Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Kalundborg Kommune i tidsrummet 2019/06/14 til 2019/06/25.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Mand overfaldet – Havnevej, Havnsø, Føllenslev – Kalundborg

Kl. 0155 anmeldte en 51-årig mand fra Jyderup, at han kort forinden var på vej hjem efter en sankthans-fest på havnen i Havnsø og herunder var blevet overfaldet. Undervejs ved en parkeringsplads var han blevet opsøgt af tre mænd, der havde startet en diskussion med den 51-årige. Herefter havde han fået et slag i ansigtet efterfulgt af flere slag og spark, da han faldt omkuld som følge af tumulten. Efter overfaldet var de tre mænd flygtet fra stedet i en bil, der blev ført af en kvinde. Den forurettede blev i en ambulance bragt til skadestuen til undersøgelse og registrering af sine skader efter overfaldet. De tre mistænkte blev beskrevet som: A: Mand, Dansk af udseende, 30 år, 180 cm, Kropsbygning: Spinkel, Hudfarve: Hvid, Hårfarve: Lys, Hårlængde: Kort, Talte: Dansk; B: Mand, Dansk af udseende, 35 år, 180-185 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Hvid, Hårfarve: Sort, Hårlængde: Kort, Talte: Dansk; og C: Mand, Dansk af udseende, 45-50 år, 180-185 cm, Kropsbygning: Kraftig, Hudfarve: Hvid, Yderligere kendetegn: Tatoveret på begge arme, Talte: Dansk, Iført: hvid undertrøje. Politiet har p.t. ikke yderligere oplysninger om bilen og behandler sagen som vold.

Politiet i Kalundborg / Holbæk hører gerne fra personer, der har bemærket enten selve overfaldet eller den bil, som de tre mistænkte flygtede i. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Brand i sommerhus – Bygvænget, Dalby strand, Gørlev Sj. – Kalundborg

Kl. 0426 slog naboen alarm til brandvæsnet og politiet, efter naboens havde set røg fra et sommerhus, hvor en 48-årig kvinde og en 58-årig mand lå og sov. Naboen fik dem vækket, så de kom ud af sommerhuset uden at være kommet noget til. Ved politiets ankomst var branden slukket, men det formodes at være et glemt stearinlys på et havebord som årsag til brandens opståen. Lyset formodes at have fået antændt noget træ, der forårsagede ild i en vindueskarm af træ. Politiet har optaget rapport om branden for at få klarlagt, om nogen har udvist manglende forsigtighed med noget, der kunne forårsage ildebrand og dermed risikere at få en bøde.

Røveri mod supermarked – Centervej, Høng – Kalundborg

Kl. 2154 slog personalet i supermarkedet Netto alarm til politiet, idet en maskeret mand et par minutter tidligere under trussel med en kniv havde fået sedler og mønter fra kassebeholdningen udleveret. Efterfølgende var røveren flygtet til fods ad en sti bag om supermarkedet Aldi i retning mod Slagelsevej, hvor han forsvandt i ukendt retning og på ukendt måde. Politiet kørte til området med flere patruljer, herunder patruljer fra Sydsjællands og Lolland-Falsters politi, for at lede efter røveren, der blev beskrevet som: A: Mand, 17-20 år, 175-180 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Hvid, Iført: uigennemsigtige mørke pilotsolbriller, maskering over mund og næse, neongrøn hue under hætte fra mørk hættetrøje med karakteristiske hvide striber, mørke bukser, sorte handsker og sorte sko med hvide såler. Han var bevæbnet med en ca. 15 cm lang kniv. Politiet fandt ikke røveren og forsætter nu efterforskningen i området i et forsøg på at få ham identificeret.

Politiet i Kalundborg / Holbæk hører gerne fra personer, der måtte have set røveren enten før eller efter røveriet i området ved Slagelsevej, eller køretøjer, som røveren kan have anvendt til sin fortsatte flugt. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Truende adfærd – Vestre Havneplads, Kalundborg

Kl. 1833 fik politiet en anmeldelse fra en 33-årig mand fra Kalundborg om, at han under ophold ved havnen var blevet opsøgt og truet af flere unge mænd. De havde beskyldt ham for at have kigget efter et kvindeligt familiemedlem til en af de truende mænd. Derfor skulle den 33-årige ikke være i området eller i byen længere. Da han lidt senere kom hjem til sin bopæl, bemærkede han flere biler i nærheden, hvilket han også fandt utryghedsskabende. Da politiet kom til området, var bilerne med mændene væk. Politiet behandler anmeldelsen som en sag om trusler, hvor politiet forsøger at få klarlagt identiteten på alle de involverede personer for at kunne afgøre, om nogen kan sigtes for noget.

