Rigspolitiets opgørelse over kriminaliteten i 2020 viser, at politiet sidste år modtog færre anmeldelser om kriminalitet. Til gengæld blev flere mistænkte sigtet, og politiet kom generelt hurtigere frem til de borgere, der havde brug for det.

Samlet set blev der i 2020 anmeldt knapt 9 procent færre straffelovsovertrædelser. Det er især inden for tyveri og indbrud, at borgerne har oplevet faldende kriminalitet, men også den personfarlige kriminalitet er faldet under corona-krisen. På indbrudsområdet fortsatte de senere års positive udvikling, og der blev således anmeldt det laveste antal indbrud i privat beboelse siden 2007.

“2020 har med hjemmearbejde og nedlukning været et atypisk år. Men jeg kan naturligvis kun glæde mig over, hvis det trods alt har haft den positive effekt, at kriminaliteten er faldet. Selvom det er glædeligt, at den mere borgernære kriminalitet, såsom tyveri og indbrud er faldet i 2020, så er der ingen grund til at tro, at de kriminelle ikke skulle vende tilbage, når hverdagen igen melder sig. Derfor er det godt, at den nye flerårsaftale bringer politiet endnu tættere på borgerne med 20 nye nærpolitienheder, flere lokalbetjente og flere beredskabspatruljer. Vi kommer også til at styrke indsatsen over for den komplekse kriminalitet i den nye nationale efterforskningsenhed,” siger justitsminister Nick Hækkerup.

Mens kriminaliteten i 2020 faldt på stort set alle områder, er der dog fortsat vækst i bedragerisagerne.1

“Vi kan konstatere, at antallet af bedragerianmeldelser fortsat stiger. Det er en prioritet for os at forsøge at dæmme op for den udvikling, og der er i 2020 også rejst markant flere sigtelser i bedragerisager. Modsat andre kriminalitetsformer falder de it-relaterede bedragerier imidlertid ikke som følge af corona-nedlukningerne. Tværtimod handler endnu flere på nettet, hvilket kan være en medvirkende årsag til stigningen. Men det er et område, hvor vi generelt skal blive bedre til at gennemskue og imødegå de konkrete forbrydelser bag ved tallene. Det vil vi arbejde på i det kommende år, hvor der også er nye initiativer i støbeskeen,” siger rigspolitichef Thorkilde Fogde.

I alt skete der i 2020 en vækst på 9 procent i antallet af anmeldte sager om bedrageri, mens antallet af rejste sigtelser i samme periode voksede med knap 19 procent. På hele straffelovsområdet er den såkaldte sigtelsesprocent vokset fra knap 45 procent i 2019 til knap 55 procent i 2020. Det er det højeste niveau siden 2007.

Den periodevise nedlukning af samfundet i 2020 har krævet ekstra patruljer på gaden for at påse de mange restriktioner og nedlukninger. Det kan være en medvirkende årsag til, at politiet i gennemsnit brugte 26 sekunder mindre på at rykke ud i 2020. Politiet var således i snit 9 minutter og 4 sekunder om at komme frem til fx forbrydelser i nære relationer, igangværende indbrud, overfald/slagsmål, røveri og spirituskørsel, som er de primære typer af opgaver, som politiets gennemsnitlige responstider måles på.

“Corona-krisen har givet politiet mange ekstra opgaver, og vi har prioriteret at være synligt til stede overalt i samfundet. Vi glæder os over, at det samtidigt er lykkedes at komme hurtigere frem til borgerne, når de har brug for os. Det er en udvikling, som vi vil forsøge at fastholde, når samfundet forhåbentligt igen åbner mere op her i 2021,” siger rigspolitichefen.

Kilde

Foto: ABW
Del på sociale medier