custom1Set over flere år er antallet af spritbilister på vejene faldet markant. Men der er stadig for mange, der kører bil med for høje promiller i blodet, når de skal hjem fra en bytur, firmafest eller en hyggelig middag. Det oplyser Rådet for Sikker Trafik i en pressemeddelelse.

Det resulterer hvert år i tragiske trafikulykker med tilskadekomne eller dræbte mennesker. Derfor har politiet fokus på at sætte en stopper for spritkørsel på vejene.

Fra torsdag den 1. december til og med søndag den 18. december er alle politikredse klar til at sætte ind med målrettede kontroller, så festglade julefrokostgæster dropper bilen og kommer sikkert hjem efter at have nydt juleøl og snaps.

Sidste år førte lignende kontroller i december måned til 447 sigtelser for spritkørsel. Kontrollerne i år gennemføres samtidig med den landsdækkende kampagne mod spritkørsel, “Klar til et pust?”, som Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden står bag.

– Alt for mange mennesker bliver hvert år ramt af spritkørsel. Spritbilister udsætter både sig selv og alle andre for en enorm risiko, når de kører i trafikken. Derfor sætter vi ind med kontrol, så flere lader bilen stå, når de har drukket alkohol. Samtidig er vores kontroller med til at få stoppet dem, der alligevel vælger at køre bil, selv om de har promiller i blodet, siger Erik Terp Jensen, chef for Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.

Knap 6.000 spritbilister på et år
Over en femårig periode (2011 – 2015) har 157 personer har mistet livet og 984 er kommet alvorligt til skade i spritulykker med et motoriseret køretøj (kilde: Vejdirektoratet). Dermed er alkohol stadig en af de største dræbere i trafikken.

Selv om antallet af spritbilister generelt er faldet, så viser nye tal fra Rigspolitiet, at politikredsene på et enkelt år (november 2015 til og med oktober 2016) har sigtet 5.987 personer for spritkørsel (se tallene per politikreds nederst i pressemeddelelsen).

– Det er vigtigt, at vi får flere til at lade bilen stå, hvis man skal til fest, hvor der kommer alkohol på bordet og man har tænkt sig at drikke. Tallene fra Rigspolitiet viser, at der stadig er en stor udfordring med spritbilister på vejene. Derfor er det positivt, at alle landets politikredse sætter ind med spritkontroller, så trafikken bliver mere sikker for os alle, siger Mogens Kjærgaard Møller, adm. direktør i Rådet for Sikker Trafik.

Gode råd:
Hvis du skal køre bil, så drik max én genstand eller slet ingen.
Server drikke uden alkohol til dem, der kører i bil.
Bland dig, hvis en person vil køre efter at have drukket alkohol.

Fakta:
Alkohol er en af de største dræbere i trafikken.
Omkring hver 5. trafikdræbte mister livet i en spritulykke.
I perioden 2011 – 2015 har 157 personer mistet livet i spritulykker på vejene.
Ni ud af ti spritbilister er mænd.

Del på sociale medier