Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Kalundborg Kommune i tidsrummet Maj 24, 2017 til Jun 06, 2017.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Hængebugsvin på udflugt – Åbrinken, Bjerge Sydstrand, Store-Fuglede – Kalundborg
Kl. 0806 fik politiet en henvendelse fra en lokal borger, som havde optaget et hængebugsvin, som havde gået rundt i området de seneste par dage. Politiet forsøgte at få kontakt til en formodet ejer i Føllenslev-området, men forgæves. Derfor rekvirerede politiet et dyreinternat til afhentning af svinet i Bjerge Sydstrand, men et par timers ophold hos borgeren var nok for hængebugsvinet. Det lykkedes for svinet at stikke af inden afhentning, hvorfor det stadig kan ses i området. Politiet opfordrer hermed ejere af hængebugsvin til at kontrollere, om alle dyr er til stede i bestanden.
Opfølgning på sag om overtrædelse af dyreværnslov – Eskebjerg, Kalundborg.
Politiets dyreværnsenhed var kl. 0900 på fornyet besøg på en ejendom i Eskebjerg, hvorfra der tidligere er fjernet hunde, og hvor ejeren fik pålæg om at tage sig af de øvrige hunde.
Politiet kunne konstatere, at dette ikke var sket, og i forbindelse med besøget tirsdag morgen blev to voksne hunde, en stor hvalp og yderligere syv små hvalpe fjernet fra stedet og anbragt på dyreinternat.
Brand – Gørlev, Kalundborg.
Kl. 0142 brændte det i to containere, der stod ved Netto på Roevej. Ingen fare for bygninger. Der er mistanke om, at der er tale om en påsat brand. Politiet vil meget gerne høre fra vidner, der har oplysninger til sagen. Ring på 114.
Brand – Høng, Kalundborg.
Kl. 0948 blev anmeldt om brand på Fuglevænget, hvor der var røg fra et rækkehus. En tilfældig forbipasserende opdagede røgen og tilkaldte brandvæsen og politi. Politiet var fremme inden for meget kort tid, da en patrulje var i Høng i forvejen.
Patruljen kunne ikke trænge ind i huset grundet røgen, men måtte vente på brandvæsenet, der inde på stedet, hvor brandfolkene fandt en død kvinde.
Det formodes, at være husets 69-årige kvindelige beboer, men den afdøde skal endelig identificeres.
De første undersøgelser på stedet tyder på, at cigaretrygning er skyld i branden. Umiddelbart intet mistænkeligt fundet. Stedet undersøgt af politiets teknikere. De pårørende er underrettet.
Røverilignende forhold – Kalundborg.
Kl. 1821 blev anmeldt om et røverilignende forhold, idet en 16-årig dreng fra Slangerup og en jævnaldrende kammerat gik ad Klosterparkvej ad stisystemet, hvor de blev antastet af en udenlandsk udseende dreng, der ville have udleveret drengenes bærbare musikafspiller. Efter slag mod den 16-årige fik gerningsmanden udleveret musikafspilleren. Der er ikke noget signalement af gerningsmanden.
Politiet vil gerne tale med vidner til episoden. Ring på 114.
Narkopåvirket bilist – Kalundborg.
Kl. 0005 anholdt politiet en 25-årig mand fra Gørlev, der blev standset på Klosterparkvej. Han var påvirket narkotika og fik udtaget en blodprøve. Bilen var forsynet med nummerplader, der burde sidde på en anden bil og endelig var han frakendt førerretten. Det blev til en række sigtelser for overtrædelse af færdselsloven.
Vold – Kalundborg.
Kl. 1635 blev en 37-årig mand fra Kalundborg udsat for vold på sin adresse i Kalundborg by. Manden blev slået og truet med kniv, hammer m.v. Han blev undersøgt på sygehus og forventes udskrevet torsdag.
Politiet er nu i gang med efterforskningen, og vi ønsker i øjeblikket ikke at oplyse flere detaljer om sagen.
Uro – Kalundborg.
Kl. 2300 kørte politiet til Klosterparkvej, hvor der var anmeldelse om slagsmål med diverse slagvåben. Politiet traf flere unge på stedet. Der var ikke slagsmål af nogen art, da politiet kom til stedet et par minutter efter anmeldelsen. Flere unge løb dog væk fra stedet. Roen således genoprettet.
Tyveri fra lomme – NEKSELØ, Kalundborg.
Kl. 1151 fik politiet en meget sjælden anmeldelse fra Nekselø, hvor der fredag var forsvundet en pung fra en 76-årig mand fra Føllenslev. Der var mange turister på øen, og forurettede mente, at en ukendt gerningsmand kan have stjålet pungen fra en lomme.
Anholdelse – Kalundborg.
Kl. 1530 foretog politiet anholdelse af en 53-årig mand og en 52-årig mand, begge fra Rusland, der lørdag kl. 2115 som kaptajn og styrmand, sejlede et handelsskib på grund ud for Kalundborg. Begge påvirket af spiritus, hvilket de nægter.
Politiet fik mandag resultatet af blodprøven, og det betød, at begge blev anholdt, og vil tirsdag blive fremstillet i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling.
Grundstødning – Kalundborg.
Kl. 2115 fik politiet anmeldelse om et grundstødt handelsskib ved indsejlingen til Kalundborg Fjord. Der var mistanke om, at kaptajn og styrmand var påvirket af spiritus. Politiet kom ud til skibet med assistance fra Marinehjemmeværnet og en læge udtog en blodprøve af kaptajn og styrmand, der begge skønnedes påvirket af spiritus. De blev begge løsladt senere på aftenen. Skibet kom fri af grunden og blev sejlet til Kalundborg Havn.
Begge sigtet for overtrædelse af søloven.
Kørsel uden førerret i efterlyst bil – J. Th. Lundbyesvej, Kalundborg
Kl. 1049 standsede politiet en personbil, som var efterlyst, fordi ejerforholdet skulle undersøges nærmere. I bilen befandt sig to unge mænd på 17 år fra Kalundborg. Føreren blev i sagens natur sigtet for kørsel uden førerret, da han ikke havde erhvervet sig et kørekort. Det blev han sur over og hidsede sig så meget op, at politiet nogle få minutter måtte lægge ham i håndjern, indtil han var faldet til ro. Politiet inddrog bilens nummerplader, fordi den registrerede ejer ikke kendte noget til ejerskabet af det pågældende køretøj. Bilejeren havde på et tidspunkt tabt nogle personlige dokumenter, som måske var blevet brugt i forbindelse med anskaffelsen og indregistreringen af den pågældende personbil. Med baggrund i denne anmeldelse fra den registrerede ejer havde politiet efterlyst bilen. Politiet skal nu forsøge at finde ud af, hvilken rolle de to 17-årige har i denne sammenhæng, før der tages stilling til, om de to unge mænd eventuel skal sigtes for yderligere.
Indbrud i perioden
Tjørnhøjsvej, Gørlev
Sorøvej, Sæby, Høng
Strandvej, Høng
Strandvej, Høng
Klosterparkvej, Kalundborg
Bjergstedvej, Snertinge
Toftegårdsvej, Ugerløse