Redaktionen har modtaget dette fine digt fra Hans Jørgen Buchberg, Kalundborg

Jeg fandt mit gamle egetræ fra dengang, jeg var barn.
Det stod så smukt i skoven som en gammel veteran.
Og hjertet med min barndomskærestes navn var helt intakt,
da jeg tog plads ved træet blev en masse minder vakt.

Jeg sad der ganske stille som en træt og gammel knark
og kiggede på hjertet i den gamle, tørre bark.
Så rejste jeg mig op imens jeg nynnede en sang
et minde fra min barndom fra en tid, der var engang.

Jeg tog et foto af mit træ og træets gyldne top
og fandt en bid af barken, som jeg stille samlede op.
Så gik jeg hen ad stien, mens jeg fløjtede min sang
og vendte mig og vinkede farvel en sidste gang.

Jeg kikkede på søen, hvor jeg legede som dreng,
den sø, vi løb på skøjter på, når vinteren var streng.
Vi blev der hele dagen, indtil det blev spisetid
og fulgtes gennem skoven, der var farvet grå og hvid.

Ved bilen blev jeg stående og nød den milde vind
og tænkte, man skal lukke alle livets glæder ind.
Så kørte jeg mod byen i min gamle veteran
en Folkevogn min far han købte, dengang jeg var barn.

Pressefoto