Frikvartererne blev i højere grad lig med mobiltid for eleverne på Hvidebækskolen i Kalundborg Kommune. En tendens, der ærgrede skoleleder Jimmy Sørensen, der sammen med skolens bestyrelse nu har indført 100% mobilfrie skoledage.

Lige siden eleverne vendte tilbage efter sommerferien har skoledagen på Hvidebækskolen været 100% mobilfri. For skolen oplevede sidste skoleår, at flere og flere elever brugte frikvartererne på mobiltelefonerne i stedet for med hinanden. Det kan hurtigt blive en glidebane, mener skoleleder på Hvidebækskolen, Jimmy Sørensen: ”Vores børn og unge skal være sammen med hinanden, når de er her i skolen. Men før ferien så vi desværre, at mange af især de store elever brugte mange af pauserne på telefonerne i stedet for at være sammen uden skærmene. Og de vil vi gerne rette lidt op på”.

Derfor har skolens ledelse i samarbejde med skolens bestyrelse indført 100% mobilfrie skoledage. Eller i hvert fald næsten 100% mobilfrie. For elevernes smartphones rummer et stort undervisningspotentiale, som skolen skal udnytte, forklarer Jimmy Sørensen: ”De unge er virkelig gode til at bruge deres telefoner til alt muligt. De sender talebeskeder og videoer til hinanden dagligt, og det skal vi bruge og udnytte i undervisningen. For det giver en helt anden undervisning, når eleverne skal lave en video om navneord i stedet for en stil”.

Skaber nye fællesskaber

At skolen indsamler elevernes mobiler, er ikke nyt. Tidligere har skolens ældste årgange dog fået udleveret mobilerne i det store 12-frikvarter, men den tid er også forbi: ”Vores ældste elever har brugt deres telefoner, når de har været i Brugsen i pausen, men eftersom vi også har lukket for den mulighed, så ser vi ingen grund til, at de store får deres telefoner i pausen. De skal være sammen med hinanden uden, at telefonerne stjæler deres opmærksomhed”, fortæller Jimmy Sørensen.

De manglende telefoner har bestemt ikke gjort frikvartererne længere eller mere kedelige for eleverne. Tværtimod: ”Vi ser nogle helt nye fællesskaber blive dannet i pauserne, vi ser glade elever, der render rundt og hygger sig. Og der har slet ikke været den modstand, vi måske havde frygtet. Så vi er bare supertilfredse – og det virker eleverne også til at være”, slå skolelederen fast.

Trivslen på skolen har de seneste år været et stort fokus, og skolen håber på, at de mobilfrie dage kan være med til at styrke fællesskabet blandt eleverne: ”Vi har løbende renoveret dele af vores udeområder, så de unge har flere steder, de kan være sammen. Og med den nye multibane, der bliver sat op i løbet af efteråret, så får eleverne gode muligheder for at lege uden mobilerne – og skulle der mangle bolde eller andet, så kan vi også købe det”, siger Jimmy Sørensen.

Skal evalueres af elevrådet

Senere på året skal ordningen evalueres, og selvom skolens elevråd ikke har været inddraget, da ordningen blev indført, at det vigtigt at eleverne og elevrådet inddrages i evalueringen: ”Det er vigtigt, at vi hører elever, hvad de tænker om ordningen. For én ting er de tanker, vi i ledelse og bestyrelse har, men vi skal altså også lytte til eleverne. Men jeg tror nu faktisk, at de er ganske godt tilfredse, sådan virker det i hvert fald”, afslutter skolelederen.

Pressefoto