Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Kalundborg Kommune i tidsrummet 2015-07-22 til 2015-07-28.

Hærværk mod bil – J. H. Petersens Alle, Kalundborg
2015-07-27 – Kl. 1426 anmeldte en 36-årig mandlig bilejer fra Kalundborg, at han under ophold på gymnasiets område hørte nogle høje brag. Da han undersøgte dette nærmere, så han en fremmed mand stå og kaste sten på sin bil, der holdt ved gymnasiet. Anmelderen spurgte forundret, hvad manden lavede, hvorefter manden udtalte: “Jeg er i gang med at lave lidt hærværk!” Gerningsmanden flygtede fra stedet og blev beskrevet som: A: Mand, Dansk af udseende, 38-42 år, 170-180 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Hvid, Hårfarve: Brun, Hårlængde: Kort, Yderligere kendetegn: tatovering på venstre arm, muligvis også på højre arm, Talte: Dansk, Iført: blå T-shirt, grå bukser, trøje om halsen. sort ur på højre arm., Medbragte: Pose. Politiet ledte forgæves efter manden og forsøger nu at få ham identificeret.
Lokalpolitiet i Kalundborg hører gerne fra personer, der har bemærket manden i området, eller som kan give oplysninger om hans identitet. Kontakt politiet på tlf. 114.

Indbrud i skole – Rosenvænget, Høng – Kalundborg
2015-07-27 – Kl. 2102 fik politiet en anmeldelse fra en lokal borger om, at flere personer var ved at bryde ind i den nedlagte ungdomsskole. Politiet kørte hurtigt til stedet og traf anmelderen, der selv havde tilbageholdt en 30-årig mand fra Gislinge. 2 andre mænd, der ikke kan beskrives yderligere, løb fra stedet i ukendt retning. Politiet anholdt den 30-årige, som blev sigtet for indbrud, idet han sammen med de undløbne gerningsmænd havde brudt nogle træplader ved en dør op for at skaffe sig adgang. Fra skolen var stjålet diverse kontorartikler til en mindre værdi. Den 30-årige blev løsladt efter endt sagsbehandling i løbet af natten. Politiet arbejder nu videre med sagen i et forsøg på at identificere de to medgerningsmænd.

Mand overfaldet på bopælen – Strandstræde, Kalundborg
2015-07-23 – Kl. 0732 slog en hjemmehjælper fra hjemmeplejen i Kalundborg alarm, efter at hun kort forinden var ankommet til en 71-årig mands bopæl i Strandstræde, 4400 Kalundborg. Hjemmehjælperen havde fundet den 71-årige ilde tilredt efter et voldeligt og blodigt overfald. Han havde flere kvæstelser i hovedet og blev straks i en tilkaldt ambulance kørt til behandling på et sygehus. Det 71-årige offer meldes uden for livsfare. Rigspolitiets Kriminaltekniske Sektion assisterede Midt- og Vestsjællands politis efterforskere med at foretage tekniske undersøgelser på gerningsstedet, som er mandens bopæl.
Offeret er blevet afhørt til sagen, men har ikke kunnet bidrage til noget motiv, og han fik tilsyneladende ikke stjålet noget. Overfaldet er sket i tidsrummet kl. ca. 0600-0730 og formentlig kort før hjemmehjælperens ankomst til offerets bopæl. Den 71-årige havde åbnet døren til sin bopæl, idet han afventede hjemmeplejens sædvanlige ankomst, hvilket betød, at gerningsmanden kunne gå uhindret ind til den 71-årige, som herefter blev overfaldet. Gerningsmanden blev af offeret beskrevet som: mand, udenlandsk mand, ca. 35 år, ca. 170 cm høj, sort hår, intet om påklædning. Han forlod stedet i ukendt retning efter overfaldet.
Midt- og Vestsjællands politi vil stadig gerne i kontakt med personer, der har været i området omkring Strandstrædet i Kalundborg onsdag morgen før kl. ca. 0730, for at afhøre dem om deres observationer i området i de tidlige morgentimer.
Oplysninger i sagen gives til Midt- og Vestsjællands politi på tlf. 46351448 eller via nærmeste politi på tlf. 114.