Færdselsuheld / spirituskørsel – Hovvejen / Holbækvej, Kalundborg

Kl. 1735 rykkede politiet ud til et færdselsuheld, idet en anmelder havde set en bil forulykke i rundkørslen ved Hovvejen / Holbækvej, hvorefter bilisten var kørt videre derfra i retning mod Holbæk. Anmelderen var fulgt efter bilen, som politiet fik kontakt til ved i Tømmerup med en spirituspåvirket, 32-årig mand fra Svebølle bag rattet. Han blev anholdt og sigtet for spirituskørsel i bilen, der kort tid var forulykket i rundkørslen. Det viste sig ved efterforskning i sagen, at han ikke havde været fører af bilen i uheldsøjeblikket, idet en kvindelig passager i bilen – en 28-årig kvinde fra Skælskør – havde ført bilen ad Hovvejen mod nordøst, da hun af ukendte årsager mistede kontrollen over den ved rundkørslen. Hun påkørte derfor et vejskilt og en lygtepæl, men kunne efterfølgende ikke selv få bilen fri. Herefter satte den 32-årige mand sig ind på førersædet, fik bilen fri i rundkørslen og kørte til Tømmerup, hvor politiet kom. Den 32-årige blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol. Begge parter kan forvente at høre nærmere fra politiet i anledning af uheldet. Ingen personer kom til skade ved uheldet, der heller ikke involverede øvrige trafikanter.

Tyveri fra boligen – Slagelsevej, Kalundborg

Kl. 1048 anmeldte en 72-årig mand fra Kalundborg, at han lørdag d. 15/6-2019 kl. ca. 1700 fik uventet besøg af to mænd, der var gået ind ad en ulåst hoveddør. Den ene mand tog en pengeseddel frem, hvorefter den 72-årige oplyste ham om, at han ikke kunne veksle den. Under denne afledningsmanøvre og den fortsatte samtale, hvor anmelderen ikke forstod, hvad manden sagde, var den anden mand gået rundt i boligen. De forlod kort efter stedet på ukendt måde, hvorefter den 72-årige opdagede, at han havde fået stjålet et mindre kontantbeløb fra en pengekasse placeret i soveværelset. De to mænd kunne kun beskrives som høje og brune i huden. Politiet har nu optaget en anmeldelse om tyveri og forsøger at få identificeret de to mænd.

Politiet i Kalundborg / Holbæk hører gerne fra personer, der har bemærket noget usædvanligt i området lørdag eftermiddag. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Arbejdsulykke – Hallas Alle, Kalundborg

Kl. 1108 var en mand kommet til skade på sin arbejdsplads. Ambulancepersonale tilså manden, der kort forinden i et lastrum på et køretøj var gået baglæns og faldet ca. en meter ned på læsserampen. I faldet havde den 37-årige mand fra Gørlev Sj. slået sit hoved, men var ikke kommet til skade. Ambulancen blev derfor ikke benyttet, men politiet optog rapport om sagen og underrettede Arbejdstilsynet, så myndighederne i fællesskab kan afgøre, hvorvidt nogen kan drages til ansvar for ulykken.

Mand trukket ud af bil – Klosterparkvej, Kalundborg

Kl. 1640 anmeldte en 18-årig mand fra Kalundborg, at han kl. ca. 1620 havde holdt i sin bil på Klosterparkvej, da omkring fem personer pludselig dukkede op og trak ham ud af bilen. De truede den 18-årige, der også blev både slået og sparket, inden overfaldsmændene flygtede i en sort og en grå bil. Da ambulancepersonalet og politiet ankom til området, var der forsamlet op til 25 personer, som skabte så meget utryghed i området, at ambulancepersonalet trak sig tilbage. De fik dog kontakt til anmelderen, som blev kørt på skadestuen til undersøgelse og behandling for overfladiske skrammer som følge af overfaldet. Politiet forblev i området frem til omkring kl. 1800, hvor roen igen var genoprettet i området. Overfaldet på den 18-årige behandles som en sag om vold, hvor politiet ud fra forskellige afhøringer forsøger at få identificeret overfaldsmændene.

Mand med konservesdåser forsvandt fra pensionistboliger – Elmevænget, Kalundborg

Kl. 1731 kontaktede en 62-årig mand fra Kalundborg politiet, da han under et besøg hos sin gamle mor i hendes pensionistbolig oplevede, at det bankede på døren, som moren åbnede. Udenfor stod en 40-45-årig mand, der var mørk i huden og havde sort hår. Manden medbragte 2 konservesdåser med bønner og forklarede, at han havde brug for hjælp til at få dem åbnet. Da den 62-årige mand kom til syne i entreen, forsvandt manden med konservesdåserne hurtigt, da han tilsyneladende ikke længere havde brug for hjælp til at få dem åbnet. En patrulje blev sendt til stedet og undersøgte området, dog uden at finde manden med konservesdåserne. Politiet vil gerne understrege, at der ikke er foretaget nogen kriminel handling, men vil samtidig gerne opfordre borgerne til at udvise sund skepsis over for ukendte personer, der opsøger dem på deres hjemadresse for at få hjælp.

 

Indbrud i Perioden

Kystvejen, Kalundborg
Hovedgaden, Ugerløse

Del på sociale medier