Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Kalundborg Kommune i tidsrummet 2020/11/20 til 2020/12/01.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Spiritusuheld – Lyngvej, Føllenslev – Kalundborg

Kl. 14.25 fik politiet anmeldelse om, at en mand var kørt i grøften ved Lyngvej i Føllenslev og nu forsøgte han at få bilen op. Der var mistanke om, at den mandlige bilist var spirituspåvirket, så en patrulje blev sendt til stedet, hvor de traf en 65-årig mand fra Kalundborg, som var uskadt efter uheldet. Den 65-årige kørte lige ud, da han ved græsmarksvej kørte ned i den venstre side af vejen, hvor bilen sad fast. Han blev testet med alkometeret, der viste at hans promille var over det tilladte, så han blev anholdt, sigtet og taget med til en blodprøveudtagelse og herefter løsladt. Når resultatet af blodprøven er blevet analyseret, vil den 65-årige få besked om resultatet og sagens videre gang.

Brand i fyrrum – Dalbyvej, Gørlev Sj – Kalundborg

kl. 18.20 kørte politi og brandvæsen til brand i et fyrrum, hvor der står et pillefyr og et brændefyr. Ilden blev slukket, før den spredte sig til hele bygningen, så skader blev begrænset til fyrrummet og etageadskillelsen over fyrrummet. Politiet undersøgte brandstedet, som ikke viste tegn på at noget mistænkeligt havde været årsag til branden. Branden formodes at være startet i en askespand, hvori nogle gløder havde ligget og ulmet og antændt branden. Ingen personer kom til skade ved branden.

Tricktyveri – Elmevænget, Kalundborg

Kl. 18.54 anmeldte en 78-årig kvinde fra Kalundborg, at hun få minutter tidligere havde haft besøg af to kvinder og en mand. De havde uden varsel ringet på døren og medbragt en blomstersammenplantning, som den ene kvinde i anledning af den forestående julemåned gerne ville aflevere. Hun blev lukket ind, hvorefter den anden kvinde og manden fulgte med ind i lejligheden, hvor de afkrævede beboeren forskellige personlige oplysninger. Da de tre personer forlod lejligheden, opdagede den 78-årige, at de medfølgende personer havde været i køkkenet og soveværelset. En pengeseddel og syv skrabelodder var forsvundet og formentlig stjålet af de fremmede, som blev beskrevet som: A: Kvinde, Sydamerikansk af udseende, 40-45 år, 170-180 cm, Hudfarve: Brun, Hårfarve: Sort, Talte: Dansk med accent, Iført: Mørkt tøj, B: Kvinde, Sydamerikansk af udseende, 40-45 år, Iført: Mørkt tøj, og C: Mand, Sydamerikansk af udseende, 40-45 år, Hårfarve: Sort, Iført: Mørkt tøj. En patrulje ledte efter de tre mistænkte i området efterfølgende, men politiet fandt dem ikke.

Politiet i Kalundborg hører gerne fra personer, der har bemærket de tre fremmede i området lørdag aften. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Narkopåvirket bilist uden kørekort og forsikring – Torvet, Ubby, Jerslev – Kalundborg

Kl. 11.10 standsede politiet en 39-årig mand fra Jerslev i en personbil, for at lave en rutinekontrol. Den 39-årige blev testet med narkometeret, som viste positiv for hash, så han blev sigtet og anholdt for at få udtaget en blodprøve. Den 39-årige var desuden frakendt førerretten og blev sigtet for kørsel i frakendelsestiden. Bilen havde den 39-årige netop købt, men han havde ikke tegnet den lovpligtige forsikring eller omregistreret bilen. Han blev derfor sigtet for kørsel uden ansvarsforsikring.

