Forår og kærlighed følges ad. Det er som om, at kærligheden og omsorgen vokser i disse svære tider. Man går hånd i hånd og passer på hinanden og sin næste. Kærligheden er grundlaget for livet, så den skal plejes og passes. Nyd det mens du kan.

Tekst: Hans Jørgen Buchberg
Foto: Hanne Buchberg

Jeg sidder forelsket og kikker på dig
og tænker, at du betyder alting for mig.
Du skygger for solen og gi’r mig et smil
og sender mig et fingerkys – en dag i april.

Jeg sidder og tænker, at du er så sød
og ta’r dig i hånden, den er kølig og blød.
Jeg sender et digt med min gamle mobil,
et digt der si’r, jeg elsker dig – en dag i april.

Jeg sidder og mindes en sommer så skøn,
du kom mig i møde – du var solbrændt og køn.
Mon Amor har ledt dig på vej med sin pil?
Det sidder jeg og tænker på – en dag i april.

Jeg sidder og maler et smukt maleri
og gemmer det varsomt i mit livs galleri.
Jeg nikker tilfreds, du har klasse og stil.
Du sidder der så underskøn – en dag i april.

Jeg sidder i solen med den, jeg ka’ li’
og mærker hengivenhed og glød indeni.
Jeg møder dit kærlige blik og dit smil
og kysser dig på munden – på en dag i april.

En dag er det slut, så er livet forbi,
men det er der ikke noget underligt i.
Så maler vi sammen et nyt maleri
et digt om evig kærlighed – en dag i april.
Hans Jørgen Buchberg