Tirsdag d. 30. maj indvier Kalundborgs borgmester, Martin Damm, Natureventyr i Høng Skov sammen med 0. klasse fra Høng Skole. 

I anledningen af den officielle lancering af historien ”Fuldmåneceremonien” i Natureventyrs app holder Kalundborg Kommune en indvielse tirsdag d. 30. maj. Til indvielsen er borgmester Martin Damm og formand for kulturgruppen i kulturregionen Midt- og Vestsjælland Hans Munk, inviteret sammen med 0.B fra Høng Skole. Sammen skal de følge eventyrruten og høre historien om skovlingerne – de små gnomlignende væsner, der beskytter skoven fra alskens farer.

Eleverne har forud for indvielsen mødt den prisbelønnede forfatter bag skovlingerne, Bodil El Jørgensen til en workshop, hvor hun og eleverne bl.a. har lavet deres egne skovlingebøger. Forfatteren vil ligeledes være til stede under indvielsen.

Under turen gennem Høng Skov fortæller Bodil El Jørgensen om, hvordan skovlingen Konval hjælper sin skovlingeven Lilje med at finde et nyt sted at bo, da hendes stamtræ er væltet i en stor storm. På Konval og Liljes tur gennem skoven lurer mange farer, så det gælder om at passe på når man blot er en lille skovling på 15 centimeter. Når eleverne har fuldført ruten og
eventyret, modtager de et diplom fra borgmesteren, og der vil derefter være saftevand og godter.

En del af en større saga.
”Fuldmåneceremonien” er bare én af seks historier i Bodil El Jørgensens Skovlingesagaer. I seks skove i Midt- og Vestsjælland kan man finde flere unikke historier om skovlingevennerne via appen Natureventyr.

Skovlingesagaerne er et led i den litterære satsning i Kulturregionen Midtog Vestsjælland. Kulturregionen Midt- og Vestsjælland udgiver derudover også historierne i et samlet hæftet, som eleverne modtager under indvielsen, og som interesserede kan finde i regionens biblioteker, turistorganisationer og naturskoler.

Man kan opleve flere Natureventyr om skovlingerne i:

Vrange Skov i Ringsted Kommune
Ravnsholte Skov i Lejre Kommune
Høng Skov i Kalundborg Kommune
Korsør Lystskov i Slagelse Kommune
Broby Vester Skov i Sorø Kommune

Tag familien med på natureventyr.
Efter indvielsen kan man tage ud i Høng Skov med børnene eller børnebørnene og høre eller læse ”Fuldmåneceremonien”. Det kræver man downloader Natureventyrs app, og via appen kan man følge en rute, der viser nogle af de smukkeste dele af skoven frem, mens de hører eller selv læser fortællingen om skovlingerne. Skovlingesagaerne er gratis de næste
fire år, da Kulturregionen har betalt for en licensaftale hos Natureventyr, og vil derefter koste 25 kr.

Indvielsen i Høng Skov vil ske fra kl. 10-12 på lanceringsdagen.
Adresse: Tranevej 27, 4270 Høng.
Obs. der er to indgange til Høng Skov, men ruten til Natureventyret starter fra parkeringspladsen ved Tranevej.