To talentfulde social- og sundhedsassistentelever fra Kalundborg Kommune har vundet dettes års regionmesterskab for SOSU-elever. Nu glæder de sig til at vise deres faglige kompetencer frem ved DM i Skills 2023 i Fredericia.

Kalundborg Kommune var værtskommune for DM i Skills 2022, som blev afholdt i Høng den 28.-30. april. Det er det hidtil største danmarksmesterskab for erhvervsuddannelser med hele 49 konkurrencefag og i alt 67.000 besøgende.

Efter denne store succes gav Kalundborg Kommune stafetten videre til Fredericia Kommune, som skal være værtskommune for DM i Skills 2023. Kalundborg Kommune er dog ikke helt færdig med DM i Skills. Kommunen sender nemlig to talentfulde social- og sundhedsassistentelever til Fredericia for at dyste i næste års danmarksmesterskab.

En drøm går i opfyldelse

Victoria Færgemand Christensen og Louise Fruerskov Andersen er de to dygtige social- og sundhedsassistentelever fra Kalundborg Kommune, som netop har vundet årets regionmesterskab for SOSU-elever. Det betyder, at de skal dyste ved DM i Skills i Fredericia, som finder sted den 1.-4. februar 2023.

”At deltage i DM i Skills er jo en drøm, som er gået i opfyldelse. Det er en kæmpe ære at få muligheden for at vise mine evner frem og vise Danmark, hvor meget jeg holder af mit fag. Jeg glæder mig til at deltage og løse de forskellige konkurrenceopgaver” siger Louise Andersen.

Kalundborg Kommunes borgmester, Martin Damm, er meget stolt over, at der er to dygtige social- og sundhedsassistentelever, som skal præsentere kommunen ved næste års DM i
Skills.

”Jeg vil gerne starte med at ønske Victoria og Louise stort tillykke med deres store sejr ved regionmesterskabet. Det er ufatteligt flot præsteret. Vi er meget stolte over at have to talentfulde SOSU-elever som Victoria og Louise i Kalundborg Kommune. Vi hepper på dem og støtter dem hele vejen”, siger Martin Damm borgmester i Kalundborg Kommune.

Koncentration, fordybelse og træning

Victoria og Louise trænede benhårdt for at vinde regionmesterskabet, som blev afholdt på Professionshøjskolen Absalon i Nykøbing Falster den 6. oktober 2022. Ifølge Victoria er der et stort spring fra regionsmesterskabet til DM i Skills.

”Vi har rigtig mange træningsdage i vente over de næste par måneder. Jeg vil gøre mit bedste for at fordybe og forberede mig på, hvad vi kan komme til at møde til konkurrencen. Der er et stort spring fra regionsmesterskabet og så til danmarksmesterskabet, hvor vi skal løse hele 14 forskellige cases i løbet af tre dage. Så det kræver koncentration, fordybelse og en masse træning”, siger Victoria Christensen.

Foto: ABW