Mere end 30 diplomingeniørstuderende i bioteknologi fra Absalon i Biotekbyen Kalundborg skal efter nytår ud i deres afsluttende ingeniørpraktik. Den lokale industri er klar til at modtage dem, og for Novo Nordisk og Novozymes er forberedelserne allerede startet.

Mens flere studieboliger meget symbolsk blev løftet på plads med kran uden for Absalons midlertidige campus, var ca. 25 studerende mødt frem til frokostmøde i juni for at høre om mulighederne for at komme i ingeniørpraktik på Novo Nordisk i Kalundborg.

Novo Nordisk klar med praktikpladser
Karina Holmbo, Educational Relations Consultant, og Stine Gry Roland, Senior Manager, Novo Nordisk Kalundborg, havde inviteret de studerende til et møde, hvor de blev præsenteret for mere end 15 praktikpladser, som virksomheden vil udbyde til de studerende. De fremmødte fik lejlighed til at stille spørgsmål og fik bl.a. et indblik i, hvad man kan forvente som ingeniørpraktikant på Novo Nordisk i Kalundborg, samt hvordan rekrutteringsprocessen kommer til at forløbe.

En del af noget større
Mikkel Jæger, studerende på fjerde semester, næstformand i Absalon studenterråd og medlem af uddannelsesudvalget for diplomingeniøruddannelsen på Absalon i Kalundborg synes godt om dialogmødet og de mange spændende praktikpladser på Novo Nordisk:

”Det viser, at man som studerende ikke kun er her for industrien, men at industrien også er her for de studerende. Det betyder, at man føler, at man er en del af det, der foregår i Kalundborg. Det er meget motiverende”, sagde Mikkel efter mødet, hvor han også med et smil løftede sløret for, at han selv har tænkt sig at søge praktikplads på Novo Nordisk.

Vejledere fra Novozymes og Novo Nordisk klædt på
Umiddelbart efter frokostmødet på Absalon mødtes kommende praktikvejledere samt ledere fra Novo Nordisk og Novozymes med praktikkoordinatorer fra Absalon til en dialog omkring, hvordan et succesfuldt praktikforløb ser ud. I alt var omkring 20 repræsentanter fra Novo Nordisk og Novozymes mødt frem.

Anne Louise Vaarby, adjunkt, og Dorte Kjær Pedersen, centerchef, begge fra Absalon i Kalundborg glædede sig over, at det første hold biotekingeniørstuderende fra Absalon i Kalundborg, nu er så langt i deres uddannelse, at de snart er nået til den afsluttende ingeniørpraktik.

Ingeniørpraktik – en vigtig brik
”Det er lidt, ligesom når man bygger et nyt hus. Man starter med tegninger og grundplaner. Så støbes fundamentet og murerne kommer op. Så begynder man at kunne se det færdige resultat. Og det er sådan, vi har det med det første hold studerende. Vi glæder os meget til at se det færdige resultat. Ingeniørpraktikken og det afsluttende bachelorprojekt er de sidste mursten, der skal lægges, før de er klar til at komme ud på arbejdsmarkedet,” fortalte Anne Louise Vaarby.

Indblik i ingeniørens hverdag
På informationsmødet fortalte repræsentanterne fra Absalon om de studerendes teoretiske baggrund og tilegnede kompetencer. ”Blandt andet har de studerende arbejdet med løsning af opgaver i laboratorie, i procesanlæg samt med kvalitet”, fortalte Dorte Kjær Pedersen og uddybede: ”Formålet med praktikken er at de får afprøvet deres teoretiske kompetencer. Det er også en mulighed for at få et indblik i, hvordan man indgår i en virksomhed, og hvad det vil sige at arbejde som ingeniør – fx i en biotekproduktion, som det er tilfældet på Novo Nordisk og Novozymes.”

Nye input og friske øjne
Steen Skærbæk, Senior Director for produktionen i Novozymes i Kalundborg, ser med glæde frem til at skulle modtage de studerende: ”Vi glæder os til at starte samarbejdet med de studerende op. De studerende kommer med masser af gå på mod og kan se med friske øjne på eksisterende procedurer. Det kan være meget værdifuldt for os som virksomhed”.

Læs mere om Diplomingeniør i bioteknologi her.

Mikkel Jæger. Foto: Absalon.
Del på sociale medier