Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Kalundborg Kommune i tidsrummet 2023/03/21 til 2023/04/04.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Bortvisning af sovende kvinde i opgang – Kordilgade, Kalundborg

Kl. 01.26 fik politiet en henvendelse fra en beboer i en opgang i Kordilgade, fordi en fremmed kvinde lå og sov i opgangen.

Politiet fik efterfølgende vækket og kontakt til en 39-årig kvinde fra Roskilde, som ikke var iført varmt tøj til ophold udendørs. Da kvinden gerne ville retur til Roskilde, og politiet ikke kunne finde andre løsninger henset til kvindens mulighed for ophold udendørs uden varmt tøj på dette tidspunkt af døgnet, valgte politiet at transportere kvinden retur til Roskilde til sin egen bopæl, så hun kunne få et ordentligt sted at sove.

Brand i hæk – Lynggårdsvej, Kalundborg

Kl. 10.50 rykkede brandvæsnet og politiet ud til en mindre ildebrand i en hæk ikke så langt fra en privat bolig.

Branden i hækken var dog allerede blevet slukket ved brandvæsnets ankomst, så politiet sigtede den ansvarlige for overtrædelse af beredskabslovgivningen på grund af manglende forsigtighed ved brug af en ukrudtsbrænder.

Færdselsuheld – Bredgade, Kalundborg

Kl. 16.50 var en bus og en personbil stødt sammen i Bredgade, så politiet rykkede ud for at undersøge omstændighederne nærmere.

Det viste sig, at en 23-årig mand fra Kalundborg som fører af en bus ad Bredgade mod vest netop var sat i gang fra et stoppested og på vej hen mod et nærliggende lyskryds.

Samtidig med buschaufførens igangsætning blev bussen overhalet af en personbil, hvis fører straks efter overhalingen og inden lyskrydset kørte ind foran bussen og bremsede. Det medførte, at buschaufføren ikke kunne nå at bremse, så han påkørte bagenden af den personbil, som en 33-årig mand fra Ballerup var fører af.

Ingen af parterne kom til skade ved sammenstødet, som medførte mindre materielle skader på køretøjerne. Politiet har optaget rapport om sammenstødet for at få klarlagt omstændighederne, herunder andre trafikanters forpligtelser over for busser i byzonen, nærmere.

Bortvisning af uønsket og beruset gæst endte med sigtelse – Nygade, Holbæk
Kl. 18.19 ønskede personalet på en restauration assistance fra politiet til at bortvise en gæst, som ikke ønskede at følge opfordringer om at forlade stedet.

Politiet fik på stedet kontakt til en spirituspåvirket, 36-årig mand fra Svinninge, som havde forladt restaurationen, men som åbenbart heller ikke helt forstod politiets anvisninger om at forlade Nygade, så han ikke skabte yderligere uro.

Den 36-årige forblev i området og begyndte at diskutere med andre personer i området, så politiet valgte til sidst at sigte den 36-årige for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, idet han ikke forlod området, hvor han skabte uro.

Senere kan den 36-årige forvente at få en besked i sin digitale postkasse med en bøde som afgørelse i sagen.

Færdselsuheld – Kalundborgvej, Kalundborg

Kl 16.23 måtte en 41-årig mand fra Midtjylland bremse op, da en forankørende bil standsede for at svinge til venstre. Men i det samme blev den 41-åriges bil ramte bagfra en bil ført af en 38-årig mand. Begge parter slap dog uden personskade.

Knallertkører knuste bilrude – Lerchenfeldvej, Kalundborg

Kl. 12.15 anmeldte en 49-årig kvinde fra Jyderup, at en ung mand, der kørte på knallert, netop havde knust en rude i hendes bil på Lerchenfeldvej.

Anmelderen havde bemærket den unge mand stå ved siden af bilen, hvorefter der lød et brag, og en bilrude var knust. Herefter kørte manden fra stedet på knallert i østlig retning mod Klosterskoven.

Den unge mand blev beskrevet som lys i huden, ca. 17 år, lyst hår, iført sort jakke, sorte bukser og brugte en sort hjelm under kørslen på en mørk knallert.

Anmelderen opdagede først lidt senere, at den unge mand var lykkedes med at stjæle et nøglebundt og nogle få kontanter fra bilen, inden han flygtede på knallerten.

Politiet ledte efter knallertkøreren i området, men fandt ikke frem til nogen, der kunne mistænkes for tyveri / hærværk. Derfor vil politiet gerne høre fra personer, der måtte have set knallertkøreren i området, eller som kan give oplysninger om pågældendes identitet. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Kørsel i frakendelsestiden – bil beslaglagt – Holbækvej, Kalundborg

Kl. 23.05 blev en 39-årig mand fra Brønshøj sigtet for kørsel i frakendelsestiden i sin personbil, som politiet havde standset på Holbækvej i Kalundborg med henblik på rutinemæssig kontrol.

Den 39-årige var to gange tidligere i hhv. 2022 og 2023 blevet sigtet for kørsel i et køretøj, selv om han ikke havde noget kørekort, så aftenens kørsel var at betragte som tredje gang inden for tre år, at han blev afsløret i at køre bil.

