Med sit seje hår, bare tæer og farvestrålende prikker på armene, er Oda Omvendt ikke til at overse, og med sin makker Dr. Pink ved sin side, er de ustoppelige!

Tirsdag d. 18 juli 2023 kan publikum i Den 8. Himmel se frem til en musikalsk og farverig oplevelse, når Oda Omvendt og Dr. Pinks sjove beats og loopstation giver publikum mulighed for at være med til at lave musik på uventede måder. Koncerten er fra 10:30-11:15 og foregår i Klosterparken lige bag Kalundborg Gymnasium.

I Oda Omvendts verden er alting vendt op og ned og på hovedet. Der findes ikke pigetøj, drengetøj eller nogle andre regler for hvordan du skal se ud eller hvad der er rigtigt at have på!
I denne farverige koncert fortæller Oda Omvendt og Hr. Pink om hvordan tøj kan være en fantastisk måde at udtrykke sig på, og hvordan det at lave sit eget tøj ud af genbrug, både er godt for dig og for planeten.

Showet har nemlig en vigtig morale om genbrug og bæredygtighed!

Koncerten er for de 3-10-årige og deres voksne og alle dem, som har et eventyrligt sind og et farvestrålende hjerte!

Billetterne koster 30 kr., og kan enten købes via Kalundborg Bibliotekers hjemmeside www.kalundborgbib.dk eller i døren.