31. august og 1. september vækkes middelalderen til live i højbyen!

Pressefoto – Kalundborg Middelalderfestival.

”Hele Vestborgen dækkes af en middelalderlig teltlejr, og vi har booket for 100.000 kr. musikere, gøglere, krigere og prædikanter”, fortæller festivaltovholder Anette Månsson.

”Det bliver formidling til alle sanser. I museumshaven kan man opbygge sin egen middelalder-personlighed, se dukketeater og prøve lege og håndværk. Vor Frue Kirke genlyder af munkesang, og den tossede gøgler kommer klingrende med sine bjælder. Madbålene udsender liflige dufte, og øllet drikkes af lerkrus som i middelalderen. Der er noget for enhver smag!”

National – og lokal – historiefortælling
Temaet for festivalen er ”Dannebrog – flaget fra himlen.” Det er i år 800 siden, Dannebrog efter sigende faldt ned fra himlen under et slag i Estland.

Kalundborg indtager en helt særlig plads i Dannebrogs historie. Indtil 1439 blev nationalflaget nemlig opbevaret i fæstningstårnet ”Folen” på Kalundborg Slot, Volden 2 i Kalundborg. Det var der en god grund til: Folen var Danmarks højeste og kraftigste fæstningstårn, som gennem middelalderens sidste 200 år rummede rigets arkiv og skatkammer. I skatkammeret på Folen blev rigets ypperligste klenodier, herunder et vævet banner ved navn ”Dannebroge” opbevaret. Men i 1439 blev kong Erik af Pommern afsat – og på sin vej bort fra riget, stjal han Dannebrog med!

”Vi genskaber selvfølgelig den dramatiske begivenhed, at Dannebrog bliver stjålet fra Folen som afslutning på festivalen”, fortæller den ansvarlige for de historiske optrin, Martin Pavon: ”Der er ingen øjenvidneberetninger bevaret fra den tid, så vi er blevet nødt til at digte lidt. For eksempel er vi overbeviste om, at flaget blev opbevaret i sikkerhedsmontre med de ypperligste alarmer. Det kan godt ende med at blive en lidt gakket fremstilling, men det må man jo tage med, når man digter med kilderne!” siger Pavon med et lunt smil.

Gå med i det store optog
Festivalen starter med et faneoptog. Danmarkssamfundet har trommet fanebærere sammen fra nær og fjern – og kong Valdemar Sejr, ærkebiskop Anders Sunesen og hele deres følge går selvfølgelig også med. Alle er velkomne til at slutte sig til optoget. Der er samling før optoget ved Øen på Kordilgade, lørdag den 31. august klokken 10.30.

Ruten går gennem Kordilgade til Kalundborg Slot med fæstningstårnet Folen. Her stiller fanebærerne op i en faneborg og de historiske gæster kong Valdemar Sejr og ærkebiskop Anders Sunesen skruer tiden tilbage til middelalderen med en lille højtidelighed. De planter den nye danske korstogsfane på den plads, hvor den for fremtiden skal høre hjemme.

Museet opfordrer alle optogsdeltagere til at medbringe Dannebrogsflag og grønne grene, der sammen med Valdemars korstogsfane kan pynte på Folen gennem hele festivalen. Efter stoppet ved Folen bevæger optoget sig videre til selve festivalpladsen i de smukke rammer omkring Vor Frue Kirke, Kalundborg Museum og Vestborgen.

Historie på den sjove måde
For børnene har Ringsted Outlet lavet en skattejagt i butikkerne, hvor man kan lære om Dannebrog og kong Valdemar Sejr, der bragte flaget hjem til Danmark. I Ringsted kan man besøge den smukke Sct. Bendts Kirke, hvor Valdemar Sejr og hans slægt er begravet. Så hvorfor ikke tage et roadtrip med kultur, shopping og skattejagt som optakt til festivalen?

På vejen kan man høre Museum Vestsjællands podcast med titlen ”På jagt efter fanen – Dannebrog 800 år”, en lydfortælling om Dannebrogs historie og det vestsjællandske landskab. Den kan findes på vestmuseum.dk/podcast.

Pressefoto Museum Vestsjælland – Kalundborg Middelalderfestival.