Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen offentliggjorde i dag, at hun vil tilføre pædagoguddannelsen i hele landet 127,5 millioner kroner.

”Det er en meget glædelig nyhed, at ministeren nu tilfører ekstra midler til uddannelsen. Der efterspørges i høj grad dygtige pædagoger, og de er altafgørende for vores børns fremtid – og dermed også for udviklingen i hele Region Sjælland,” siger Absalons rektor Camilla Wang, der understreger, at hun ser beslutningen som en stor – og tiltrængt – anerkendelse af pædagogernes rolle.

“For at de mange millioner reelt skal have effekt, må vi dog regne med, at de to procent besparelser vi er pålagt også fjernes – ellers bliver det svært at opnå et løft af uddannelsen. Men det har regeringen jo også stillet i udsigt,” tilføjer Camilla Wang.

De 127,5 millioner kroner fordeles blandt de professionshøjskoler, der uddanner pædagoger, og de skal bruges til indsatser, der løber i perioden 2019-2022. Det er op til uddannelserne selv at vurdere, hvordan de ekstra penge bruges bedst.

”Antallet af børn i Danmark er stigende, og det er manglen på pædagoger også. Det er en udvikling, vi hos Absalon er meget opmærksomme på, og har arbejdet på at vende gennem længere tid. Der er ingen tvivl om, at de senere års besparelser har ramt pædagoguddannelsen hårdt, men det kan vi gøre noget ved nu,” siger rektor Camilla Wang.

”Med de nye midler kan Absalon for eksempel tilbyde flere undervisningstimer til de studerende, ligesom vi også kan have mindre hold og give de studerende mere feedback, så de bliver endnu dygtigere,” uddyber rektor Camilla Wang.

Absalon uddanner pædagoger i Nykøbing Falster, Slagelse, Roskilde og Vordingborg.

Del på sociale medier