Der er så mange gode børnebands, så her kommer det onde!
Kom, medbring dit ukultiverede menneske og lad følelserne få frit løb i Høng, Biblioteksparken på Odinsvej, når bandet ”De Onde” mandag d. 3. august kl. 11.00 underholder.
De Onde stiller et eksistentielt spørgsmål i børnehøjde: hvad vil det sige at være ond, og hvornår er man det? Er det fx ondt at binde dobbeltknuder på sin lillesøsters julegaver? Er det ondt at slå prutter i toget? Hvem er bedre til at italesætte alt dette på en humoristisk måde end fire sortklædte, maskerede superhelte, De Onde, der spiller ond børnemusik for onde piger og drenge?
Brug musikken som ventil og vær ond med os gennem sangtitler som bl.a. “Ikke spor rar”, “Ond Sang”, “Frøken Altidsur”. Muhaha!
Bandet De Onde består af fire medlemmer:
Trompet-ond: Peter Marott
Guitar-ond: Tobias Trier
Bas-ond: Torben Westergaard
Tromme-ond: Carl Quist-Møller
Velkommen til børnemusik, når den er allerondest!
GRATIS billetter!
Det er gratis at deltage. Men der kræves billet.
Disse kan bookes via bibliotekets hjemmeside www.kalundborgbib.dk eller ved personligt fremmøde på et af bibliotekets bemandende biblioteker.
Kalundborg Biblioteker følger myndighedernes gældende corona-retningslinjer for kulturarrangementer, og har taget forholdsregler for at sikre sikkerhed, hygiejne, afstands- og arealkrav til arrangementerne. Netop derfor er der begrænsede antal billetter, så skynd dig at booke en gratis billet.