Svebølle Kvik Bibliotek inviterer til en interessant aften om nogle af de danskere der udvandrede fra Kalundborg- egnen til USA. Det sker torsdag den 10. marts 2022 kl. 19-21.

Det er tidligere museumsleder og arkæolog Lisbeth Pedersen, som holder foredraget ”Danske Indvandrere i kugleregn i USA”.

Den Amerikanske Borgerkrig fra 1861 til 1865 medførte død og ødelæggelse i et kolossalt omfang. Over 600.000 soldater omkom. Blandt dem adskillige danskere. Under foredraget stiller Lisbeth skarpt på tre vestsjællændere Christian, Mads og Jens, der fik vidt forskellige skæbner i USA. Christian giftede sig med en kvinde af indiansk afstamning, men døde i sit allerførste slag. Mads manglede startkapital til sit nye liv, da han ankom med immigrantskibet til New York. Han meldte sig til Nordstaternes hær, endte som krigsfange i en af Sydstaternes fangelejre og døde lige inden fredsslutningen. Jens overlevede til gengæld og blev pioner. Han opkøbte og solgte gårde på prærien og tog indimellem til Danmark for at hente slægtninge og venner til USA.

Lisbeth Pedersen baserer aftens foredrag på undersøgelser af dansk udvandring til USA i midten af 1800-tallet, og det er illustreret med fotos fra studieture til USA. 

Lyder det som et arrangement du gerne vil være med til, så kan billetterne bestilles via bibliotekets hjemmeside kalundborgbib.dk under ”det sker” eller ved personalet i biblioteksafdelingernes betjeningstid.

Prisen pr. billet er 65,- kr. for medlemmer af Biblioteksklubben. Normalprisen er 75,- kr.

Arrangement er arrangeret i samarbejde Biblioteksgruppen i Svebølle, og Svebølle Kvik Bibliotek finder man på adressen Aktivitetscenteret, Centervej 13, 4470 Svebølle.

Våbeninspektion af kanon fra nytårslaget ved Stones River i sydstaten Tennessee. Her faldt Christian Jensen fra Halleby Ore den 31. december 1862. Foto: Lisbeth Pedersen