Hans Jørgen Buchberg har delt dette smukke digt om Kalundborg med os.

Ude på vandet helt ude ved sandet
der sejler jeg hjem til min by.
Månen forsvinder, for sollyset vinder
og skubber den om bag en sky.

God morgen nye dag, jeg kipper med mit flag,
der er en stille ro og fred
ved sejlbådens rorpind og stag.
På fjordens kæmpespejl er hvide sejl på vej,
dem favner jeg i solens skær i en duft af forårsvejr.

Jeg hilser ærbødigt på land og på by,
hvor disen er lettet på ny.
Jeg reber bådens sejl, og lægger til ved kajen
og hilser på et mågepar
der har fulgt mig hele vejen.

Står her og hører at storskærmen kører
i parken med morgenmusik.
Fuglene synger og bådene gynger
og vejen er fyldt med trafik.

Hen over by og land står hav og luft i brand.
Jeg sætter mig med bare tæer
og kigger på solskyens rand.
Jeg hører klokkeslag, fra kirkens smukke tag
og Gisseløre byder op til en skøn og dejlig dag.

Jeg elsker min by, med dens tårne og spir,
de er som et kæmpe gevir.
Mit skønne Kalundborg er med mig, hvor jeg går,
jeg sender den et fingerkys
i den milde lune vår.

-Hans Jørgen Buchberg

Del på sociale medier