvidenskab, DNA-registrering og gerningsmandsprofilering.

Han uddyber samtidig motiverne på forbrydelserne, hvor kunsten er at sætte sig ind i gerningsmandens tankegang.

Endelig kommer han ind på ondskab og fascinationen af det onde, en fascination, der langt hen ad vejen formentlig er årsag til, at krimigenren i form af bøger, film og TV-serier om drab og opklaring heraf er så populær. Bent Isager-Nielsen sætter også et fundamentalt spørgsmål til debat… Findes der onde mennesker eller blot onde handlinger, eller om det onde nogle gange kommer fra den mest uventede kant?

I 1974 startede Bent Isager-Nielsen startede sin karriere i Politiet og har siden da været tilknyttet Frederiksberg Politi, Rejseholdet, Københavns Vestegns Politi, Bagmandspolitiet og Nordsjællands Politi. Han har stået i spidsen for efterforskningen af utallige, ofte højt profilerede kriminalsager foruden at have varetaget overordnede opgaver på såvel operativt som strategisk niveau inden for ledelse, kommunikation, formidling og organisationsudvikling.

Bent Isager-Nielsen har hyppigt optrådt i medierne, dels i forhold til konkrete sager, dels som ekspert og kommentator i forhold til overordnede emner inden for mange aspekter af politiarbejde, især efterforskning. I løbet af karrieren har han deltaget i flere særlige internationale seminarer og studieforløb, ligesom han har været involveret i særlige projekter under bl.a. Rigsadvokaten og Justitsministeriet. 2008 udgav Bent Isager-Nielsen bogen Man jager et bæst og fanger et menneske – en erindringsbog med fokus på personlige erfaringer og refleksioner over udviklingen i kriminaliteten i samfundet. Sammen med retsmediciner Hans Petter Hougen og retsantropolog Niels Lynnerup udgav han i 2012 bogen Efterforskerne– om ondskab, forbrydelse og straf. Den seneste bog De syv dødssynder skrevet sammen med retsmediciner Hans Petter Hougen og journalist Stine Bolther udkom i september 2018.

Bent Isager-Nielsen gik i april 2018 på pension efter 44 år indenfor Politiet. Han er i dag tilknyttet DR – både som ekspert i diverse kriminalsager og efterforskningsspørgsmål samt som vært på flere programmer og programserier.

Læs mere her

Foto: ABW