Politiet beslaglagde derfor med hjemmel i færdselsloven hans personbil med henblik på senere konfiskation, så den 39-årige vil senere blive indkaldt til et retsmøde, når straffesagen og spørgsmålet om endelig konfiskation af bilen skal afgøres.

Narkokørsel – Gørlevvej, Sæby, Høng – Kalundborg

Kl. 20.11 sigtede politiet en 34-årig kvinde fra Sydjylland for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil, som hun førte ad Gørlevvej.

Politiet mistænkte hende for at være påvirket af cannabis under kørslen, hvorfor hun i forbindelse med en kortvarig anholdelse fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.

Narkokørsel – Holbækvej, Kalundborg

Kl. 23.17 anholdt og sigtede politiet en 19-årig mand fra Kalundborg for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil, som han havde ført ad Holbækvej i Kalundborg.

Narkometertesten havde nemlig indikeret, at han var påvirket af cannabis under kørslen, så han fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer inden sin løsladelse.

En 19-årig mand fra Kalundborg, der var med som passager i bilen, blev også sigtet, idet politiet fandt ham i besiddelse af to klumper hash med en samlet vægt på ca. 1,5 gram. Hashen blev beslaglagt som bevis i forbindelse med sigtelsen for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.

Narkokørsel – Hovvej, Ubby, Jerselv Sj. – Kalundborg

Kl. 17.10 blev en 48-årig mand fra Jerslev Sj. sigtet for narkokørsel i den personbil, som han førte ad Hovvej i Ubby. Narkometertesten havde nemlig indikeret, at manden var påvirket af cannabis under kørslen.

Den 48-årige fik i forbindelse med en kortvarig anholdelse udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.

Påvirket bilist – Gørlev Landevej, Gørlev. Kalundborg

Kl 20.45 standsede en patrulje en personbil ført af en 21-årig lokal mand. Manden erkendte, at han var påvirket af euforiserende stoffer og blev taget med på sygehuset til udtagning af blodprøve.

Påvirket bilist – Torpevej, Eskebjerg. Kalundborg

Kl 22.25 standsede en patrulje fra lokalpolitiet en varebil ført af en 29-årig mand fra Hørve-området. Da der var mistanke om, at han påvirket, blev han medtaget til blodprøve. I bilen blev der desuden fundet et mindre parti kokain samt en foldekniv og et baseballbat. Desuden havde manden ikke erhvervet et kørekort.

Skunklaboratorium med planter afsløret – Svebølle – Kalundborg

Kl. 13.05 fik en 40-årig mand og en 42-årig kvinde på en adresse i Svebølle-området formentlig uventet besøg af både narkohunde og personale fra den forebyggende afdeling på Holbæk politistation.

Årsagen til politiets henvendelse på adressen var en mistanke om, at beboerne på stedet kunne være i besiddelse af euforiserende stoffer, og mistanken blev bestyrket allerede ved ankomsten, da lugten af skunk bredte sig til politipersonalets næsebor.

Ved nærmere undersøgelse af adressen fandt politiet nogle væksthuse til dyrkning af skunk, og politiet fandt skunk både i færdigproduceret form og i form af flere vækstplanter, der efterfølgende blev høstet.

Den ulovlige skunk svarende til i alt godt et kilo og væksthusene mv. blev beslaglagt som bevis i en sag om overtrædelse af lov om euforiserende stoffer sammen med 40 gram hash, som politiet også fandt ved undersøgelserne på adressen.

Begge blev sigtet i sagen, som de nu kan forvente at høre nærmere om, når sagen skal afgøres.

Spirituskørsel – Filipsdalvej, Bjerge Mark, Store-Fuglede – Kalundborg

Kl. 17.50 anholdt politiet en 60-årig mand fra Stenlille for spirituskørsel i en varebil, som han førte ad Filipsdalvej.

Da alkometertesten gav udslag ud over det tilladte, blev han sigtet for spirituskørsel og løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol. Når analyseerklæringen foreligger, vil den 60-årige høre nærmere fra politiet.

Tricktyveri – Algade, Gørlev Sj. – Kalundborg

Kl. 16.03 fik politiet en anmeldelse fra en 78-årig kvinde fra Store-Fuglede om et tyveri, som var sket i deres bil på parkeringspladsen ved supermarkedet Rema 1000 i Gørlev Sj.

Anmelderen havde sammen med sin mand netop afsluttet indkøb i supermarkedet, da anmelderen blev kontaktet af en ung pige. Hun oplyste at samle ind til et handicap-samfund og ville gerne have en underskrift fra anmelderens mand, der havde sat sig ind i deres bil.

Pigen lænede sig ind gennem bilvinduet for at få kontakt til anmelderens mand og kunne herunder ubemærket stjæle 3.000 kr., som lå i midterkonsollen i bilen. Pengene var blevet hævet umiddelbart forinden.

Da pigen havde fået en underskrift fra manden, forlod hun stedet, hvorefter tyveriet af pengene blev opdaget.

Politiet har nu optaget en anmeldelse om dette tricktyveri og vil i forbindelse med efterforskningen prøve at få klarlagt, om der i området findes overvågningsmateriale, som kan bruges i efterforskningen.

Indbrud i Perioden

Granvænget, Kalundborg

Foto: ABW