Det er ikke så lidt, der foregår på biblioteket i efterårsferien

Spil FIFA18, lær alverdens spændende brætspil, byg LEGO, lær spil-design, få et ægte gys, se teater, mal på sten og lav tegneserier. Der er masser af aktiviteter for både store og små i efterårsferien på Kalundborg Biblioteker.

 Brætspil og børneteater

Bibliotekerne lægger ud med brætspilsdag lørdag d. 14. oktober på Ubby Bibliotek.

Danmarksmester i brætspillet Othello, Daniel Høeg, og formand for Othelloforeningen, Peter Michaelsen, gæster biblioteket og der vil være mulighed for at prøve at spille en masse spil. Undervejs bydes der på frugt og saft, og der sluttes af med pizza. Arrangementet kræver tilmelding, men det er gratis at deltage. Dagen er blevet til i samarbejde med Hvidebæk Lokalråd.

Mandag d. 16/10 er der børneteater i Kulturhus Gimle i Føllenslev. Asterions Hus kommer på besøg med ‘Mosekonens bryg’ – en forestilling for de 3 – 6 årige om blandt andet mosekonen og den magiske klokke.

Der er teaterforestilling igen lørdag d. 21/10. Denne gang på Skolen på Herredsåsen i Kalundborg, hvor teatergruppen “Tamme Tigre findes ikke” optræder med “Frøken Fracasos Kompagni.” Det er en eventyrlig komedie om dødsforagt og tigertæmning, og den fortæller den fantastiske historie om cirkusdivaen Mabel Stark og hendes stædige kamp for at træne de store katte. Forestillingen henvender sig til de lidt ældre fra 7 – 11 år.

Gratis billetter fås til begge forestillinger på kalundborgbib.dk.

Hænderne op af lommen!

I løbet af ugen vil der være rig mulighed for at afprøve forskellige kreative færdigheder. Mandag d. 16/10 er der Spildesign-workshop på Gørlev Bibliotek. Man kan designe sit eget spil enten med papir, lim og saks eller på computeren, og få fif til, hvad der gør et spil til et spil. Der er tilmelding til dette arrangement, da der er ganske få pladser.

Er man mere til at tegne, kan man om tirsdagen d. 17/10 tage på biblioteket i Kalundborg og lave tegneserier. Her leges der med gode tegne- og fortælleteknikker. Der startes helt fra skitsen og videre til den første historie i ord og billeder. Her kan du bare møde op! Fra 10 år og op.

Torsdag d. 19/10 er der “Mal på sten” – arrangement på Svebølle Kvik Bibliotek. Medbring selv sten til at male på, så er der pensler og maling lige til at gå i gang med. Arrangementet er for alle, og man møder bare op.

Alle tre arrangementer er gratis.

Om eftermiddagen d. 19/10 får Ubby Bibliotek besøg af LEGO-ambassadør Svend Erik Saksun, der er kendt fra TV og LEGO World. Her vil der være konkurrencer og masser af mulighed for at bygge med alverdens LEGO-klodser. Billetter koster kr. 20, og købes via www.kalundborgbib.dk

Arrangementet er i samarbejde med Hvidebæk Lokalråd og de frivillige.

 

FIFA-hajer, spøgelser og et musikalsk tøjdyr

Kunne du tænke dig at prøve at spille FIFA18 på PS4 på storskærm i Havneparken, så holder biblioteket en stor turnering onsdag d. 18/10 og torsdag d. 19/10 Om onsdagen er der indledende runder, og torsdag spilles finalen.

Er du til rigtige gys, uhyggelige lyde og mørke gange, er der traditionen tro den store GYSER-aften på Høng Bibliotek. Der vil være masser af gru og gys, når biblioteket byder ind til en aften med blandt andet zombier, spøgelser og vampyrer. Tør du komme med? Gyseraftenen, der løber af stabelen onsdag d. 18/10 fra kl. 19.00 er for børn fra 10 år. Gratis billetter fås på www.kalundborgbib.dk

Sidst men ikke mindst laver Sigurd Barrett og Snapper show i Nyvangskirken i Kalundborg søndag d. 22. oktober. Sigurd og tøjdyret Snapper er klar med en helt ny koncert for familien – Luther på 60 minutter. Billetter koster 100 kr. og købes på www.kalundborgbib.dk