Mistænkelig indsamling – Klosterparkvej, Kalundborg

Kl. 15.45 anmeldte en borger, at der foregik en mistænkelig indsamling ved et supermarked på Klosterparkvej. En udenlandsk kvinde gik med et skilt foran sig, hvor der stod “Unicef” og at indsamlingen vedrørte handicappede børn. Kvinden virkede stum, og kunne kun mumle. Borgeren gav kvinden 30 kr. til indsamlingen, men undrede sig efterfølgende og ringede til politiet. Kvinden sattes sig herefter ind i en ældre sølvgrå VW Passat personbil på med rumænske nummerplader og kørte væk fra stedet sammen med en mand, som førte bilen.

Kvinden beskrives som: udenlandsk af udseende, 25-30-år, 160-165 cm, kraftig af bygning, sort hår sat op i en knude i nakken. Hun var iført sort frakken.

Patruljer i området fik signalement på bil og personer, men fandt ikke frem til kvinden og manden i Passaten. Borgerne opfordres til at udvise sund skepsis over for indsamlinger, som ikke virker officielle, da der er risiko for at pengene ikke går til formålet.

Narkobilist uden kørekort stak af fra politiet – Fru Ingesvej, Kalundborg

Kl. 15.20 gav en patrulje tegn til en bilist om at standse til en rutinekontrol. Bilisten kørte ad Klosterparkvej mod nord, og havde ingen intentioner om at stoppe ved politiets signal, men satte i stedet farten op og kørte videre ad Bredkildevej mod vest. Bilisten blev standset på Fru Ingesvej, men forsøgte her at løbe fra politiet. Han blev dog hurtigt indhentet og anholdt af betjentene. Føreren af bilen, en 17-årig ung mand fra lokalområdet, havde ikke taget kørekort og var desuden narkopåvirket. Han blev sigtet for kørsel uden førerret i narkopåvirket tilstand, og for ikke at efterkomme politiets anvisninger om at standse. Han blev taget med til en blodprøveudtagelse, hvorefter han blev løsladt. Politiet underrettede drengens far om sagen og udleverede bilnøglen til ham, da bilen tilhørte ham. Han blev sigtet for at overlade bilen til sønnen, som ikke havde gyldigt kørekort.

Flygtede, men lavede uheld – Nørre Alle, Kalundborg

Kl. 20.13 bemærkede en hundepatrulje, der kørte ad Nørre Alle mod vest, at en personbil kom fra Nyvangsvej og kørte ud på Nørre Alle mod øst. Føreren af personbilen satte ved synet af politibilen hastigheden gevaldigt op og drejede hastigt ind på en nærliggende parkeringsplads. Her fandt politiet bilen, der i forbindelse med parkeringen havde påkørt en parkeret bil på parkeringspladsen. Ved siden af bilen befandt sig et par mænd, som ikke var i besiddelse af bilnøglen til personbilen. En hund fra hundepatruljen fandt dog bilnøglen henkastet et stykke væk, og da politiassistenterne fra hundepatruljen kunne genkende en 21-årig mand fra Kalundborg som værende føreren, blev han sigtet for kørsel uden førerret i bilen i forbindelse med kørslen ad Nørre Alle, idet han ikke havde førerret. Den 21-årige blev i samme anledning afhørt som part i et færdselsuheld i forbindelse med påkørslen af den parkerede bil, så han kan forvente at høre nærmere fra politiet, når sagerne mod ham skal afgøres.

Spiritus/narkokørsler – Odsherred og Kalundborg

kl. 18.25 blev en 39-årig mand fra lokalområdet sigtet for narko og spirituskørsel, da han blev standset kørende i bil ad Telmanyisvej i Yderby Lyng, Sj. Odde – Odsherred.
Kl. 19.54 standsede politiet en 18-årig mand fra Kalundborg, som kørte på Bøgetoften i Kalundborg i narkopåvirket tilstand og med en alkoholpromille over det tilladte. Han havde desuden ikke gyldig førerret. Den 18-årige blev sigtet og anholdt for at få taget en blodprøve.

De to mænd fik udtaget en blodprøve, hvorefter de blev løsladt. Når politiet har fået resultatet af blodprøven, vil de sigtede høre mere i sagerne.

Indbrud i Perioden

Engvej, Høng
Slagelsevej, Kalundborg
Skibbrogade, Kalundborg