Mistænkeligt forhold – Røsnæsvej, Kalundborg
2015-07-28 – Kl. 1131 anmeldte en feriegæst fra området, at der ved en P-plads ca. 200 meter øst for fyrtårnet lå et telt, der var blæst omkuld, 3 soveposer, noget engangsservice samt en gryde. Anmelderen var bange for, om der kunne være sket brugerne af teltet noget. Politiet undersøgte de efterladte effekter, der tydeligt bar præg af at være forladt i al hast – måske på grund af vejrforholdene dagene forinden. Der var ingen indikation på, at nogen skulle være i nød, hvorfor en tilsynsførende for det fredede område fik til opgave at samle de nu værdiløse effekter sammen til senere destruktion, hvis ejerne/brugerne ikke giver sig til kende. Politiet foretog sig ikke yderligere i anledning af anmeldelsen.

Narkobilist uden førerret mv. – Slagelsevej, Kalundborg
2015-07-27 – Kl. 2310 bemærkede politiet en personbil, der var forsynet med et sæt nummerplader, som burde sidde på et køretøj af andet mærke end det køretøj, hvor de rent faktisk var monteret. Politiet standsede personbilen, som blev ført af en 23-årig mand fra Kalundborg. Da den 23-årige efter en narkometertest kunne mistænkes for at være påvirket af hash under kørslen, blev han anholdt kortvarigt med henblik på udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer. Han blev inden løsladelse sigtet og afhørt til yderligere sager om kørsel uden førerret, idet han ikke havde noget kørekort, samt den uberettigede anvendelse af nummerpladerne på den sigtedes uindregistrerede bil. Politiet inddrog nummerpladerne, og den 23-årige kan forvente at høre nærmere fra politiet, når sagerne skal afgøres.
PolitiRetsvæsen
Sjælland

Uorden / hærværk – Kalundborgvej, Holbæk
2015-07-22 – Kl. 0449 anmeldte en lokal borger, at han kunne høre nogle knuse noget i Strandparken – formentlig omkring toiletbygningen. Senere modtog politiet en anmeldelse om, at der måske var ild i nogle bænke i området. En patrulje kørte til stedet og kunne konstatere, at to toiletter var blevet ødelagt, og at skraldespande og bænke bar præg af at være forsøgt brændt af. Politiet betragter sagen som hærværk og leder efter et par mænd, som ifølge et vidne var set i området, men som havde forladt stedet inden politiets ankomst. De blev beskrevet som ca. 180 cm høje, og den ene var iført en sort jakke og grå joggingbukser.

Spirituskørsel på knallert – Slagelse Landevej, Kalundborg

2015-07-22 – Kl. 12.55 blev en 65-årig mand fra Jerslev Sjælland sigtet for at køre på knallert med en promille over det tilladte. Manden blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve.

Vold – Kordilgade, Kalundborg
2015-07-22 – Kl. 0156 fik politiet en anmeldelse om optræk til uorden i forbindelse med byfesten. Flere patruljer blev sendt til byen i præventivt øjemed. Kl. 0225 fik politiet en anmeldelse om, at en forretningsindehaver pludselig var blevet overfaldet i Kordilgade. Politiet fik hurtigt lokaliseret en 21-årig mand fra Kalundborg som værende gerningsmanden. Efter anholdelsen af ham for vold mod forretningsindehaveren spyttede han yderligere på en politimand, ligesom en anden politimand fik en lussing. Den anholdte blev derfor sigtet for vold mod tjenestemand og afhørt til alle sagerne. Da der ikke var grundlag for fremstilling i grundlovsforhør, løslod politiet en 21-årige efter endt sagsbehandling. Han kan dog forvente at høre nærmere fra politiet, når sagerne mod ham skal afgøres.

Indbrud i perioden
Møllevej, Kalundborg
Sct. Jørgensbjerg, Kalundborg


Del på sociale medier