Hermed et lille udpluk af de kommende oplevelser på bibliotekerne i Kalundborg. Du kan læse mere i kataloget, som du finder på biblioteket.

Glæd dig til f.eks. at opleve forfatter og multikunster Kim Fupz Aakeson fortælle om sin anmelderroste roman; ’Bådens navn’ og sit forfatterskab. Med ’Bådens navn’ har Kim skrevet en underfundig, varm roman om skyld, sorg og livskrise. Alt sammen fortalt med humoristisk glimt. Romanen var indstillet til DR Romanprisen 2019. Det sker den 14. september i Høng Hallen. Kim Fupz Aakeson er et særdeles alsidigt talent med flere end 70 vidt forskellige værker bag sig. Mest berømt er han måske for sine mange børnebøger. Gå ikke glip af dette indsigtsrige foredrag. Læs også den spændende artikel om Kim i bibliotekernes katalog, skrevet af Journalist Sonja Husved.

I september 2021 udkommer det samlede bind om Kalundborg, Odsherred og Holbæk Kommuner, der udgør bind 21 i det 34-binds store bogværk. Oplev Trap Danmarks kommunikationsansvarlige Peter Lyth præsentere det omfangsrige projekt og giver et overblik over indholdet i bind 21. I foredraget kommer vi tæt på Kalundborg Kommunes kulturliv og lokalhistorie ved Traps kommunekonsulent og lokalhistoriker Palle Bruun Olsen og på erhvervsudviklingen ved fagredaktør Jacob Mollerup.

På Kalundborg Bibliotek kan der hele september måned også opleve de flotte billeder og bøger fra det store, topografiske værk og bliv klogere på din egen kommune. Oplev det spændende foredrag den 23. september i Kalundborg Hallen – det bliver et stort tilløbsstykke, så skynd dig at få billetter.

Den 4. oktober får Gørlev Bibliotek fornemt besøg af Lektor emeritus Ingrid Leth. Ingrid vil I foredraget Eyvind Olesen: en kunstner i sin samtid, fortælle om sin far og om
livet som kunstner på denne tid. Kunstneren Eyvind Olesen (1907 – 1995) var barn af sin tid og også helt sin egen. Han blev født i Svallerup, Vestsjælland, og malede, tegnede
og digtede fra barnsben. Foredraget er en del af udstillingen med Eyvind Olesens malerier, der kan ses på Gørlev Bibliotek i perioden den 3. september til 29. oktober. Foredraget og udstillingen er et samarbejde mellem Kalundborg Biblioteker, Gørlev Lokalhistorisk samling, pensioneret præst Anne-Grete Thestrup og Ingrid Leth.

I samarbejde med Hvidebæk Lokalråd, kan I opleve Marie Brixtofte med foredraget: Livet med en alkoholisk far – og sorgen ved tabet. Det sker på Ubby Bibliotek den 12. oktober. Marie vil i dette foredrag fortælle om, hvordan det var at vokse op med en far, der drikker. Hun giver sit publikum en ærlig indsigt i misbruget, omsorgssvigten og løftet til sig selv om at holde på hemmeligheden og beskytte sin far, Peter Brixtofte, og hans omdømme.

Michael Winckler spiller op til en herlig, musikalsk aften den 3. november i Biblioteksinfo Vesterlunden med det musikalske foredrag om sin far Gustav Winckler, ’Hele Danmarks Gustav’. I foredraget underholder Michael med mange hyggelige anekdoter, skinbarlige sandheder og gyldne øjeblikke omkring Danmarks største dansktopsanger. I samarbejde med Biblioteksgruppen Vesterlunden.

På Svebølle Kvik Bibliotek den 23. november, vil krimiforfatter Tom Thomasen underholde med foredraget ’Bag fængslets mure’. Gå ikke glip af en aften i fængslets tegn. Krimiforfatter Tom Thomasen har været fængselsbetjent igennem 37 år ved Københavns Fængsler. Kom med ind i livet bag de høje mure, hvor håndtagene
sidder udvendigt på dørene. Arrangeret i samarbejde med Svebølle Biblioteksgruppen.

 

Pressefoto – Michael Winckler og Steen “Stooney” Hansen