Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Kalundborg Kommune i tidsrummet 18-25. april 2017

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Mistænkeligt forhold – Eskebjergvej, Eskebjerg
Kl. 10.40 fik politiet en henvendelse fra en politimand, der i sin fritid havde passeret en henstillet bil, hvorved to mænd gik søgende rundt. Få minutter senere modtog politiet en anmeldelse om, at en tyverialarm var gået i gang i en privat villa på Eskebjergvej ikke langt fra det sted, hvor de to mænd befandt sig. Politiet kørte til området med flere patruljer, herunder en hundepatrulje, og fik kontakt med en 21-årig mand fra Kalundborg samt personbil, der var kørt tør for benzin. Den 21-årige havde været i selskab med en 19-årig mand fra Jyderup, som dog var forsvundet i området inden politiets ankomst. De var gået søgende rundt i området for at se, om nogen havde noget benzin til bilen, men fandt ikke noget. Bilens nummerplader afmonterede politiet dog, fordi bilen var efterlyst på grund af manglende betaling af den lovpligtige ansvarsforsikring. I villaen, hvor tyveriala
rmen var gået i gang, var der sket et indbrud ved opbrydning af et køkkenvindue og stjålet bl.a. noget sølvtøj. De to mænd ved bilen kunne dog ikke sættes i forbindelse med indbruddet og blev derfor ikke sigtet for noget. Politiet efterforsker nu indbruddet og afventer bl.a. resultatet af de tekniske undersøgelser, der blev foretaget på gerningsstedet.

Hærværk – Høng
Kl. 18.57 blev anmeldt om hærværk mod en handicapscooter, der mellem fredag kl. 15.00 og søndag kl. 18.45 var brændt af. Scooteren helt ødelagt. Politiet vil gerne høre fra vidner, der har hørt eller set noget i forbindelse med hærværket. Ring på 114.

Brand – Kaldred
Kl. 20.39 brændte et sommerhus på Begonievej. Huset var under ombygning,. Brandårsagen er ukendt. Ingen personer var i fare ved branden.

Færdselsuheld / spirituskørsel – Holbækvej
Kl. 21.59 påkørte en spirituspåvirket, 43-årig mand fra Kalundborg som fører af en personbil en anden personbil, der holdt parkeret i vejsiden. Ingen kom til skade ved uheldet. Den 43-årige var kort varigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.

Anmeldelse om uro
Kl. 19.33 blev anmeldt om uro på Klosterparkvej. Der skulle være flere oppe at slås. Da politiet kom til stedet var alt dog stille og roligt, og der var ikke tegn på, at der havde været slagsmål. Politiet kunne derfor forlade stedet igen.

Vold og tyveri
Kl. 19.29 blev en 18-årig kvinde fra Kalundborg udsat for vold og fik også stjålet sin mobiltelefon. Hændelsen skete på Skovbrynet, hvor tre jævnaldrende kvinder overfaldt den 18-årige med slag og spark. Forurettede forsøgte at følge efter dem for at få sin telefon igen, men det gjorde, at hun igen blev overfaldet. Telefonen blev efterfølgende lagt ved forurettedes adresse. De tre kvinder forsvandt fra stedet. Politiet har en klar mistanke om, hvem kvinderne er. De blev ikke fundet søndag aften, men familie til dem er vejledt om at få dem til at møde op hos politiet mandag. Politiet kender ikke motivet til volden.

Søredning – Mullerup Strandvej, Mullerup
Kl. 17.49 blev politiet underrettet om, at en søredningsaktion var blevet sat i gang. En mand iført redningsvest var tilsyneladende nødstedt i forbindelse med sejlads på en vandscooter og råbt om hjælp. En sejlbåd reddede en 25-årig mand fra Ruds-Vedby og afventede en redningshelikopter, hvis læge kunne konstatere, at den 25-årige var reddet i god behold. Politiet foretog sig ikke yderligere i sagen.

Færdselsuheld – Klosterparkvej
Kl. 20.36 skete der et færdselsuheld ved et fodgængerfelt i krydset Bredekildevej-Klosterparkvej. Det viste sig, at en 29-årig mand fra Jyderup under kørsel ad Klosterparkvej mod syd i en personbil overså en 23-årig mand fra Kalundborg, der som fodgænger var i færd med at krydse vejen i fodgængerfeltet. Fodgængeren blev ramt og slynget hen ad vejen som følge af påkørslen. I en tilkaldt ambulance blev han bragt til sygehuset, hvor han blev indlagt til observation og behandling for benbrud. Politiet undersøger nu omstændighederne ved uheldet, og den 29-årige kan forvente at høre nærmere fra politiet i anledning af uheldet.

Ordensbekendtgørelsen – Jerslev
Kl. 18.35 var politiet på en adresse i Jerslev, hvor der var diskussion mellem to mænd, og en 44-årig mand fra Jerslev havde holdt en et glasskår op mod en 50-årig mand fra Jerslev uden dog at lave vold. Diskussionen opstod som følge af parkeringsproblemer på stedet.Den 44-årige fik en bøde for sin optræden.

 

Indbrud i perioden
Alleshavevej, Eskebjerg (3 steder)
Eskebjergvej, Eskebjerg
Møllehøj, Havnsø, Føllenslev
Møllehøj, Havnsø
Holbækvej, Kalundborg
Kalundborgvej, Tuse, Holbæk
Jernbanevej, Svebølle
Ubby Industrivej, Jerslev

Del på sociale medier