For første gang afholdes Danmarksmesterskabet i brætspillet Othello på Vestsjælland, nemlig i Ubby. Det sker lørdag den 14. september kl. 10-17, hvor Ubby Bibliotek rammen om årets danske mesterskab i Othello.

Naturligt at Danmarksmesterskabet afholdes i Ubby.
Othello foreningens formand Peter Michaelsen er til daglig sognepræst ved Rørby kirke, og næstformanden Daniel Høgh har sine rødder i Kalundborg, og har ofte sin gang ved Kalundborg biblioteker. Brætspillet Othello har desuden været på programmet på de fire brætspilsdage, som indtil nu er blevet afholdt på Ubby Bibliotek. Desuden har der seks år i træk været afholdt en Othello-turnering i Rørby præstegård.

”Det er helt naturligt at Ubby bibliotek danner rammen om DM i brætspillet Othello. Kalundborg biblioteker, Hvidebæk Lokalråd og formanden for Dansk Othello Forbund, Peter Michaelsen, har gennem flere år haft et frugtbart samarbejde omkring spildage i skolernes vinter- og efterårsferier. Spildagene har været yderst velbesøgte, og det er tydeligt at Peter Michaelsen og hans store netværk har haft stor betydning for dette.”

Spil Othello på biblioteket hver fredag
Dansk Othello Forbund håber at se mange nye spillere ved DM 2019 i Ubby. Alle er velkomne, både øvede og uøvede deltagere. Og det er ganske gratis. Har man lyst til bare at kigge, er man også meget velkommen. Lokale Othellospillere mødes hver fredag fra 15 til 18 på Ubby Bibliotek. Her kan man lære spillet og få gode fiduser af mere erfarne spillere. Efter DM 14/9 vil der også blive træning i andre af spillene fra brætspilsdagene, f.eks. Go og japansk dyreskak.

Othello spillet blev opfundet i Japan
Othello blev opfundet af japaneren Goro Hasegawa i 1971 som en variant af det engelske spil Reversi fra 1882. Det engelske spil kom til Japan i 1888 og til Danmark året efter, men det var først som Othello at spillet for alvor blev populært i Japan og siden også i resten af verden.

På et bræt med 8×8 felter skiftes de to spillere til at lægge og vende 64 tofarvede brikker, idet de hver gang lægger en brik, så en eller flere af modpartens tilstødende brikker bliver klemt imellem den nye brik og en af de brikker, spilleren har på brættet i forvejen. Dermed bliver brikken/brikkerne vendt om og skifter farve. Når brættet er fyldt ud, vinder den spiller, som har flest brikker i sin farve.

Reglen om at en eller flere brikker vendes og skifter farve i hvert træk, gør Othello til et meget dramatisk spil, hvor det er en stor udfordring for selv de bedste spillere at tænke bare nogle få træk frem. Othello menes at være det 7. mest solgte brætspil på verdensplan i dag.

Der har været afholdt Danmarksmesterskab i Othello siden 1982
Den mangedobbelte danmarksmester Karsten Feldborg vandt DM 2018, som blev afholdt i Greve. U-15 DM 2019 for unge under 15 år blev afholdt samme sted lørdag den 25.maj. Ny U-15 danmarksmester blev Bertram Palmer fra Greve.

Praktisk:
Turneringen er åben for alle og det er gratis at deltage. Der vil være præmier til bl.a. bedste turneringsdebutant, bedste spiller under 12, 15 og 18 år m.m. Hvis man ønsker at deltage i DM skal man tilmelde sig til formanden på tlf.: 5115 8849 eller mail: pmi@km.dk.

Vil du bare være tilskuer, så møder du bare op.

Du kan læse mere om spillet på Dansk Othello Forbunds hjemmeside: www.othello.dk
og på www.worldothello.org